IKKE DEN RIGTIGE ANDERS
Lille Lisbeth stod foran spejlet og skiftede for tredje gang øreringe.
Nå, Møffe, sagde hun til sin lille hund, skal jeg tage de her eller de andre?
Møffe gabte bare.
Tak for opbakningen, sukkede hun.
Hun kastede et blik på uret. En halv time endnu.
En underlig uro havde bredt sig. Normalt var hun ellers selvsikker bejlerne sværmede jo altid om hende. Men denne gang
Det er jo tosset, sagde hun til sit spejlbillede. Du er den bedste!
Måske var det, fordi hun endnu ikke havde set Anders med egne øjne? Tre uger med telefonsamtaler men ikke én eneste aftale i virkeligheden.
Tre uger, og endnu ikke én gang har jeg snakket ham i stykker, tænkte hun overrasket og trak på smilebåndet.
Lisbeth trak vejret dybt og greb tasken.
Så er det tid.
TRE UGER TIDLIGERE
Gud, bliver du da aldrig gift og flytter hjemmefra! udbrød hendes far, der var neurokirurg, over aftensmaden.
Han var lige kommet hjem efter mange timers operation, og ville egentligt bare læse lidt i sin gamle Blixen-bog i ro og fred.
Men Lisbeth havde talt uafbrudt i en halv time om forskellen mellem dansk og udenlandsk science fiction.
Far, du har jo selv sagt, at Blixen er toppen
Det har jeg også. Kan vi tage samtalen senere? Nu har jeg brug for stilhed.
Lisbeth blev fornærmet og tier stille i hele tre minutter.
Apropos det med at blive gift, sagde hendes far pludselig. Kan du huske overlæge Mikkelsen fra Sundhedshuset, hvor jeg arbejdede i sommer?
Ja?
Han har en søn. Man siger, det er en rigtig god fyr. Mikkelsen spurgte, om han måtte give dig et kald, og jeg sagde ja.
Lisbeth rynkede næsen.
Alle de arrangerede bekendskaber det var så gammeldags! Sådan noget var for kedelige piger og gamle ungmøer, ikke for hende!
Men hun modsagde dog ikke sin far.
FØRSTE OPKALD
Den rigtige fyr lod vente på sig et par dage, før han ringede.
Hallo?
Hej, det er Anders. Din far nævnte det vist?
Ja, svarede Lisbeth ret køligt, selvom hans stemme nu lød rar nok.
Min far taler altid så pænt om dig. Han siger, du er noget helt særligt.
Det ved jeg nu ikke, grinede hun. Jeg er bare en almindelig medicinstuderende. Andet år, børn og unge. Du?
Jeg er på første år. Vil være kirurg
Aha det forklarede hans lidt overlegne tone.
De talte sammen en time.
Og så igen to timer.
Og dagligt derefter.
Anders fortalte om sin kat Liva, om sin kærlighed til science fiction og sin evige tvivl om sin egen krop var han mon for tynd, for bleg, for træt?
Lisbeth lyttede, men indimellem tænkte hun:
Det er egentligt sjovt, det plejer ellers at være min rolle.
Hun måtte virkelig tage sig sammen for ikke at sige: Slap nu lidt af, Anders. For han kunne slet ikke fordrage at blive kaldt And.
Men bortset fra de små ting, kunne hun godt lide ham.
MØDET PÅ NØRREPORT
De blev til sidst enige om at mødes.
På metrostationen, Nørreport.
I biografen til en ny film, og derefter en tur på Vaffelbageriet på Strøget.
Og så måtte de jo se, hvad der videre skulle ske.
Lisbeth sprang ud af metroen og kiggede forventningsfuldt omkring sig.
Menneskemylder. Larm. Den særlige lugt af metro.
Og der stod han høj, flot, med en buket røde roser i hånden.
Ved en søjle, utålmodigt spejdende efter hvert tog.
Hun gik direkte hen til ham:
Anders?
Han fór sammen, kiggede forvirret:
Undskyld, er du?
Lisbeth, sagde hun bestemt og rakte hånden frem til at trykke eller til at få et kys på?
Han blev stående målløs.
Lisbeth? spurgte han tøvende. Men jeg
Kom nu! hun greb ham under armen. Vi skal købe billetter!
Vent, jeg ville lige sige
Det kan vi tage senere! hun trak ham ud på gaden.
Han vendte sig, som om han ledte efter nogen på perronen, men Lisbeth havde ham allerede med ud i mylderet.
Roserne var stadig i hans hånd.
Han kiggede på dem, så på hende og overgav sig.
Nå, mumlede han. Lad os da komme af sted.
BIOGRAFEN OG ISCAFÉEN
Filmen faldt i god jord.
Lisbeth lagde også mærke til hans stilsikre frakke med et hjemmehæklet tørklæde om halsen sikkert strikket af hans mor, og som han tydeligvis var stolt af.
En duft af dyr fransk parfume.
Lækker gammeldags vaniljeis med knas på hos Vaffelbageriet.
Og de var næsten enige om alt.
Okay, det var nu mest Lisbeth, der snakkede, og han lyttede med blanke brune øjne og anerkendende nik.
Indimellem lagde han sin store varme hånd over hendes, når hun fægter med armene. Så beskyttende og mandigt!
Ved du, sagde han, da de spadserede gennem et aftenoplyst Stræde, du er virkelig han tøvede.
Hvad?
Levende. Autentisk, ligesom du er.
Hun svarede med sit smukkeste smil alt hvad hun kunne mønstre.
Hun var forelsket.
TRE MÅNEDER SENERE
Det gik stærkt med dem.
