Mirko Kripic

Anders V. Kold, kære ven, vær nu sød! Jeg beder Dem på mine grædende knæ, hjælp os! – Kvinden kastede sig ned foran den høje mand i hvid kittel, mens tårerne strømmede. Der, bag de slidte behandlingsrum på det lille byhospital, hvor medicinlugten hang i luften, lå hendes dreng og kæmpede for sit liv. – Forstå nu, jeg kan simpelthen ikke! Ikke mere! Det var jo derfor, jeg rejste hertil! To år uden operationer! Min hånd… og forholdene… – Jeg bønfalder Dem! Hjælp ham! – Kvinden holdt stædigt fast i lægen, der rystede på hovedet. Han var nødt til at prøve. Nødt til at sige ja. For hvis ikke… Endnu få skridt. Trædøren med skrammet hvid maling. Og dér lå hendes Mikkel, hendes kære, hendes eneste. Masker, ledninger, bleg, men stadig med svage åndedrag gennem iltmasken. Blodet under forbindingen var mørkt og tykt som sidste års kirsebærmarmelade. Den grønne linje på skærmen hoppede i takt med de urolige vejrtrækninger. De når det ikke. 100 kilometer til nærmeste by. Helikopter… men snestormen udenfor har knust det håb. Blodtrykket falder. Hjertet slår næsten ikke. Ambulancefolkene ser væk. – Kold! – den ældre sygeplejerske greb lægen ved hånden, – Anders V. Kold! Hun trak en gammel avis frem med billedet af den høje mand i kittel, omringet af smilende børn. Bag tårerne kæmpede hun for at læse om ulykken, den skadede hånd, og den mislykkede operation. Men han var landets førende neurokirurg! En læge sendt fra himlen! Her i deres udkant… Gud, bare han vil forsøge! – Jeg kan ikke tage det ansvar! Forstå nu! – han kæmpede imod, – Den sidste operation… håndleddet… jeg klarede det ikke! Jeg opererer ikke mere! Jeg kan ikke! Drengen på båren blev blegere og blodet dryppede som marmelade. Kollegers tavse blikke fyldte døråbningen. Moderen græd. Tiden var ikke på deres side. Og så – en hund… – En hund?! – Hvordan kom en hund herind? Kun en lav klynken til svar. En labrador. Den kæmpede for at komme hen til båren, kløer mod gulvet, nogen holdt fast i halsbåndet. Men den var urokkelig. Dens blik slap ikke Mikkel. Ikke længere klynken, kun hæs gøen. Men stadig – den ville frem… – Det er Trofast. Mikkels hund, – hulkede kvinden og kunne ikke få vejret, da lægens ord faldt som sten i den trykkede stilhed: – Gør operationsstuen klar. Et øjeblik lukkede han øjnene. I mindet dukkede en anden hund op. Nanna. Håb. Og en far, der stadig var i live, og Anders V. Kold bare var lille And. I syvende klasse, måske. Vintervejen – glat som sæbe. Den smadrede bil i sneen – som et knust juletræspynt. Mor græd. Lægen vendte blikket bort. Operationen var svær, erfaringen manglede. Og til centret var der langt… Og Nanna klynkede ikke længere ved graven. Kun hæs og stille – spiste intet i seks dage. Stirrede bare. Til hun ikke var mere. Gik efter sin ejer. Brændte ud. – Jeg bliver neurokirurg, mor. Det lovede jeg Nanna, – hviskede den pjuskede dreng ved jordhøjen, – Den bedste. Tror du på det? Hvordan kunne han dog glemme det? Hvorfor? ***** Lamperne i operationsstuen – som solen. Instrumenterne blinkede af stål. Håndleddet smertede igen. Han holdt ud. “Skulle man få sig en hund?” – hvilke tossede tanker. Fingrene var stive som træ. Men det gik. En svær skade. Kompleks. Trykfaldet – undgå hævelse… Blødt væv, knoglen skulle samles stykke for stykke. Blodkarrene… De havde ikke nået det med helikopter. For assistenterne var det et mirakel. Men for ham? Hvor mange havde han ikke klaret? Hvorfor opgav han efter én fejl? Og tog væk. Afskar forbindelsen. Hånden værkede. Nanna stod i hjørnet, som et syn. Eller labradoren – klar til at følge sin dreng… Trofast. Det var sværere at holde instrumentet. Klemmer, fingrene stak. Men ikke meget igen nu. Træk vejret, Mikkel, ikke giv slip. Vi slipper dig ikke. Tiden. Nu på Mikkels side. Var det helikopteren, han hørte? Nåede frem alligevel… ***** – Anders V. Kold, De bliver spurgt efter! – Den vagthavende sygeplejerske stak hovedet ind og smilede bredt. Alle smilede. For Kold var vendt tilbage. Snakken gik i alle afdelinger. Syge børn blev hentet fra hele landet. Nu var der håb. Kold havde “guld i hænderne”. Og lyden af børnelatter fyldte atter neurologiens gange. De små patienter blev raske. Forældre fulgte ham med taknemmelige blikke… – Fem minutter. Jeg skal lige tjekke lille Mikkel. Der var kun få skridt til seksårige Mikkels stue. En sjov knægt. Rødhåret. Kaldte ham Onkel Anders. For en uge siden var han på rundtur i København. Faldt ned fra anden sal – blev stakåndet af nysgerrighed. Præcis som den anden Mikkel fra landsbyen. Hans kranie havde han måtte samle stykke for stykke. Otte timers operation. Han klarede det. Og hånden værkede næsten ikke mere. Det var, som om børnelatter havde helbredt den… Det var godt, han var vendt tilbage. Rigtigt. Længe burde han have gjort det, men måske manglede han bare gnisten. Han havde glemt så meget. Men livet, det mindede ham. Han havde bare aldrig fået den hund. Altid ikke tid nok. Tænkte tit på Mikkel og Trofast – mon de havde det godt? – Anders V. Kold, kære ven! Nu kom de, netop som han ville ud ad døren! – Hej, Mikkel, hej, Natalia, – smilede han, – Og hej til dig, Trofast. Hans hånd fandt straks labradorens bløde nakke. Den fugtige snude stødte mod hans hånd. De brune øjne så opmærksomt på ham. – Hvad bringer jer her? Er det kontrol med Mikkel? – Alt er fint med Mikkel, – udbrød Natalia, – det er noget andet! Først nu lagde han mærke til det varme smil. Kåben strittede lidt, øjnene glimtede usædvanligt. Han turde næsten ikke spørge. Trofast snurrede om benene på ham, forstyrrede hans tanker. – Værsgo! Den nu halvvoksne Mikkel var den første til at bryde tavsheden. Han krøb over til sin mor og rakte noget sort og kluntet, der peb, til den forundrede Anders V. Kold. – Åh… – han var helt tom for ord, bebrejdede sig selv, mens han tog imod den uventede gave. – Bliv nu ikke vred, – snakkede Mikkel hurtigt, – Det var Trofast, der fandt den. Mor sagde, vi måtte beholde den. Og i går, da dit interview var i fjernsynet, trak Trofast den hen til TV’et, da han hørte din stemme. Så mor og jeg tænkte… – I tænkte helt rigtigt. Det skulle jeg have gjort for længe siden, – Anders V. Kold blinkede til den logrende hund, – Den skal hedde Gnisten. Lille Gnist, kærligt.

