Når jeg ikke er her længere, er du nødt til at flytte ud, jeg vil lade lejligheden gå til min søn
Undskyld, Helga, men når jeg går bort, vil du nødt til at finde et andet sted at bo, sagde Troels til sin hustru. Jeg har besluttet, at lejligheden skal gå til min søn. Jeg har allerede ordnet det formelle. Jeg håber, du tager det pænt? Du har selv børn, og de skal nok tage sig af dig.
Helgas liv har ikke været nemt. Hun voksede op på børnehjem og har aldrig kendt sine forældre. Hun blev tidligt gift af stor kærlighed, men fandt aldrig rigtig lykken i ægteskabet. For 35 år siden blev hun, en ung kvinde dengang og mor til to små børn, enke hendes mand Niels omkom tragisk. Helga var alene med børnene i fem år og arbejdede hårdt for, at de ikke skulle mangle noget. Heldigvis havde hun sin egen lejlighed, arvet efter Niels.
Senere mødte hun Troels, som var 13 år ældre og ejede en rummelig treværelses lejlighed og tjente fint. De flyttede hurtigt sammen, og Troels kom godt ud af det med Helgas børn. Den ældste, Astrid, så først skeptisk på stedfaren, men Troels fik hurtigt opbygget hendes tillid. Helgas yngste søn, Mads, begyndte stort set fra start at kalde Troels far. Troels tog sig af børnene som sine egne og sparede hverken på penge, energi eller tid på dem. Både Astrid og Mads var ham dybt taknemmelige for en god barndom.
***
Astrid og Mads har boet for sig selv i mange år. Astrid blev gift som ung og flyttede ud, og Mads, der drømte om en militærkarriere, har længe boet væk hjemmefra. For ti år siden bad Helga børnene komme hjem, fordi hun ville tage en vigtig beslutning op med dem.
Jeg vil sælge vores toværelses lejlighed, sagde Helga til dem. Der skal laves gennemgribende renovering hos os. Møblerne er slidte, badeværelsesrør skal skiftes, og den anden lejlighed står bare og forfalder. Hvad siger I til, at vi sælger og deler pengene?
Astrid trak på skuldrene: Det er fint med mig, mor. Jeg har ikke krav på lejligheden, men lidt ekstra penge ville ikke skade. Som du ved, skal min søn behandles, og vi håber stadig, han får det bedre.
Astrids ældste søn blev født med en medfødt sygdom i bevægeapparatet, så hun havde virkelig brug for pengene. Konstant genoptræning og behandlinger i København krævede mange penge. Mads indvilligede straks: Jeg har heller ikke noget imod det, mor giv bare min del til Astrid og lad hende tage Søren til København. Jeg klarer selv mit lån, har jo allerede min egen lejlighed. Min nevøs helbred kommer først.
Helga solgte lejligheden, gav halvdelen af pengene til Astrid, og brugte resten på at renovere Troels lejlighed. Hun skiftede alt, fra elinstallation til VVS, og købte møbler og hårde hvidevarer for sine egne penge. Dengang forstod Helga ikke, at det var forgæves at forbedre en andens hjem hun havde aldrig forestillet sig, at hendes mand efter tredive år ville svigte hende.
Troels helbred begyndte at svigte for fire år siden. Han klagede ofte over voldsomme smerter i knæene og kunne knap komme op af sengen. Helga insisterede: Troels, vær nu voksen! Tag nu til lægen, få undersøgt dig og påbegynd behandlingen, så det kan blive bedre! Jeg skal nok tage med, om du vil. Men du må altså selv tage ansvar for dit helbred!
Troels sukkede: Helga, jeg ved, hvordan det ender hos lægen de giver mig bare en bunke dyre præparater, der alligevel ikke hjælper! Jeg har døjet med de knæ siden jeg var ung, men nu gør de ondt konstant.
Astrid holdt af sin stedfar hun, ligesom Mads, kendte ham altid som sin far så hun gik med moderen for at overtale ham til at komme til lægen. Helga var med Troels til konsultation. Lægen så alvorligt på dem: Det står slemt til, leddene skal behandles med det samme. Hvor længe har du haft smerterne?
Åh, det er mange år, svarede Troels. Typisk efter hårdt arbejde, men nu generer det uanset vejret.
Du har alt for meget overvægt, du må tabe dig, så knæene ikke overbelastes. Forstå nu alvoren, det kræver en diæt, og jo før, jo bedre!
