FansMessi

Anders V. Koval, kære, hjælp mig! Jeg beder Dem! – kvinden faldt på knæ foran den høje mand i hvid kittel og brød sammen i gråd. Bag en række udtjente lægekontorer, i den lille landsby-sygestues modtagelse med kraftig medicinlugt, var hendes barn ved at dø. – Forstå dog, jeg kan ikke! Jeg kan ikke! Derfor flyttede jeg hertil! Jeg har ikke opereret i to år! Hånden og forholdene… – Jeg bønfalder Dem! Hjælp os! – kvinden blev ved med at trække den modvillige læge med sig. Han burde sige ja. Prøve. For ellers… Kun få meter igen. Den gamle, hvidmalede trædør. Og der var han – hendes Mikkel. Hendes et og alt. Forbundet til ledninger, kinder dækket af en iltmaske. Han trak vejret stadig. Og blodet under hovedets forbinding var tykt og mørkt som sidste års kirsebærsyltetøj. Den grønne kurve på skærmen rystede uroligt i takt med de svage åndedrag. De når det ikke. Hundrede kilometer til byen. Ambulancehelikopter… Men snestormen udenfor slukkede det sidste håb. Blodtrykket faldt. Hjertet slog næsten ikke. Ambulancefolkene så væk. – Koval! – den ældre sygeplejerske greb hans hånd ved båren med den blege dreng, – Anders V. Koval! Hun trak en gammel avis frem med billede af ham – den høje læge i hvid kittel, omringet af smilende børn – og tårerne skjulte artiklen om ulykken. Om hånden der blev skadet. Den mislykkede operation. Men han var den store neurokirurg! Lægen sendt fra oven! I deres udkant… Gud, bare han siger ja! – Jeg kan ikke tage det ansvar! Forstå det dog! – han strittede imod, – Sidste operation… håndleddet… Det gik galt! Jeg opererer ikke mere! Jeg kan ikke! Og drengen på lejet blev mere bleg. Blodet som syltetøj. Hans nye kolleger i døren var stille. Den grædende mor. Og tiden. Alt imod dem. Og så… en hund? – En hund?! – Hvor kommer hunden fra? Kun klynken til svar. En labrador sner sig hen til båren. Kradser i gulvet, mens nogen holder i halsbåndet. Men den holder øje med Mikkel. Stønner, men vil ikke give slip… – Det er Trofast. Mikkels,- græd kvinden, netop som lægens ord faldt tungt i stilheden: – Gør operationsstuen klar. Han lukkede øjnene et øjeblik. Tankerne førte ham til en anden hund engang. Daisy. Håb. Faren levede endnu. Anders var bare dreng, gik vel i 7. klasse. Nytårsvejen var glat. Bilen forulykkede. Moren græd. Lægen kiggede væk. Svær operation, men ingen erfaring. Og Daisy ved graven peb ikke mere. Stillede sulten ind efter seks dage. Blev hos sin ejer til det sidste. – Jeg bliver neurokirurg, mor. Jeg lovede Daisy, – hviskede den forpjuskede dreng ved graven, – Den allerbedste. Tror du på mig? Hvordan kunne han glemme? ***** Lampelyset i operationsstuen var skarpt som solen. Instrumenterne skinnede. Håndleddet smertede igen. Tankerne for flakkende – “Skulle man have haft hund alligevel?” – men han måtte klare det. Skaden var slem. Lettere hævelse, kun det ikke bliver værre… Knoglen skulle samles i stumper, blodkarrene repareres… De havde ikke nået det på helikopter. For assistenterne her var det mirakler. For ham? Han havde klaret mange før. Hvorfor opgav han efter én fiasko? Brød alle bånd. Og nu smertede hånden. Og Daisy stod i hjørnet. Eller måske labradoren. Klar til at følge drengen… Trofast. Tangen var tung at holde. Klamper. Fingrene næsten følelsesløse. Det var snart ovre. Træk vejret, Mikkel. Giv ikke op. Vi slipper dig ikke. Tiden. Nu var tiden på Mikkels side. Hørte han virkelig helikopteren? ***** – Anders V. Koval, nogen spørger efter dig,- sygeplejersken kiggede smilende ind. Alle smilte. Ja, Koval er tilbage! Snakken gik i hele sygehuset. Svære børn kom fra hele landet dertil nu. Tryghed var vendt tilbage. “Koval har hænder af guld”. Barnelatter lød i afdelingens gange. Patienterne blev raske. Forældre fulgte ham overalt… – Fem minutter. Jeg skal bare lige tjekke lille Marius. Stuen lå tæt på lægeværelset. Marius med det røde hår kaldte ham Onkel Anders. Drengen kom til København for en uge siden – faldt ned fra anden sal, så på udsigt. Præcis som Mikkel. Koval lagde drengens hoved sammen stykke for stykke – otte timer tog det. Det gik, og hånden gjorde næsten ikke ondt mere. Måske barnelatter heler… Godt han kom tilbage. Det var rigtigt. Han havde glemt meget, men livet minder jo én om det vigtigste. En hund – det blev der aldrig tid til. Mon Mikkel og Trofast havde det godt? Han tænkte tit på dem. – Anders V. Koval, kære! Der var de allerede, inden han nåede udgangen! – Hej Mikkel, hej Natasja, – han smilte, – Og hej til dig, Trofast! Hånden gled allerede mod den bløde pels. Den våde snude pressede i håndfladen. De brunlige øjne fixede ham. – Hvilket ærinde? Er der noget med Mikkel? Skal han undersøges? – Det går strålende med Mikkel, – sagde Natasja hurtigt, – vi er her af en anden grund! Første gang så han hendes lyse smil. Kun jakken bulnede mærkeligt. Og hendes øjne strålede. Han nåede ikke at spørge. Trofast kredsede rundt, forstyrrede tankerne. – Se her! Mikkel, nu større, kunne ikke holde mund mere. Han stak hånden ind under mors jakke – og ragte Anders Koval en sort, hyggeligt langøret og klynkende hvalp. – Aah…? – Anders V. Koval kunne næsten ikke sige noget, og rakte ud efter den uventede gave. – Bliv ikke sur, – snakkede Mikkel hurtigt, – Trofast fandt ham. Mor lod mig beholde ham. Og i går så vi dit interview på TV. Trofast hev ham hen til fjernsynet, da han hørte din stemme. Så tænkte vi… – I tænkte rigtigt. Det skulle være for længe siden – Anders Koval blinkede til hunden, – Han skal hedde Stimus. Eller kærligt: Tim.