– Anders Vitus, kære ven, vær nu rar! Jeg beder dig! Hjælp os! Kvinden kastede sig for hans fødder

Без рубрики

En dag tog jeg en hjemløs hvalp med på arbejde… Sådan gik det til. Jeg fandt hvalpen fem minutter før arbejdsdagen begyndte. Han var beskidt og så temmelig trist ud – en rigtig blandingshund. Jeg gemte ham i et hjørne af kontoret, men… hvalpen kravlede hele tiden frem og peb. Til sidst opdagede alle mine kolleger ham. …og ved mine fødder faldt menneskets masker. Her er vores søde og snakkesalige sekretær, Marianne Vittersen. Ung og lattermild. Hendes smukt sminkede ansigt fortrak sig mærkeligt, da hun så den snavsede hvalp: “Alex, er du slet ikke sart?! Nu slikker vi da op her…” Hendes farvestrålende, venlige maske brast i stumper og stykker nær det glade, logrende gadekryds… Her er også rengøringsdamen, Nina Villadsen. Altid træt, gnaven og sur på verden, en ældre kvinde. Pludseligt bredte et smil sig over hendes rynkede ansigt: “Nå, hvem har vi her med viftende hale?! Alex, er det en besøgende i arbejdsøjemed eller privat?!” For mine fødder lå den sammenkrøllede, sure maske, og jeg så et omsorgsfuldt og hjertevarmt ansigt… Og så min kollega, Søren Iversen. Altid hjælpsom, imødekommende og elsket af alle. Han fortæller en sjov historie og griner gerne med på din. Den dag gik han ikke engang ind på mit kontor. Med et smertefuldt udtryk sagde han, at gadedyr betyder snavs og sygdom… Ved min dør lå den snavsede, tynde maske af smilende hykleri… Men mest overraskede min chef, Anker Sørensen, mig… Altid streng, utilfreds og uvillig til samtale. Han sagde bare: “Tja, Alex… jeg tror, du trænger til en fridag… Tag den lille fyr under armen og gå hjem… Der er ting, der er vigtigere end arbejde. Men hør… lad nu være med at smide hvalpen ud… Det er jo et levende væsen.” Og så, lidt generet, tog han masken af den utilnærmelige chef af, sendte os et forsigtigt smil – og forsvandt gennem døren… …ved mine fødder lå masker fra mennesker, jeg havde talt med dagligt gennem mange år… Og pludselig gik det op for mig, hvor lidt jeg egentlig kendte dem.

En morgen kom jeg til at tage en hjemløs hvalp med på arbejde. Det skete helt tilfældigt jeg fandt den

Без рубрики

På Vesterbrogade så jeg pludselig min datter og barnebarn i snavset tøj tigge: “Skat, hvor er huset og pengene, jeg gav jer?” Manden og svigermoren tog alt fra hende og smed hende ud på gaden med barnet. Det, jeg derefter gjorde for at sætte dem på plads, chokerede alle 😲😨

På en grå aften, som var druknet i regnen over Vesterbro, gled jeg ned ad Enghavevej med tankerne flydende