Helga gik straks i gang med at lave en kostplan til Troels ud fra lægens råd. Hun lavede kun sunde, lette måltider af grønt og kerner, stoppede med at købe chokolade, og erstattede dem med tørret frugt. Troels nægtede hårdnakket at følge rådene.
Lægen vrøvlede, protesterede Troels. Jeg vil ikke på diæt! Tror du jeg overlever mere end en måned kun på gulerødder? Mit vægttab er ikke nødvendigt! Jeg er næsten 70 år, det er normalt at have ondt.
Helga stod fast og med både bønner og trusler fik hun ham til at indvillige i behandling og vægttab. Lægemidlerne hjalp kun lidt; smerten forsvandt midlertidigt og vendte så stærkere tilbage. Det blev svært for Troels at bevæge sig, og Helga måtte lede ham til toilet og bad. Snart begyndte hjertet at drille, og blodtrykket steg. Troels svækkedes hurtigt, så Astrid og Mads brugte så meget tid hos ham som muligt.
***
Flere år kæmpede Troels for helbredet. Der var op- og nedture, og Helga var altid ved hans side og overvejede aldrig at forlade ham. For et halvt år siden blev Troels indlagt under et tilbagefald, og Helga sad dag og nat på hospitalet. En morgen, da hun pakkede mad til ham, ringede det pludselig på døren. En ung mand stod på trappen; noget ved ham virkede bekendt:
Hej, kan jeg træffe Troels Jensen?
Hej, svarede Helga, han er ikke hjemme. Undskyld, hvem er du?
Jeg hedder Kasper. Jeg er Troels søn.
Helga var chokeret derfor så han så bekendt ud! Som Troels i hans unge dage! Kasper bemærkede hendes overraskelse og spurgte: Ved du, hvornår han kommer hjem? Jeg vil gerne tale med min far. Vi har ikke set hinanden i mange år, så jeg
Kom dog indenfor, Kasper, afbrød Helga ham og forklarede situationen.
Kasper hørte tålmodigt på og sagde trist: Far var altid stædig, som du siger. Det er underligt at se, hvordan tid forandrer et menneske. Jeg husker ham som sund og stærk. Må jeg tage med på hospitalet? Jeg vil så gerne se ham!
Selvfølgelig, smilede Helga. Troels bliver glad for at se dig!
Helga havde aldrig hørt om Kasper. Troels havde aldrig nævnt sit tidligere ægteskab og påstod tværtimod altid, at han aldrig havde fået børn, fordi Helga ikke fik flere børn. Troels genkendte ikke straks Kasper. Kasper blev ikke længe på hospitalet; bagefter fortalte Troels Helga om sit fortidige liv:
Kaspers mor og jeg var sammen i fire år. Jeg gik, da han var tre. Jeg elskede Maria, men hun var mig utro med en fjern slægtning af mig, og hun giftede sig bagefter med min fætter. Hun afviste min hjælp og sagde, jeg bare skulle glemme, jeg havde en søn. Jeg prøvede at opsøge Kasper, men opgav til sidst Nu, næsten 30 år efter, fandt han selv mig. Men hvordan skal jeg opføre mig? Han er mit blod, men også en fremmed.
Troels, det er din søn, sagde Helga. Man må ikke vende ryggen til egne børn. Lad ham komme ind i dit liv, så du ikke fortryder senere. Prøv.
Troels fulgte rådet og Kasper blev hyppigere gæst. Astrid og Mads tog venligt imod ham og omtalte ham som stedbror.
Helga glædede sig over, at Troels genfandt kontakten med sin søn. Hver uge kom Kasper, og de to mænd snakkede længe bag lukkede døre. Helga blandede sig aldrig.
Troels og Helga havde lidt opsparing, som mest var vokset, fordi Helga overførte til bankkontoen hver måned. Hun arbejdede stadig som freelance bogholder og havde ikke for vane at tjekke saldoen dagligt. Ved et tilfælde så hun en SMS fra banken:
Jeg har da ikke hævet penge? Og Troels har heller ikke været ude Hvem har hævet 150.000 kroner? Hvor er kortet?
Helga gik til Troels for at spørge: Troels, hvor er bankkortet med vores opsparing? Nogen har forleden hævet 150.000 kroner! Jeg så ikke engang SMSen. Skal vi melde det til politiet?
Troels tog det roligt: Der er ingen, der har stjålet fra os, Helga. Jeg gav kortet til Kasper han havde brug for pengene, så jeg hjalp ham.
Helga satte sig ved sengen:
Hvorfor fortalte du mig det ikke? Hvorfor diskuterede vi det ikke? Hvilke problemer har han, der kræver så stort et beløb?