Anders Vitalius, kære, for Guds skyld! Jeg beder Dem! Hjælp os! Kvinden kastede sig ned for fødderne

Без рубрики

023

En dag tog jeg en hjemløs hvalp med på arbejde… Sådan gik det til. Jeg fandt hvalpen fem minutter før arbejdstid – en beskidt, lille blandingshund. Jeg gemte den i hjørnet af kontoret, men hvalpen blev ved med at kravle frem og pibe. Til sidst så alle mine kolleger den. …og så begyndte folks masker at falde for mine fødder. Her er den evigt venlige og snakkesalige sekretær, Marina Sørensen. Ung, grinende og altid perfekt sminket. Hendes ansigt forvred sig mærkeligt, da hun så den snavsede hvalp: “Erik Kristensen! Du er da slet ikke sart, hva’? Nu har du svinet hele kontoret til…”. Hendes farverige, venlige maske gik i tusind stykker, ikke langt fra den logrende, beskidte hvalp. Her er rengøringsdamen, fru Nina Pedersen. Evigt træt, sur og altid lidt gnaven på alle. Pludselig bredte der sig et smil over hendes rynkede ansigt: “Nå, hvem har vi så her med halen? Erik Kristensen, er det en gæst til møde eller et privat ærinde?”. Ved mine fødder lå hendes sammenkrøllede, vrede maske, og jeg så et varmt, omsorgsfuldt menneske. Og her er min kollega, Søren Hansen. Altid hjælpsom, smilende og venlig overfor alle. Han deler gerne en joke og griner af dine. Den dag trådte han dog ikke over dørtærsklen: “Hjemløse dyr – det er bare snavs og sygdomme,” udbrød han med et fornærmet ansigt. Ved døren lå hans beskidte, tynde maske af smilende hykleri. Men mest overrasket blev jeg over min chef, Poul Sørensen… Altid streng, utilfreds og ikke meget for snak. Han sagde bare med det samme: “Ja, Erik Kristensen… du skal nok tage fri i dag. Tag nu bare den lille fyr med hjem – der er vigtigere ting end arbejde. Men altså… pas nu på ham – det er jo et levende væsen.” Så tog han genert sin hårde chefmaske af, smilede forsigtigt til os, og forsvandt ud ad døren. …ved mine fødder lå masker fra de mennesker, jeg havde talt med hver eneste dag gennem mange år. Og pludselig gik det op for mig, hvor lidt jeg egentlig kendte dem.