Без рубрики

026

IKKE DEN RETTE ALEXANDER Lille Lykke stod foran spejlet og skiftede øreringe for tredje gang. — Nå, Knappen, — spurgte hun sin lille hund, — disse eller de andre? Knappen gabte bare. — Tak for opbakningen. Hun kiggede på uret. Stadig en halv time endnu. En underlig nervøsitet fyldte hende. Normalt var hun selvsikker — bejlerne dansede om hende af sig selv. Men nu… — Pjat, — besluttede hun, mens hun tjekkede sig selv i spejlet igen. — Du er den bedste! Måske var det, fordi hun aldrig havde set Alexander endnu? Tre uger med telefonsamtaler — ingen personlige møder. Tre uger, og ikke én eneste gang har jeg fået det sidste ord, tænkte hun pludselig og lo lidt for sig selv. Lykke sukkede og tog sin taske. Det var tid. TRE UGER TIDLIGERE — Åh Lykke dog, hvornår finder du dig en mand og flytter hjemmefra? — sukkede hendes far, hjerne-kirurgen, under aftensmaden. Han var lige kommet hjem efter en lang operation og havde håbet på en stille aften med en bog af Strugatskij-brødrene. Men Lykke havde i en halv time snakket løs om forskellene på dansk og udenlandsk fantastik. — Far, du sagde jo selv, at Strugatskij er toppen… — Det sagde jeg. Kan vi tage den senere? Jeg har brug for stilhed nu. Lykke blev fornærmet og tav — i hele tre minutter. — Apropos ægteskab, — sagde hendes far pludselig. — Kan du huske overlæge Spector fra klinikken, hvor jeg vikarierede? — Ja? — Han har en søn. Siger de, en meget fornuftig ung mand. Spector bad om dit nummer — så I måske kunne lære hinanden at kende. Jeg sagde ja. Lykke trak på det. Arrangerede bekendtskaber — så gammeldags. Det var da for generte piger, ikke for hende! Men hun vovede ikke sige nej til sin far. FØRSTE OPKALD Den ’fornuftige unge mand’ ventede nogle dage, før han ringede. — Hallo? — Hej, det er Alexander. Talte din far med dig? — Ja, — sagde hun tørt, men var alligevel lidt nysgerrig. Stemmen var rar. — Min far roste dig meget. Sagde du er… noget særligt. — Ved ikke lige, — grinede hun. — Jeg er bare almindelig studerende. Medicin, pædiatri. Og du? — Også medicin, vil være kirurg… Okay, det forklarede den lidt selvsikre tone. De talte i en time. Senere to. Og derefter hver eneste dag. Alexander fortalte om sin kat Marian, sin kærlighed til sci-fi og om bekymringer over, om han var for tynd, for bleg eller så for træt ud. Lykke lyttede, men tænkte indimellem: Det er egentlig min rolle… Og hun måtte tit bide sig i læben for ikke at sige: »Slap nu af, Alex«. Han brød sig nemlig ikke om at blive kaldt Alex. Men alt i alt var hun begejstret. MØDET PÅ NØRREPORT Endelig aftalte de at mødes. På Nørreport Station. De skulle i biografen og bagefter spise is på Vesterbro. Lykke sprang ud af S-toget og så sig omkring. Trængsel. Larm. Den karakteristiske metro-lugt. Og der stod han — høj, pæn og med en buket roser. Han ventede utålmodigt, øjnene spejdede efter hvert tog. Hun gik målrettet hen: — Alexander? Fyren fór sammen og så forvirret på hende: — Undskyld, er du…? — Lykke, — sagde hun bestemt og rakte hånden frem, halvt til et håndtryk, halvt til et kys. Forbløffet over min skønhed, tænkte hun. Nu sagde han »De« igen… Fyren frøs. — Lykke? — spurgte han usikkert. — Men jeg… — Kom så! — hun greb hans ærme. — Vi skal nå reservationen! — Vent, jeg ville lige sige… — Det tager vi senere! — sagde hun og trak ham mod udgangen. Han så sig tilbage, som om han ledte efter én, men Lykke havde allerede trukket ham med sig i menneskemængden. Roserne havde han stadig i hånden. Han kiggede på blomsterne, kiggede på hende — og gav op. — Okay, — sagde han stille. — Lad os gå. BIOGRAFMØDET OG IS I BYEN Filmen kunne de begge lide. Lykke bemærkede den stilfulde frakke og det hjemmestrikkede halstørklæde, han tydeligvis var stolt af. Duften af lækker, dyr parfume. Og den sprøde gammeldags is i cafeen på Vesterbro. De delte mange meninger. Eller rettere… Lykke snakkede mest, han nikkede bifaldende og så på hende med dybe, brune øjne. Indimellem lagde han sin varme, brede hånd over hendes ivrigt gestikulerende fingre — og det var så maskulint og sexet! — Ved du hvad, — sagde han, mens de gik på en oplyst Strøget om aftenen, — du er… — han gik i stå. — Hvad? — spurgte hun nysgerrigt. — Så levende. Umiddelbar. Lykke kvitterede med det mest dragende smil, hun kunne mestre. Hun var forelsket. TRE MÅNEDER SENERE Forholdet udviklede sig hurtigt. De mødtes så godt som dagligt og ringede sammen adskillige gange hver dag. Smartphones fandtes jo ikke endnu. Tre måneder senere erklærede Alexander, at han elskede hende, ikke kunne leve uden hende og ønskede at gifte sig. Lykke sagde ja — efter at have tøvet i ti minutter, fordi det hørte sig til. — Vi skal måske møde hinandens forældre, — sagde han ophidset. — Lad os vente lidt med det, — udbrød hun forskrækket. Familien var meget kritisk, især farmor. Ingen mand var ’god nok’ til hendes elskede barnebarn, og forældrene bakkede hende altid op. Hun nægtede dog at opgive Alexander. Men hun havde heller ikke travlt med at møde hans familie… FADERENS FØDSELSDAG Lejligheden opstod to uger senere. Faren, ellers ikke meget for fest, besluttede at fejre sin 55-års fødselsdag med gæster. Lykke annoncerede mystisk, at hun ikke ville komme alene. Gæsterne var næsten samlet, da Lykke lukkede kæresten ind med en buket nelliker og en flaske fransk cognac under armen. — Far, hils på… — begyndte hun højtideligt. Telefonen ringede. — Vent lige, jeg tager den, — sagde faren og gik ud. Han kom tilbage forpustet efter et par minutter: — Det var Spector — ville spørge om vej fra metroen. Jeg er så glad for, at han alligevel kommer. Troede han var sur over, at du ikke dukkede op til mødet med hans søn! Lykke stivnede. — Dukket op?! Faren så undrende på hende: — Ja, han sagde, hans søn ventede på dig ved Nørreport i to timer. Med blomster. Men du kom aldrig. Langsomt vendte Lykke sig mod Alexander. Han stod lysebleg ved døren med nellikerne og så skyldbevidst på hende. — Vi er lige tilbage, — hvæsede hun til sin overraskede far. Hun rev Alexander med ind på værelset. SANDHEDEN Lykke lukkede døren og vendte sig om. — Sig mig — hvad betyder det: ’du dukkede ikke op’? Alexander tav. — Du er ikke den Alexander? Han rystede på hovedet. — Du er ikke Alexander Spector?! — Nej, — sagde han lavt. — Jeg hedder Alexander Skov. En ven ville præsentere mig for en pige… Natasha. Jeg ventede på Nørreport. Så kom du… — Og jeg førte dig bare væk, — fastslog Lykke. De var stille. — Jeg forsøgte at forklare, — sagde han. — Den første dag. På vej til biografen. Men du lyttede ikke. — Jeg lytter aldrig, — indrømmede hun. — Det er min speciale. Knappen peb ved døren. Lykke satte sig på sengen. — Hvad gør vi nu? Alexander så intenst på hende. Derefter gik han hen, satte sig på knæ: — Det rager mig ikke, hvordan vi blev sat sammen. Hvem der introducerede hvem. — Jeg elsker dig og vil giftes med dig. Rigtigt. Uden forviklinger. Lykke smilede lettet. — Okay. Så lad os møde familierne. Men jeg advarer dig: Min familie er kompliceret. — Min også. Og en kat med temperament oveni. — Vi klarer den! De gik ud i stuen. Gæsterne ventede — og blandt dem, netop ankommet, overlæge Spector med sin søn. Høj. Flot. Med en stor buket roser. Lykke så på den rigtige Alexander Spector. Så på sin egen Alexander, bleg og spændt, med nellikerne. Nej, tænkte hun. Ikke ham. Og så lo hun — rigtigt denne gang. — Far, — sagde hun, — jeg har nyheder. Det bliver en laaang historie.

