Signe, mellem os er det slut! sagde Mikkel med en kold stemme. Jeg ønsker en ægte familie og børn. Det kan du ikke give mig. Jeg har indgivet en skilsmisseansøgning. Du har tre dage til at pakke dine ting sammen. Hvis du tager afsted, giv mig et tegn. Jeg vil opholde mig hos min mor, indtil jeg gør lejligheden klar til barnet og dets mor. Ja, bliv ikke forundret, min nye kæreste er gravid! Tre dage, Signe!
Signe blev stille, mens hun følte, at jorden gled væk under hendes fødder. Hvad kunne hun sige til det? I fem år havde de forsøgt at få et barn, men tre graviditeter var endt tragisk. Lægerne havde forsikret, at hun var ved godt helbred, men hver gang gik noget galt. Signe levede sundt, og under graviditeterne var hun endnu mere forsigtig. Sidste gang besvimede hun på sit arbejde, og ambulancen nåede ikke frem i tide…
Døren smækkede bag Mikkel, og Signe, udmattet, sank ned på sofaen. Hun havde ingen kræfter til at samle noget. Hvor skulle hun tage hen? Før ægteskabet havde hun boet hos sin tante, men hun var gået bort, og lejligheden var blevet solgt af hendes fætter. Skulle hun vende tilbage til landsbyen i Jylland, til bedstemoderens hus? Leje en bolig? Og hvad med jobbet? Spørgsmålene hvirvlede rundt i hendes hoved, mens tiden gik.
Næste morgen åbnede døren, og svigermor Else kom ind i hjemmet.
Sover du ikke? Det er godt, at du ikke gør det, sagde hun kort. Jeg er kommet for at sikre mig, at du ikke tager noget, som ikke er dit.
Jeg agter ikke at tage din søns gamle sokker, sagde Signe med rynkede bryn. Vil du tælle mine sager op?
Hvor fræk du er! Du var engang så blid. Det var mig, der efter den første graviditet sagde til Mikkel, at du aldrig ville kunne føde et barn.
Er det derfor du er kommet? Så vær tavs og hold øje.
Hvorfor tager du stellet? spurgte svigermor foruroliget.
Det tilhører mig, fra tanten, som en erindring om hende.
Det bliver tomt her uden det!
Det er ikke mit problem. Men du får i det mindste et barnebarn.
Tag kun det, der tilhører dig!
Laptoppen, kaffemaskinen og mikrobølgeovnen er gaver fra kollegerne. Bilen købte jeg før brylluppet. Din søn har sin egen.
Du har alt, hvad du behøver, men du kan ikke lave børn!
Det er ikke din sag. Det må være, som Gud har villet det.
Fortryder du det ikke? Måske gjorde du det med vilje?
Du siger noget vrøvl. Jeg kan ikke tænke på det uden at føle smerte.
Signe så sig omkring hendes ting var væk. Børsten, makeup’en, tøflerne Hun havde glemt noget vigtigt. Svigermorens tilstedeværelse forstyrrede hende. Hun huskede kattefiguren, en erindring fra bedstemoren. Indeni var der et hemmeligt rum med øreringe og en ring ikke dyre, men kære for hjertet. Mikkel havde set det som en ubetydelig ting. Havde han smidt den ud? Signe åbnede altanen.
Hvad leder du efter derude? lød svigermorens stemme. Kom, tag dine ting og forsvind!
Hun fandt kattefiguren, og alt var som det skulle være. Nu kunne hun tage afsted.
Her er nøglerne, farvel. Jeg håber ikke, vi mødes igen.
Signe tog til kontoret. Hun var på sygemelding, men anmodede om ferie.
Vi er her for dig, sagde chefen. Men det er svært uden dig. Er tre uger nok?