Du skal lige høre, hvad der skete forleden. Jeg kom til at tage en hjemløs hvalp med på arbejde Det var

Без рубрики

014

På vej hjem så jeg tilfældigt min datter og barnebarn tigge i snavset tøj: “Min pige, hvor er huset og pengene, jeg gav jer?” — Svigersønnen og hans mor tog alt fra hende og smed hende og barnet på gaden, men efter det jeg gjorde for at sætte dem på plads, var alle chokerede 😲😨

På vej hjem gennem Indre By i København standser jeg for rødt. Jeg har lige været på hospitalet, hovedet

Без рубрики

IKKE DEN RIGTIGE ANDERS Lille Lærke stod foran spejlet og skiftede øreringe for tredje gang. – Nå, Knap, – sagde hun til sin lille hund, – de her eller dem der? Knap gabbede. – Tak for støtten. Hun så på uret. Stadig en halv time endnu. Hun var mærkeligt nervøs. Normalt følte hun sig selvsikker – beundrerne sværmede altid om hende. Men nu… – Fjollet, – besluttede hun og gav sig selv et sidste blik i spejlet. – Du er den bedste! Måske skyldtes det, at hun endnu ikke havde mødt Anders? Tre uger med telefonsamtaler – men endnu ingen møde. Tre uger, og aldrig var det lykkedes hende at snakke ham ned, tænkte hun overrasket og smilede for sig selv. Lærke sukkede og greb tasken. Det var tid. TRE UGER TIDLIGERE – Gud, hvornår flytter du endelig hjemmefra og bliver gift? – sukkede hendes far, overlæge på Rigshospitalet, under aftensmaden. Han var lige kommet hjem efter mange timers operation og havde håbet på en stille aften med en bog af Peter Høeg. Men Lærke havde i en halv time snakket uafbrudt om dansk og udenlandsk science fiction. – Far, du har jo selv sagt, at Strunge er toppen… – Ja, men kan vi tage den en anden dag? Lige nu har jeg brug for ro. Lærke blev fornærmet og tav – hele tre minutter. – Apropos det med at blive gift, – sagde far pludselig. – Kan du huske overlægen, Hr. Spektor, fra klinikken hvor jeg arbejdede lidt engang? – Ja, og? – Han har en søn. Meget ordentlig fyr, siger de. Han bad om dit nummer – så I kunne mødes. Jeg sagde det var ok. Lærke trak på skuldrene. Alle de arrangerede møder var så gammeldags. Og det var da kun for gamle ungmøer og nørder – ikke for hende. Men sige far imod turde hun ikke. FØRSTE OPKALD “Den ordentlige fyr” ventede et par dage, så ringede han. – Hej, det er Anders. Sagde din far ikke det? – Jo, – svarede Lærke tørt, men med let interesse. Behagelig stemme. – Min far har talt meget godt om dig. Sagde du var… noget særligt. – Tjoh, – lo hun, – bare en ganske almindelig medicinstuderende. Andet år, børnelæge. Og du? – Første. Skal være kirurg… Nå, det forklarede lidt stolthed i stemmen. De snakkede en time. Så to. Så – hver dag. Anders fortalte om katten Maria, om sin kærlighed til science fiction og om bekymringer for sin figur – var han mon for tynd, for bleg, for træt? Lærke lyttede, men tænkte nogle gange: Den rolle er faktisk min. Hun havde svært ved ikke at sige: “Slap nu bare af, Anders.” Selvom han ikke brød sig om kælenavnet. Men bortset fra småting, så kunne hun egentlig lide ham. MØDET VED NØRREPORT De blev enige om at mødes. På Nørreport Station. I biografen – og så videre til Paradis Is på Strøget. Resten måtte tiden vise. Lærke sprang ud af toget og kiggede sig rundt. Menneskemylder. Larm. Den særlige duft af metroen. Og dér var han – høj, pæn, med en buket roser i hånden. Han ventede utålmodigt ved en søjle og kiggede efter hvert tog. Hun gik hen til ham: – Anders? Fyren gispede og så forvirret på hende: – Undskyld, er du… – Lærke, – sagde hun bestemt og rakte hånden frem – til et håndtryk eller et kindkys? Blæst bagover af min skønhed, tænkte hun smilende. Han var gået over til at sige De… Fyren stod stille. – Lærke? – gentog han usikkert. – Men jeg… – Kom! – sagde hun og tog fat i ærmet på ham. – Vi skal nå at hente billetterne! – Vent, jeg skulle lige