IKKE DEN RIGTIGE ANDERS Lille Lisbeth stod foran spejlet og skiftede for tredje gang øreringe.

Без рубрики

014

Jeg kørte ad en vintervej langs skoven, da vejen pludselig blev spærret af en flok ulve, og en af dem sprang op på min motorhjelm; og i det øjeblik, hvor jeg var sikker på, at jeg ikke ville overleve, skete der noget fuldstændig uventet…

Jeg kørte på en vinterglat landevej langs skovbrynet, da vejen pludselig blev spærret af en flok ulveog

Без рубрики

Hos tante Ragnhild blev stellet knust. For altid. Bryllupsstellet til tolv personer. Farvel til de gyldne kanter og stemplerne “Made in Germany” på bagsiden af hver del – onkel Kurt faldt ned fra hemsen sammen med kassen. – Uha, – tante Ragnhild blev nærmest interesseret. – Det er jo af porcelæn! Som om porcelæn ikke går i stykker. Først senere gik tragediens omfang op for hende – hun blev liggende i lænestolen og råbte: “Nikolaj, find hjertemedicinen!”, ringede til alle – ja, selv til mig på langdistancen – og sørgede over sin ungdom, der lå i tusind små skår: – Vi fik det af vores forældre for tyve år siden. Vi rørte det aldrig, ventede på noget helt særligt, på vores sølvbryllup, Gud forbyde. Og hvad så? Far døde, Kurt forstuvede anklen, og jeg har for højt blodtryk. Og ingen, bemærk det, fik nogensinde brugt de tallerkener. Idioter. Jeg begyndte at tænke. Hvorfor gemmer vi på stel, smykker og de store følelser til en særlig anledning? Hvorfor gemmer vi duftlys til ‘den specielle aften’, lægger diamantøreringene i smykkeskrinet, skælder børnene ud, når de vil have en skive pølse før maden, og holder de varme ord tilbage til Valentinsdag? Er denne dag, dette øjeblik, virkelig ringere end de ventede? Er vi sikre på, at vi nok skal nå det? Næsten alle opkald fra de brændende tvillingetårne i New York var kærlighedserklæringer. Folk ringede til deres kære, efterlod beskeder på telefonsvareren. “Jeg. Elsker. Dig” – det viste sig at være det vigtigste at få sagt her på Jorden. Virkeligheden, hvis man skal tro leksikonet, er “det, som findes i nuet” – selve øjeblikket mellem fortid og fremtid. Man skal ikke gemme noget på loftet eller til ‘engang’, som kan bringe glæde, nydelse og smil lige nu og her. I morgen eksisterer ikke. Kun i dag, som ikke er mindre unikt end nytårsaften eller Kvindernes Internationale Kampdag. Så lad os skynde os: Forson os. Se havet. Lege med vores søn, kramme vores datter, give mor endnu en flaske Chanel nr. 5 – så hun bruger den ikke kun til fest, men til hverdag. Vi skal nå det: Læse. Spise søpindsvinesuppe eller grillet græshoppe. Se yndlingsfilmen uden at tænke på opvasken. Købe et nyt stel til tante Ragnhild og holde en overdådig middag. Skynd dig at sige, at du elsker – inden rulleteksterne går.