Det var sket for længe siden, og nu, når hun mindes det, forstår hun, at smerten var begyndelsen på noget nyt. Signe lukkede øjnene og mærkede, hvordan Pouls hånd klemte blidt i hendes, velvidende at efter al den smerte begyndte hendes nye liv netop da.Signe, mellem os er det slut! sagde Mikkel med en kold stemme. Jeg ønsker en ægte familie og børn. Det kan du ikke give mig. Jeg har indgivet en skilsmisseansøgning. Du har tre dage til at pakke dine ting sammen. Hvis du tager afsted, giv mig et tegn. Jeg vil opholde mig hos min mor, indtil jeg gør lejligheden klar til barnet og dets mor. Ja, bliv ikke forundret, min nye kæreste er gravid! Tre dage, Signe!
Signe blev stille, mens hun følte, at jorden gled væk under hendes fødder. Hvad kunne hun sige til det? I fem år havde de forsøgt at få et barn, men tre graviditeter var endt tragisk. Lægerne havde forsikret, at hun var ved godt helbred, men hver gang gik noget galt. Signe levede sundt, og under graviditeterne var hun endnu mere forsigtig. Sidste gang besvimede hun på sit arbejde, og ambulancen nåede ikke frem i tide…
Døren smækkede bag Mikkel, og Signe, udmattet, sank ned på sofaen. Hun havde ingen kræfter til at samle noget. Hvor skulle hun tage hen? Før ægteskabet havde hun boet hos sin tante, men hun var gået bort, og lejligheden var blevet solgt af hendes fætter. Skulle hun vende tilbage til landsbyen i Jylland, til bedstemoderens hus? Leje en bolig? Og hvad med jobbet? Spørgsmålene hvirvlede rundt i hendes hoved, mens tiden gik.
Næste morgen åbnede døren, og svigermor Else kom ind i hjemmet.
Sover du ikke? Det er godt, at du ikke gør det, sagde hun kort. Jeg er kommet for at sikre mig, at du ikke tager noget, som ikke er dit.
Jeg agter ikke at tage din søns gamle sokker, sagde Signe med rynkede bryn. Vil du tælle mine sager op?
Hvor fræk du er! Du var engang så blid. Det var mig, der efter den første graviditet sagde til Mikkel, at du aldrig ville kunne føde et barn.
Er det derfor du er kommet? Så vær tavs og hold øje.
Hvorfor tager du stellet? spurgte svigermor foruroliget.
Det tilhører mig, fra tanten, som en erindring om hende.
Det bliver tomt her uden det!
Det er ikke mit problem. Men du får i det mindste et barnebarn.
Tag kun det, der tilhører dig!
Laptoppen, kaffemaskinen og mikrobølgeovnen er gaver fra kollegerne. Bilen købte jeg før brylluppet. Din søn har sin egen.
Du har alt, hvad du behøver, men du kan ikke lave børn!
Det er ikke din sag. Det må være, som Gud har villet det.
Fortryder du det ikke? Måske gjorde du det med vilje?
Du siger noget vrøvl. Jeg kan ikke tænke på det uden at føle smerte.
Signe så sig omkring hendes ting var væk. Børsten, makeup’en, tøflerne Hun havde glemt noget vigtigt. Svigermorens tilstedeværelse forstyrrede hende. Hun huskede kattefiguren, en erindring fra bedstemoren. Indeni var der et hemmeligt rum med øreringe og en ring ikke dyre, men kære for hjertet. Mikkel havde set det som en ubetydelig ting. Havde han smidt den ud? Signe åbnede altanen.
Hvad leder du efter derude? lød svigermorens stemme. Kom, tag dine ting og forsvind!
Hun fandt kattefiguren, og alt var som det skulle være. Nu kunne hun tage afsted.
Her er nøglerne, farvel. Jeg håber ikke, vi mødes igen.
Signe tog til kontoret. Hun var på sygemelding, men anmodede om ferie.
Vi er her for dig, sagde chefen. Men det er svært uden dig. Er tre uger nok?
Det var sket for længe siden, og nu, når hun mindes det, forstår hun, at smerten var begyndelsen på noget nyt. Signe lukkede øjnene og mærkede, hvordan Pouls hånd klemte blidt i hendes, velvidende at efter al den smerte begyndte hendes nye liv netop da.