sige… – Det snakker vi om senere! – og hun trak ham gennem menneskemylderet. Han så sig tilbage mod perronen, som om han ledte efter nogen, men hun havde ham allerede med i strømmen. Buket roser i hånden stadig. Han så på blomsterne, så på hende – og gav op. – Okay, – sagde han lavmælt. – Vi går. BIOGRAF OG CAFÉ Filmen var god. Lærke bemærkede stilen i hans jakke, det hjemmehæklede halstørklæde, han bar med stolthed. Dejlig duft af fransk parfume. Is med karamel i Paradis. Og deres meninger matchede næsten i alt. Altså, det var mest hende, der talte, mens han lyttede – med varme, brune øjne, nik og samtykke. Indimellem lagde han roligt sin store hånd over hendes lille, gestikulerende hånd. Så maskulint og charmerende! – Ved du hvad… – sagde han, da de gik på Strøget om aftenen, – du er bare så… – han tøvede. – Så hvad? – spurgte hun. – Levende. Ukompliceret. Hun sendte ham sit skønneste smil. Hun var blevet forelsket. TRE MÅNEDER SENERE Romancen udviklede sig hurtigt. De mødtes næsten dagligt og ringede flere gange hver dag. Efter tre måneder sagde Anders, at han elskede Lærke, ikke kunne leve uden hende og ville giftes. Hun lod som om hun tøvede, men sagde straks ja. – Du må snart møde mine forældre, – sagde han. – Hellere vente lidt, – blev hun nervøs. Hendes familie var kræsen med bejlere, især farmor. Ingen var gode nok til hendes dyrebare barnebarn, og far og mor bakkede op. Men hun ville ikke give slip på Anders. Heller ikke med hans forældre havde hun travlt. FAR’S FØDSELSDAG Så kom muligheden et par uger senere. Far besluttede at fejre sin 55 års fødselsdag og samlede familie og gæster. Lærke sagde hemmelighedsfuldt, at hun havde en at præsentere. Gæsterne var næsten alle samlet, da hun lukkede Anders ind – med en buket nelliker og en flaske fransk cognac. – Far, må jeg præsentere… – begyndte hun højtideligt, lidt nervøs. Telefonen ringede. – Vent lidt, jeg skal lige tage den, – sagde far og løb. Han kom tilbage forpustet: – Det var Spektor – han ville lige finde vej fra metroen. Jeg er så glad for, at han kommer! For jeg troede han blev skuffet, da du ikke kom på date med hans søn! Lærke stivnede. – Ikke kom?! Far så forbløffet på hende: – Ja. Han ringede – sagde hans søn ventede på dig ved Nørreport i to timer. Med blomster. Du dukkede aldrig op. Lærke vendte sig langsomt mod Anders. Han stod ved døren – bleg, med nelliker – og kiggede skyldbetynget på hende. – Vi er lige tilbage, – hvæsede hun til sin far. Hun hev Anders med ind på værelset. SANHEDEN Lærke lukkede døren. Så på ham. – Vent… hvad betyder “du kom ikke”? Anders sagde intet. – Du er ikke Anders Spektor? Han rystede på hovedet. – Nej, – sagde han stille. – Jeg er Anders Søholm. En ven satte mig op med en pige… Nadja. Jeg ventede på hende ved Nørreport. Så kom du – og… – Jeg tog dig bare med, – konstaterede Lærke. De stod tavse. – Jeg forsøgte at forklare, – sagde han. – Allerede første dag. På vej til biografen. Men du lyttede ikke. – Jeg lytter aldrig, – svarede hun, – det er mit talent. Knap peb ved døren. Lærke satte sig på sengen. – Hvad gør vi nu? Anders så længe og alvorligt på hende. Så satte han sig på knæ: – Det er ligegyldigt, hvordan vi mødte hinanden – tilfældigt eller arrangeret af forældre. – Jeg elsker dig og vil have du bliver min kone. Ægte – uden forbytning. Lærke smilede lettet. – Fint. Så må du hilse på familien. Men bare så du ved det – vi er komplicerede. – Det er min også. Især den kat. – Det klarer vi sammen! De gik ud i stuen. Der var gæster – og netop ankommet, overlæge Spektor med sin søn. Høj. Flot. Med en buket roser. Lærke kiggede på den rigtige Anders Spektor. Så på sin Anders, bleg af nervøsitet med nellikerne. Nej, tænkte hun. Ikke den rigtige. Og grinede endelig ægte. – Far, – sagde hun, – jeg har en lang nyhed til dig.