Hos faster Ragnhild smadrede stellet. For altid. Bryllupsstellet til tolv personer. Farvel til gyldne

Без рубрики

Livet, som månen: snart fuld, snart i formørkelse Jeg troede, vores ægteskab var urokkeligt og evigt, som universet. Ak ja… Min kommende mand og jeg mødte hinanden på Panum, da vi begge læste medicin. Vi blev gift på femte år. Min svigermor gav os en bryllupsrejse til Slovenien og nøglerne til en lejlighed i Gentofte. Det var bare begyndelsen. …Som nygifte flyttede vi straks ind i en treværelses lejlighed. Svigerforældrene hjalp os meget. Hvert år kørte jeg og min mand gennem Europa takket være deres støtte. Vi var unge og lykkelige, fremtiden var for vores fødder. Dima blev virolog, jeg blev praktiserende læge. Arbejde, behandle, elske. Så kom vores sønner til verden: Daniel og Slava. I dag, efter mange år, forstår jeg, at mit liv dengang var en brusende flod. Jeg kan ærligt sige, at jeg badede i luksus i alle de ti år, jeg levede med min mand. Men alt faldt fra hinanden på et øjeblik. …Dørklokken ringer. Jeg åbner. På dørtrinnet står en yndig, lidt trist pige. – Hvem skal du besøge, unge dame? spørger jeg roligt. – Er du Sofie? Så er det dig, jeg skal tale med. Må jeg komme ind? tøver den fremmede. – Kom indenfor, siger jeg nysgerrigt. Tættere på ser jeg, hun er lidt gravid. – Sofie, jeg hedder Tanja. Jeg skammer mig, men jeg elsker virkelig din mand. Dmitrij elsker også mig. Vi skal have et barn, udbryder Tanja. – Hmm… Det var uventet. Er det alt? koger jeg. – Nej, siger hun og tager en smuk æske op af lommen på frakken. – Tag denne, Sofie. Den er til dig. Jeg åbner æsken. Et smukt guldring ligger i. – Hvorfor det? Tror du, du kan købe min mand? Dima er ikke til salg! Tag den tilbage! Jeg smækker æsken i og mærker vreden komme. – Sofie, jeg vil ikke såre dig! Jeg skammer mig sådan. Ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg ved, både du og dine børn vil lide. Min mor sagde altid: “Elsker du en anden kvindes mand, ødelægger du dig selv!” Men jeg kan ikke leve uden Dima! Tag i det mindste denne ring! Måske får jeg det nemmere! Tanja bryder sammen i gråd. Et øjeblik har jeg faktisk ondt af hende. Men hvem har egentlig ondt af mig? Den her snu pige har stjålet min lykke, og jeg har ondt af hende… Jeg kommer til mig selv, napper ringen og viser rivalen ud. Lige dér tager mit liv en dramatisk drejning… Svigermor ringer og fortæller, at Dima forlader os. Nina fortæller mig, jeg skal pakke hans ting. Jeg peger på skabet, stadig i vantro. Hun pakker alt pænt ned i den kuffert, hun selv har taget med. – Sofie, vi vil altid være familie. Og Dima og Tanja, de finder nok sammen – hvor de mødes, der bliver de. – “Trøstede” Nina. Efter et halvt år fik Dima og Tanja en datter. Rygter nåede senere frem om, at Dima adopterede Tanjas datter fra et tidligere ægteskab. Overhovedet besøgte han aldrig vores sønner. Han sendte en symbolsk børnepenge via svigermor – det var 90’erne. Jeg endte med et nervesammenbrud og blev indlagt. Svigermor og svigerfar tog sig af Daniel og Slava og forkælede dem. Da jeg kom hjem, ville drengene slet ikke hjem. “Farmor laver god mad, skælder aldrig ud, og vi får slik.” Jeg havde ingen argumenter. Svigermor sagde, mens hun holdt dem i armene: – Sofie, lad drengene blive lidt hos os. Det er jo bøvlet at få byttet lejligheden, og du skal jo alligevel kun bruge en etværelses nu? Sådan blev jeg alene. Først mistede jeg min mand, nu også mine børn. Lejligheden blev byttet væk. Jeg sad tilbage i en lille etværelses med tapet, der skallede af, gammel VVS og knirkende trægulve. Mine sønner boede hos svigerforældrene. Jeg måtte kun besøge dem til store højtider. – Sofie, forstyr ikke vores drenge. Find dig et nyt liv, sagde Nina. Sønnerne fjernede sig fra mig. Det nære bånd forsvandt. Jeg havde bare lyst til at gemme mig lidt væk og glemme alt. Jeg mistede livsglæden. Min farmor plejede at sige: “Livet er som månen – af og til fuld, af og til i formørkelse.” Jeg indså, det ikke kunne fortsætte sådan. Ellers ville jeg blive vanvittig. Noget vildt, noget skørt måtte der til. Jeg havde alligevel klaret medicinstudiet med topkarakter! …Jeg blev sendt på konference i Frankrig. Her mødte jeg Jovan, en serbisk læge. Forstår stadig ikke, hvordan vi talte sammen – men vi behøvede ikke ord. Vi havde en vild forelskelse. Men efter ti dage skulle jeg hjem. Jeg ville ikke! Affæren med Jovan bragte mig tilbage til livet. Jeg vågnede op igen! Senere kom andre bekendtskaber – men intet alvorligt. Svigermor sagde på et tidspunkt: – Sofie, du stråler! Du er en helt ny kvinde! Alligevel forblev jeg alene. Min bedste veninde Oline, der skulle flytte til Grækenland, inviterede mig til afskedsvisit. Oline var single uden børn. – Nå Sofie, jeg gifter mig med en græker. Orker ikke flere danske drukkenbolte. Vil endelig leve et normalt liv, sagde Oline og græd lidt. – Hvorfor græde? Du begynder et nyt liv. Først nu begynder det rigtig sjove, også selv om du er 40! – jeg forstod ikke tårerne. – Hør Sofie! Min eks ved ingenting. Du må møde ham. Måske kan du få ham på benene. Kort sagt – du får ham! Han er din nu! Oline gestikulerede dramatisk. Tja, hvis brudgommen står i gården, må man jo tage ham med hjem… Således blev Aleks min lovformelige mand. Kun én fejl havde han: Han drak alt for meget. Men som man siger, kærligheden er blind… Jeg kunne ikke leve uden ham! Og så begyndte det… …Afvænning, samtaler, tårer. Intet hjalp. Jeg blev, men Aleks sagde: – Sofie, det er jo dig, der vil have en ædru mand. Jeg gider ikke. Alligevel overvejede jeg aldrig at forlade Aleks! Jeg tænkte: Det er bedre end ensomhed, selv om det gør ondt. Jeg kæmpede for ham i syv år – som Tanja havde kæmpet for min første mand. Aleks stoppede med at drikke, fik arbejde på retsmedicinsk institut. Det tog hårdt på ham, men jeg var lykkelig! Endelig havde jeg en ordentlig mand. Han kom stille og eftertænksom hjem, og var vigtigst af alt – ædru! Når Oline kom hjem fra Grækenland, undrede hun sig: – Aleks drikker ikke? Jeg tror det ikke! Jeg lo og svarede: – Bytter ikke om, ta’r ikke retur! …Mine sønner er nu i 30’erne, begge ugifte. Efter at have set forældrenes tumult, har de ingen hast med at gifte sig. Jeg tvivler på, jeg får børnebørn. …Og hvad med eksmanden? Hans anden kone Tanja drak sig i graven. Deres datter opdrager nu sit barn alene. Dima giftede sig for tredje gang – med sin sygeplejerske. Men før han friede, spurgte han sønnerne: – Ville jeres mor starte forfra med mig? Jeg svarede prompte: – Ikke i dette liv!

