Anders V. Kold, kære ven, vær nu sød! Jeg beder Dem på mine grædende knæ, hjælp os! – Kvinden kastede sig ned foran den høje mand i hvid kittel, mens tårerne strømmede. Der, bag de slidte behandlingsrum på det lille byhospital, hvor medicinlugten hang i luften, lå hendes dreng og kæmpede for sit liv. – Forstå nu, jeg kan simpelthen ikke! Ikke mere! Det var jo derfor, jeg rejste hertil! To år uden operationer! Min hånd… og forholdene… – Jeg bønfalder Dem! Hjælp ham! – Kvinden holdt stædigt fast i lægen, der rystede på hovedet. Han var nødt til at prøve. Nødt til at sige ja. For hvis ikke… Endnu få skridt. Trædøren med skrammet hvid maling. Og dér lå hendes Mikkel, hendes kære, hendes eneste. Masker, ledninger, bleg, men stadig med svage åndedrag gennem iltmasken. Blodet under forbindingen var mørkt og tykt som sidste års kirsebærmarmelade. Den grønne linje på skærmen hoppede i takt med de urolige vejrtrækninger. De når det ikke. 100 kilometer til nærmeste by. Helikopter… men snestormen udenfor har knust det håb. Blodtrykket falder. Hjertet slår næsten ikke. Ambulancefolkene ser væk. – Kold! – den ældre sygeplejerske greb lægen ved hånden, – Anders V. Kold! Hun trak en gammel avis frem med billedet af den høje mand i kittel, omringet af smilende børn. Bag tårerne kæmpede hun for at læse om ulykken, den skadede hånd, og den mislykkede operation. Men han var landets førende neurokirurg! En læge sendt fra himlen! Her i deres udkant… Gud, bare han vil forsøge! – Jeg kan ikke tage det ansvar! Forstå nu! – han kæmpede imod, – Den sidste operation… håndleddet… jeg klarede det ikke! Jeg opererer ikke mere! Jeg kan ikke! Drengen på båren blev blegere og blodet dryppede som marmelade. Kollegers tavse blikke fyldte døråbningen. Moderen græd. Tiden var ikke på deres side. Og så – en hund… – En hund?! – Hvordan kom en hund herind? Kun en lav klynken til svar. En labrador. Den kæmpede for at komme hen til båren, kløer mod gulvet, nogen holdt fast i halsbåndet. Men den var urokkelig. Dens blik slap ikke Mikkel. Ikke længere klynken, kun hæs gøen. Men stadig – den ville frem… – Det er Trofast. Mikkels hund, – hulkede kvinden og kunne ikke få vejret, da lægens ord faldt som sten i den trykkede stilhed: – Gør operationsstuen klar. Et øjeblik lukkede han øjnene. I mindet dukkede en anden hund op. Nanna. Håb. Og en far, der stadig var i live, og Anders V. Kold bare var lille And. I syvende klasse, måske. Vintervejen – glat som sæbe. Den smadrede bil i sneen – som et knust juletræspynt. Mor græd. Lægen vendte blikket bort. Operationen var svær, erfaringen manglede. Og til centret var der langt… Og Nanna klynkede ikke længere ved graven. Kun hæs og stille – spiste intet i seks dage. Stirrede bare. Til hun ikke var mere. Gik efter sin ejer. Brændte ud. – Jeg bliver neurokirurg, mor. Det lovede jeg Nanna, – hviskede den pjuskede dreng ved jordhøjen, – Den bedste. Tror du på det? Hvordan kunne han dog glemme det? Hvorfor? ***** Lamperne i operationsstuen – som solen. Instrumenterne blinkede af stål. Håndleddet smertede igen. Han holdt ud. “Skulle man få sig en hund?” – hvilke tossede tanker. Fingrene var stive som træ. Men det gik. En svær skade. Kompleks. Trykfaldet – undgå hævelse… Blødt væv, knoglen skulle samles stykke for stykke. Blodkarrene… De havde ikke nået det med helikopter. For assistenterne var det et mirakel. Men for ham? Hvor mange havde han ikke klaret? Hvorfor opgav han efter én fejl? Og tog væk. Afskar forbindelsen. Hånden værkede. Nanna stod i hjørnet, som et syn. Eller labradoren – klar til at følge sin dreng… Trofast. Det var sværere at holde instrumentet. Klemmer, fingrene stak. Men ikke meget igen nu. Træk vejret, Mikkel, ikke giv slip. Vi slipper dig ikke. Tiden. Nu på Mikkels side. Var det helikopteren, han hørte? Nåede frem alligevel… ***** – Anders V. Kold, De bliver spurgt efter! – Den vagthavende sygeplejerske stak hovedet ind og smilede bredt. Alle smilede. For Kold var vendt tilbage. Snakken gik i alle afdelinger. Syge børn blev hentet fra hele landet. Nu var der håb. Kold havde “guld i hænderne”. Og lyden af børnelatter fyldte atter neurologiens gange. De små patienter blev raske. Forældre fulgte ham med taknemmelige blikke… – Fem minutter. Jeg skal lige tjekke lille Mikkel. Der var kun få skridt til seksårige Mikkels stue. En sjov knægt. Rødhåret. Kaldte ham Onkel Anders. For en uge siden var han på rundtur i København. Faldt ned fra anden sal – blev stakåndet af nysgerrighed. Præcis som den anden Mikkel fra landsbyen. Hans kranie havde han måtte samle stykke for stykke. Otte timers operation. Han klarede det. Og hånden værkede næsten ikke mere. Det var, som om børnelatter havde helbredt den… Det var godt, han var vendt tilbage. Rigtigt. Længe burde han have gjort det, men måske manglede han bare gnisten. Han havde glemt så meget. Men livet, det mindede ham. Han havde bare aldrig fået den hund. Altid ikke tid nok. Tænkte tit på Mikkel og Trofast – mon de havde det godt? – Anders V. Kold, kære ven! Nu kom de, netop som han ville ud ad døren! – Hej, Mikkel, hej, Natalia, – smilede han, – Og hej til dig, Trofast. Hans hånd fandt straks labradorens bløde nakke. Den fugtige snude stødte mod hans hånd. De brune øjne så opmærksomt på ham. – Hvad bringer jer her? Er det kontrol med Mikkel? – Alt er fint med Mikkel, – udbrød Natalia, – det er noget andet! Først nu lagde han mærke til det varme smil. Kåben strittede lidt, øjnene glimtede usædvanligt. Han turde næsten ikke spørge. Trofast snurrede om benene på ham, forstyrrede hans tanker. – Værsgo! Den nu halvvoksne Mikkel var den første til at bryde tavsheden. Han krøb over til sin mor og rakte noget sort og kluntet, der peb, til den forundrede Anders V. Kold. – Åh… – han var helt tom for ord, bebrejdede sig selv, mens han tog imod den uventede gave. – Bliv nu ikke vred, – snakkede Mikkel hurtigt, – Det var Trofast, der fandt den. Mor sagde, vi måtte beholde den. Og i går, da dit interview var i fjernsynet, trak Trofast den hen til TV’et, da han hørte din stemme. Så mor og jeg tænkte… – I tænkte helt rigtigt. Det skulle jeg have gjort for længe siden, – Anders V. Kold blinkede til den logrende hund, – Den skal hedde Gnisten. Lille Gnist, kærligt.