IKKE DEN RIGTIGE ANDERS Kirstine stod foran spejlet og skiftede øreringe for tredje gang. Nå, Mille

Без рубрики

013

Jeg kørte ad en vintervej langs den snedækkede skov, da en flok ulve pludselig spærrede vejen – en af dem sprang op på min motorhjelm; og i det øjeblik, hvor jeg var sikker på, at jeg ikke ville overleve, skete der noget fuldstændig uventet…

Jeg kørte ad en vintervej gennem den danske skov, da vejen pludselig blev blokeret af en ulveflok.

Без рубрики

Tante Rajas flotte service knustes. For altid. Bryllupsservicet til tolv personer. Farvel, gyldne kanter og markeringerne Made in Germany på bagsiden af hvert stykke – onkel Kurt faldt ned fra hemsen med kassen. – Hov, – tante Raja blev faktisk interesseret. – Det var jo porcelæn! Som om porcelæn ikke kan gå i stykker. Først senere gik tragediens omfang op for hende, og hun sank sammen i stolen: “Nikolaj, min hjertemedicin!”, ringede rundt til alle, også til mig, selv om det var langdistance, og begræd sin ungdom, der nu lå knust i tusind stykker: – Vi fik det af vores forældre for tyve år siden. Vi har aldrig brugt det, ventede på en særlig lejlighed, et porcelænsbryllup, Gud forbyde. Og hvad så? Far døde, Kurt har forstuvet anklen, jeg har for højt blodtryk. Og ingen, bemærk det, fik nogensinde brugt de tallerkener. Idioter. Jeg blev tænksom. Hvorfor gemmer vi på service, smykker og stærke følelser til en særlig anledning? Hvorfor gemmer vi duftlysene til ‘en speciel aften’, låser diamantøreringene inde, skælder ud hvis børnene vil have en skive salami ‘før tid’, og holder de varme ord tilbage til Valentinsdag? Hvad gør netop denne dag, dette øjeblik, mindre værd? Er vi sikre på, at der altid kommer en ny chance? Næsten alle opkald fra de brændende tvillingetårne i New York indeholdt kærlighedserklæringer. Folk ringede til deres kære, lagde beskeder. “Jeg elsker dig” – det blev det vigtigste, der skulle siges, mens der var tid på jorden. Virkeligheden, ifølge leksikonnet, er det der findes i nuet, det lille øjeblik mellem fortid og fremtid. Lad os ikke gemme til senere, lægge på loftet, spinke og spare på nydelse, glæde og smil, som kan bruges nu. Der er ikke noget i morgen. Kun i dag, som er lige så unikt som nytårsaften eller Kvindernes Internationale Kampdag. Så lad os skynde os. Blive venner igen. Se havet. Lege med sønnen, kramme datteren, give mor endnu en flaske Chanel No. 5 – så hun bruger den hver dag, ikke kun til fest. Man skal nå det. Læse. Spise suppe af søpindsvin eller grillet græshoppe. Se sin yndlingsfilm og glemme opvasken. Købe et nyt service til tante Raja og holde en overdådig middag. Skøn dig at sige du elsker – inden rulleteksterne kommer.

Hos tante Rigmor knustes stellet. For altid. Bryllupsstellet til tolv mennesker. Farvel, gyldne kanter

Без рубрики

031

Efter trafikulykken lå jeg indlagt på hospitalet, da min svigermor kom forbi med min lille søn; han rakte mig en flaske appelsinjuice og hviskede pludselig: “Farmor sagde, du skulle drikke det her, men jeg må ikke sige mere” – sandheden bag flasken vendte op og ned på hele mit liv

Efter bilulykken lå jeg på Rigshospitalet, da min svigermor kom på besøg med min lille søn ved hånden.

Без рубрики

028

Jeg skammede mig over at gå til min søns bryllup, fordi mit tøj var gammelt – i kirken fniste mange gæster ad mig, men det min kommende svigerdatter gjorde, chokerede alle

19. august I dag har været én af de sværeste og alligevel smukkeste dage i mit liv. Jeg erfarer gang

Без рубрики

0209

“Hvad har I gang i? Det her er mit hjem! Jeg blev skilt fra jeres søn for tre år siden!” — råbte kvinden, da hun så sin tidligere svigermor komme med en låsesmed og forsøge at bryde ind i hendes lejlighed

“Hvad har I gang i? Det her er mit hjem! Din søn og jeg blev skilt for tre år siden!”

Без рубрики

018

Jeg hjalp en hjemløs mand ved at give ham varm mad – allerede næste dag stod politiet på min dør: “Du har forgiftet en person, vi er nødt til at anholde dig”

Jeg arbejder som kok i et lille, hyggeligt café i Odense. Netop som jeg skulle til at låse døren efter