LIVET ER SOM MÅNEN: NOGLE GANGE FULD, ANDRE GANGE PÅ TILBAGEGANG Jeg troede, at vores ægteskab var urokkeligt

Без рубрики

026

— Når jeg er væk, bliver du nødt til at flytte ud – lejligheden efterlader jeg til min søn… ”Undskyld, Gitte, men når jeg en dag går bort, skal du finde et andet sted at bo,” sagde Anker til sin kone. ”Lejligheden arver min søn. Jeg har allerede talt med advokaten. Jeg håber ikke, du bliver vred på mig? Du har jo dine egne børn – de skal nok tage sig af dig.” Livet havde ikke været let for Gitte. Hun voksede op på børnehjem uden at kende sine forældre. Hun giftede sig tidligt af kærlighed, men ægteskabet endte ulykkeligt, da hendes mand Lars døde i en ulykke, og hun stod pludselig alene med to små børn. Fem år levede hun som enlig mor og knoklede hårdt for at give datteren Anne og sønnen Bo alt, de behøvede. Heldigvis havde hun en ejerlejlighed, som hun havde arvet efter Lars. Hendes nye mand, Anker, var tretten år ældre og havde en rummelig treværelses samt en god indkomst. De flyttede hurtigt sammen, og Anker blev hurtigt accepteret af børnene. Især Bo begyndte næsten straks at kalde ham for far. Anker var betænksom, talte aldrig børnene efter munden og spredte aldrig penge, kræfter eller tid. Anne og Bo var begge evigt taknemmelige for den trygge barndom. Mange år senere flyttede børnene hjemmefra. Gitte besluttede at sælge sin toværelses for at renovere Ankers lejlighed, delte pengene med sine børn, brugte sin andel på at lave totalrenovering og købe møbler og hvidevarer – alt med sine egne penge, uden at vide, at hun faktisk investerede forgæves i andres bolig. Da Ankers helbred begyndte at svigte, kæmpede hun utrætteligt for at hjælpe ham – og bragte også børnene sammen med deres stedfar. Men nye problemer dukkede op, især efter det uventede besøg af Ankers længe ukendte søn, Søren, fra et tidligere ægteskab. Søren blev pludselig en del af familien – og kort efter begyndte Anker at forære ham større og større summer, også fra Gittes opsparing, uden at hun fik at vide det. Da Gitte opdagede det, og krisen spidsede til, trak hun stikket, blokerede bankkortet og nægtede at finde sig i flere krænkelser af hendes tillid. Til sidst traf Anker et valg: Han skrev lejligheden over på sin søn og forlangte, at Gitte skulle forlade hjemmet, eftersom det nu ikke længere var hendes. Sådan fandt Gitte efter flere års trofast ægteskab sig selv nødsaget til at flytte ud, fordi hun hverken havde papir på boligen eller sin mands loyalitet, kun minderne og den uret, hun følte sig påført, mens alt hvad hun havde renoveret og indrettet, nu var overladt til en anden – og blev stemplet som grådig af de mennesker, hun havde givet allermest.