Det kommer ikke dig ved, Helga. Kasper bad mig om hjælp, og jeg hjalp. Hvad er problemet?
Troels var ofte grov de sidste år, og Helga forsøgte at overse det men spurgte: Hvor er kortet så nu?
Det har Kasper. Jeg har sagt det til dig, svarer Troels irriteret.
Så ring til Kasper og bed ham straks aflevere det tilbage! Det er vores nødpenge, og ingen andre end os skal have adgang, Troels!
Han er min søn! råbte Troels. Du tror vel ikke, han vil stjæle? Jeg HAR sagt, at han må bruge kortet!
Nu mistede Helga besindelsen: Hvorfor skulle din søn bruge mine penge? Har du selv lagt en eneste krone til? Hvor mange år er det siden, du har arbejdet? Jeg sparer op hver måned! Bed din søn komme med kortet jeg vil ikke have problemer imellem os.
Da Troels nægtede, ringede Helga til banken og fik kortet spærret. Kasper dukkede samme aften op hos sin far.
Far, kortet virker ikke! Jeg havde brug for at hæve penge!
Ja, sagde Helga, jeg spærrede kortet. Du fik hjælp, men ikke hele min opsparing! Du kan smide det ud nu.
Far, hvorfor gjorde hun det? Vi havde jo en aftale! Jeg har brug for at betale for møbler de skulle leveres i dag! Helga, giv mig et aktivt kort, nu.
Du vil købe møbler for mine penge? svarede Helga skarpt. Det bliver ikke sådan, Kasper. Til og med din far har ikke ret til mine penge. Fra nu af går alle økonomiske beslutninger igennem mig. Troels pension rækker ikke til store udgifter!
Kasper blev fornærmet og gik. Troels skældte Helga ud. For første gang i mange år tænkte Helga, at hun var blevet træt af sin mand; hun havde ydet så meget, men ikke engang fået tak.
***
Der gik flere dage efter skænderiet, uden at Kasper kom forbi. Hjemmet var præget af tavshed Troels begyndte at ignorere Helga, som han plejede, når han var sur. For at komme væk lidt tog Helga sin bærbar og besøgte Astrid.
Lad Troels tænke lidt over tingene, tænkte Helga. Vi har brug for en lille pause fra hinanden.
Hun tog hjemmefra tidligt om morgenen og vendte sent hjem. Troels virkede glad og tilfreds, og Helga blev lettet; hun troede, han havde tilgivet hende, og spurgte: Hvordan gik din dag?
Tja, Kasper og jeg var ude og ordne nogle ting. Jeg kom faktisk kun hjem en time før dig. Det var en lang dag.
Helga sagde ingenting, men lidt efter sagde Troels uventet:
Jeg håber, du ikke bliver vred?
Hvorfor skulle jeg det? undrede Helga sig.
Jeg var i dag hos notaren. Jeg har skrevet lejligheden over på min søn.
Helga kneb øjnene sammen: Hvad har han gjort for det?
Kasper er min eneste arving, sagde Troels. Når jeg ikke er her, er det ham, der får boligen. Helga, måske du allerede nu skal tænke over, hvor du vil bo hen? Hos Astrid eller Mads?
Helga blev dybt såret. Hun har juridisk måske ikke krav på lejligheden, men samvittighedsmæssigt burde mindst halvdelen tilfalde hende. Alt fra møbler til gardiner og renovering havde hun skaffet og ordnet selv. Nu skulle det hele falde i fremmedes hænder.
Tak for det, Troels, hviskede Helga. Du har nok ret. Det er på tide at tænke på min egen fremtid. Ring til din søn, så han kan flytte ind du har brug for selskab.
Hvad mener du? Troels blev forvirret. Hvorfor skal Kasper flytte herind?
Jeg ved ikke måske fordi du hader at være alene, så kan han underholde dig om aftenen, sagde Helga roligt og begyndte at pakke sin kuffert.
Hvor skal du hen?! Helga, hvad sker der? Forklar dig!
Der er intet at forklare, Troels. Jeg forlader dig. Jeg vil skilles og være fri. Nu ringer jeg til mine børn og laver planer for min fremtid.
Helga flyttede ind hos Mads, der havde masser af plads i sin treværelses lejlighed. Astrid tilbød også at tage hende ind, men Helga ville ikke trænge sig på. Troels mødte op i retten og nægtede skilsmissen, men dommeren gav dem tid til eftertanke. Til sidst fik Helga dog skilsmissen igennem og blev, ifølge Troels og Kasper, stemplet som grådig og på jagt efter andres ejendom.