De sås næsten hver dag og talte sammen i telefon mange gange om dagen så meget, som man nu kunne før mobilerne fandtes.
Tre måneder senere sagde Anders, at han elskede Lisbeth, ikke kunne leve uden hende og ville giftes.
Lisbeth lod som om hun tøvede et øjeblik, men sagde glad ja.
Jeg tænker, du skal møde mine forældre, sagde Anders.
Lad os vente lidt med det, svarede Lisbeth nervøst.
For selvom familien brændte efter at få hende godt gift, var de meget kritiske overfor emnerne.
Særligt farmor.
Ingen var god nok til hendes dyrebare barnebarn, og far og mor gav hende sjældent modspil.
Men at droppe Anders ville Lisbeth ikke. Hun skyndte sig heller ikke at invitere ham til sine egne forældre i tilfælde af at den ene skulle sladre til den anden.
FARS FØDSELSDAG
Et par uger senere bød chancen sig.
Faderen, der ellers ikke brød sig om festivitas, havde valgt at fejre sin 55-års fødselsdag med gæster.
Lisbeth bekendtgjorde hemmelighedsfuldt, at hun ikke kom alene.
Gæsterne ankom lidt efter lidt, og så kom Lisbeth ind med Anders, der havde en buket nelliker og en flaske fransk cognac i favnen.
Far, må jeg præsentere begyndte hun højtideligt og et lille smule nervøst.
Telefonen ringede.
To sekunder, Lisbeth, sagde far og løb ud for at tage røret.
Han kom tilbage et øjeblik efter, lettere forpustet:
Det var Mikkelsen han skulle lige høre, hvordan han fandt herhen fra metroen. Hvor er det skønt, at de også kommer! Jeg troede ellers, han var lidt skuffet over, du ikke mødte op til mødet med hans søn
Lisbeth blev stiv.
Ikke mødte op?!
Faderen så forbløffet på hende:
Ja, han fortalte at sønnen ventede på dig på Nørreport to timer. Med blomster. Men du kom ikke.
Lisbeth så over på Anders.
Han stod ved døren, bleg med nellikerne i hænderne og et skyldfuldt blik i øjnene.
Far, vi kommer lige om lidt, sagde hun gennem sammenbidte tænder til sin uforstående far og trak Anders ind på værelset.
SANDHEDEN
Lisbeth lukkede døren bag dem.
Hun vendte sig om.
Vent sagde hun langsomt, som om hun frygtede at misforstå det hele. Hvad betyder ikke mødte op?
Anders sagde ingenting.
Du er ikke Anders Mikkelsen?
Han rystede på hovedet.
Du er ikke Mikkelsens søn?!
Nej, svarede han sagte. Jeg hedder Anders Kristiansen. En kammerat præsenterede mig for en pige Katrine. Jeg ventede på hende på Nørreport. Og så kom du bare hen til mig
Og så tog jeg dig bare med, konstaterede Lisbeth.
De stod der i stilheden på hendes værelse.
Jeg prøvede at forklare det allerede dengang på vej i biografen. Men du lyttede ikke.
Jeg lytter aldrig, indrømmede Lisbeth. Det er en kunstart, jeg mestrer.
Møffe peb ved døren.
Lisbeth satte sig tungt på sengen.
Hvad gør vi nu?
Anders så længe på hende alvorligt, virkelig alvorligt.
Så trådte han frem og gik ned på knæ.
For mig betyder det ikke noget, sagde han, om det var et tilfælde eller en forældre, der førte os sammen.
Jeg elsker dig og vil gerne have, du bliver min kone. For alvor. Uden forviklinger.
Lisbeth smilede lettet.
Godt da. Så lad os komme ind til de andre. Men jeg må advare dig: Min familie er svært at imponere!
Tjoh, min familie er heller ikke let. Og Liva er ret speciel.
Det skal vi nok klare!
De gik ud sammen.
I stuen stod gæsterne og ventede og blandt dem kom netop ind ad døren: overlæge Mikkelsen med sin søn.
Høj, flot, med en buket røde roser.
Lisbeth så på den rigtige Anders Mikkelsen.
Så kiggede hun på sin Anders lidt bleg, men tapper med nellikerne.
Nej, tænkte hun. Ikke den rigtige.
Og hun grinede for alvor denne gang.
Far, sagde hun, jeg har vist en nyhed til dig. En lang énHun tog Anders’ hånd så alle kunne se det, og løftede stolt hagen.
Far, sagde hun, jeg fandt den forkerte Anders… men heldigvis var det den rigtige for mig.
For et øjeblik blev stuen helt stille. Så begyndte far at smile, ligesom mor og selv farmor, der ellers havde øjne som røntgenstråler, nikkede svagt, næsten umærkeligt.
Overlæge Mikkelsen og hans søn satte roserne på bordet. Den unge mand sendte Lisbeth et lille, forfjamsket smil, men hun rakte blot hånden frem til ham: Tak for buketten, men jeg har allerede min egen nellikemand.
Anders trak vejret dybt, og så grinede de begge. Ikke nervøst, ikke tvungent men frit, med al den lettelse og glæde, der boblede oppe i maverne.
Resten af aftenen blev den bedste fest i lang tid. Familiens forventninger smeltede væk som glasur på varme boller. Selv Liva fik en smule fløde, og Møffe snorkede fredeligt under bordet.
Senere, da gæsterne gik, og kun de nærmeste var tilbage, mumlede Lisbeth til Anders: Tænk, hvis jeg havde ventet på den rigtige…
Han klemte hendes hånd: Heldigt, at du tog fejl.
Og ude i entreen stod de to buketter side om side roser og nelliker, den rigtige og den forkerte og duftede lige dejligt.