Når jeg ikke er her længere, er du nødt til at flytte ud, jeg vil lade lejligheden gå til min søn Undskyld

Без рубрики

Valget “Men Fedja er jo gift til op over begge ører …” – sukkede Stine, mens hun sad på en bænk i parken og klemte henvisningen til aborten i lommen. Værelseskammeraterne på kollegiet havde været grønne af misundelse, når de så hende sammen med den mørkhårede, glatbarberede, blåøjede fyr – i deres øjne var hun heldig at score sådan en galant herre. Men at være misundelig viste sig at være spildt. Stine gøs ved minderne om sit første og sidste møde med Feddys kone, som havde ventet på hende ved fabrikkens hovedindgang for at sætte hende på plads. – Nå, men hej! Det må være Stina, er det ikke? – begyndte hun. – Undskyld, men hvem er du? – spurgte Stine og blev utilpas under blikket fra den høje, slanke kvinde med askeblondt hår. – Jeg hedder Olga, Feddys kone. – Hvad? – Du hørte rigtigt. – Endnu en naiv pige, – sagde kvinden roligt, – hvor mange mon der findes af jer, der altid jagter andres lykke? – Hvad bilder du dig ind? – Hør nu her, – blondinen tog roligt Stine ved albuen, – det er vel nærmere dig, der skal spørge, hvad du bilder dig ind? Jeg er gift med ham, jeg har set jer sammen. I stedet for at stå og spille smart, kunne du skamme dig og forsvinde. Men det gør kun ordentlige mennesker – og sådan én er du vist ikke. Du er ikke den første, – sagde hun, mens hun målede Stine op – der har været så mange, jeg ikke kan tælle dem på fingre og tæer. Du går i seng med en gift mand – skam dig! Han er en mand, en jæger, forstår du? Du er bare endnu et hurtigt eventyr. Bland dig udenom. For resten, vi har to døtre – jeg kan vise dig et familiebillede. – Olga fandt et foto frem og rakte det til den målløse Stine. – Se selv. Beviset på stor kærlighed. Det tog vi i Skagen for to måneder siden … Hvad er der blevet af ordene? – Hvad vil du egentlig have mig til? Tag dig af din egen mand. – Det gør jeg også – bare rolig! Han fik lige nyt job på fabrikken her, god løn, og nu har vi dig på nakken. Lad ham nu være. Tro ikke på løfter – han forlader aldrig sin familie. Kast ikke tiden væk. Hvor gammel er du, hvad – tredive? – Femogtyve! – svarede Stine stødt. – Endnu bedre. Du skal nok nå både mand og børn. Men lad nu Freddy være! Stine gad ikke høre mere. Hun vaklede derfra på tunge ben – chokeret over, hvordan den fremmede kvinde pludselig havde omvæltet hele hendes lykkelige tilværelse og knust hendes lyserøde drømme. – Forræder … – mumlede Stine, mens en klump voksede i halsen. Men hun nægtede at vise følelser offentligt – hun ville undgå sladder på fabrikken. Samme aften dukkede Freddy op med blomster, som om intet var hændt. Men med røde øjne smed Stine ham på porten, trods hans forsikringer om evig kærlighed og løfter om at blive skilt – han og konen var jo angiveligt forlængst fremmede for hinanden. I to uger kom Stine sig. Freddy skrev ikke mere, vendte hovedet bort, hver gang de mødtes. Uheldet kom ikke alene … Hun tilskrev sin morgenkvalme og svimmelhed bekymringerne – men snart forstod hun, at hendes unge, brændende forelskelse i Freddy havde fået konsekvenser. “Seks uger,” lød dommen. Stine var rædselsslagen ved tanken om at skulle være alenemor. Hun følte alles bebrejdende blikke og dømmende rygter – hun var jo blevet snydt. Skulle hun have bedt om hans sygesikringskort første gang de mødtes? Han havde jo ikke ring på. Hvorfor fattede hun ikke mistanke, da han bad hende holde forholdet hemmeligt på jobbet? Han havde bedraget hende, men hendes uvidenhed trøstede ikke. Fabrikkens folk hviskede om Olgas royale optræden foran rivalen. – Jeg er gravid, – sagde Stine til Freddy i frokostpausen – mest fordi hun ikke vidste, hvad hun ellers skulle gøre. – Jeg kan give dig penge. Få det ordnet, – snerrede han. Næste dag havde Freddy sagt op og forsvandt ud af hendes liv for altid. Stine vidste, at hun ikke skulle trække det ud. Trods lægens advarsler tog hun imod henvisningen til “indgrebet”. Nu sad hun på bænken, krampagtigt om papiret, som om hun var bange for at tabe det. – Skynder du dig? – spurgte en fyr i jakkesæt og med en gigantisk buket bordeaux krysantemum, der satte sig ved hendes side. – Hvad? – spurgte hun tomt. – Dit ur går for hurtigt, – sagde han og nikkede mod hendes gulduhr på armen. – Mit ur går altid ti minutter i forvejen … Jeg sætter det hele tiden, men det nytter ikke, – konstaterede Stine ligegyldigt. – Skøn dag, ikke? Indian summer. Min mor elsker den årstid. Hun siger, at en varm efterårsdag tog hun sit livs rigtige valg – hun har aldrig fortrudt det. Ved du hvad? – fortsatte den snakkesalige fyr – min mor er så sej! – og han lavede thumbs up. – Jeg er meget taknemmelig for hende. – Og din far? – kom det automatisk fra Stine. – Ham taler hun aldrig om, og det gør jeg heller ikke. Jeg kan mærke, det gør ondt på hende … Forresten, jeg har lige været til jobsamtale. Forestil dig – de valgte mig ud af ti ansøgere til et drømmejob! Mig, der ingen erfaring har. Det er helt uvirkeligt … Det er min mor, der har givet mig selvtilliden. Min første løn – skal bruges på en rejse til havet for hende. Hun har aldrig set havet. Har du? – Nej, – svarede Stine, der uvilkårligt bemærkede hans bordeaux slips. Den unge mand strålede af glæde. – Gave fra min mor, – sagde han stolt og strøg slipset, mens han bemærkede hendes blik. – Jeg har nok snakket ørene af dig, men jeg blev bare så glad og ville dele min glæde med dig – du så så trist ud … Du lignede én, der havde brug for nogen at snakke med. Har jeg plaget dig? Stine rystede stille på hovedet. Han irriterede hende faktisk ikke. Han havde stoppet strømmen af mørke tanker. Hans kærlighed til sin mor var beundringsværdig. “Sikken hengiven kærlighed! – tænkte hun, mens hun fulgte ham med øjnene – Hans mor er heldig. Bare jeg får sådan en søn …” – Nå, men jeg må videre. Mor venter. Og du skal heller ikke skynde dig! – Undskyld, hvad? – Det var til dit ur, – smilede han. – Ahr, – smilede Stine svagt tilbage. Et øjeblik efter var han væk, og Stine rev henvisningen, hun for lidt siden havde klamret sig til, i stumper og stykker. Længe sad hun fortryllet, indåndede solvarm efterårsluft. Inde i hende blev alt nu let og varmt efter mødet med den fremmede, som på mærkværdig vis føltes så tæt på. Hun var ikke alene. Den kvinde havde selv opdraget sin skønne søn – synd at Stine aldrig fik spurgt, hvad han hed, men det var ligegyldigt … Valget var truffet. *** Treogtyve år senere … – Mor, jeg er ved at komme for sent! – Stas stod foran spejlet, mens mor koncentreret bandt det bordeaux slips, de havde købt til jobsamtalen dagen før. – Måske skulle du droppe det. – Det giver selvtillid. Tro mig, det skal nok gå. De skal nok vælge dig … Sådan! – sagde Stine og trådte tilbage for at beundre sin søn. – Jeg er nervøs … hvad nu hvis … – Det er din plads. Bare svar roligt, smil – du er uimodståelig. – Ok, mor, – sagde Stas og kyssede hende på kinden, før han stak afsted. Stine fulgte ham til vinduet og så sin allerkæreste vandre mod stoppestedet. Pludselig fór det som et lyn igennem hende … Hvor havde hun oplevet det før? Den unge mand på bænken, for over tyve år siden … Stas i jakkesæt lignede ham nu. Alt det havde hun glemt, og nu dukkede billedet op så klart. Hvordan kunne det ske? Var det virkelig skæbnen, der havde ladet hende se det liv, hun ellers troede, hun var ved at fravælge – givet hende chancen for at tage det rigtige valg? Og hvor mærkeligt – hun spurgte aldrig dengang, hvad han eller hans mor hed. Men nu betyder det ingenting … Alt gik godt. Senere på dagen kom Stas hjem med en kæmpe buket bordeaux krysantemum, der matchede slipset, og fortalte, at han fik jobbet. Han lovede også, at de skulle til havet sammen – for hun havde jo aldrig set det. Nu er tiden kommet, hvor han skal tage sig af sin mor. Han ville flytte bjerge og vende åer for hende. Uanset hvilke problemer de mødte, krammede hun hans duftende nakke – og alt blev lettere. De klarede det hele, gav aldrig op. Stine havde aldrig fortrudt, hun tog det valg – hun valgte livet. Sådan skulle det være!

Valget Og så viser det sig, at Mads er dybt gift … sukkede Freja, mens hun sad på en bænk i Kongens

Без рубрики

013

DA HJEMVENDTE MIN MAND FRA ARBEJDE I NORD – MEN HAN KOM IKKE ALENE: I ARMENE HOLDT HAN EN LILLE DRENG…

Fra boreplatformen kom min mand ikke alene hjem: I favnen bar han en lille dreng Birthe tog det lune