Hos tante Rigmor knustes stellet. For altid.
Bryllupsstellet til tolv mennesker.
Farvel, gyldne kanter og det fine mærke Made in Germany under hver eneste del onkel Kjeld faldt ned fra hemsen sammen med kassen.
Åh, tante Rigmor løftede ligefrem et øjenbryn.
Det var ellers porcelæn!
Som om porcelæn ikke kan gå i stykker. Senere gik det op for hende, hvor frygteligt det var, og hun lå i lænestolen:
Nikolaj, nitroglycerin! Hun ringede til alle også mig, selvom det var over storebælt og sørgede over sin ungdom, der smuldrede i tusind bitte små stumper.
Det fik vi foræret af vores forældre for tyve år siden. Vi har aldrig brugt det, vi ventede på noget særligt, en porcelænsbryllup, for pokker.
Og hvad nu? Far er død, Kjeld har forstuvet anklen, og mit blodtryk er steget.
Og forestil dig, vi har faktisk aldrig brugt tallerkenerne, ikke en eneste gang.
Pattebørn.
Det fik mig til at tænke.
Hvorfor gemmer vi stel, smykker og glade øjeblikke til noget særligt?
Hvorfor gemmer vi duftlys til den helt specielle aften, lukker øreringene inde i smykkeskrinet, skælder barnet ud, når det vil snuppe skinken fra fadet før tid, og gemmer de kærlige ord til Valentinsdag?
Hvilken dag, hvilket øjeblik er mindre værd end det ventede?
Er vi egentlig sikre på, at der nok skal blive tid?
Næsten alle opkald fra de brændende tvillingetårne i New York indeholdt kærlighedserklæringer.
Folk ringede til deres kære, lagde beskeder på telefonsvarerne.
Jeg. Elsker. Dig det viste sig at være det allervigtigste, der skulle nås her på jorden.
Virkeligheden, hvis man må tro leksikonet, er netop det, der findes, det ene øjeblik mellem fortid og fremtid.
Man skal ikke gemme, ikke skjule på hemsen eller vente på en dag, det som lige nu kan give glæde, fryd og smil.
Der er ikke noget i morgen. Der findes kun i dag, der ikke er mindre værd end nytårsaften eller 8. marts eller hvad ved jeg.
Så lad os skynde os. Få sagt undskyld. Se havet. Lege med sønnen, kramme datteren, forære mor endnu en Chanel No 5 og hun skal bruge det hver dag, ikke bare til fest.
Vi må nå det. Læse bogen. Smage på krabbesuppe eller ristet fårekylling. Se yndlingsfilmen og glemme den beskidte opvask i vasken.
Købe et nyt stel til tante Rigmor og holde et overdådigt aftensmåltid.
Få det sagt: Jeg elsker dig, inden rulleteksterne kommer.
Tante Rajas flotte service knustes. For altid. Bryllupsservicet til tolv personer. Farvel, gyldne kanter og markeringerne Made in Germany på bagsiden af hvert stykke – onkel Kurt faldt ned fra hemsen med kassen. – Hov, – tante Raja blev faktisk interesseret. – Det var jo porcelæn! Som om porcelæn ikke kan gå i stykker. Først senere gik tragediens omfang op for hende, og hun sank sammen i stolen: “Nikolaj, min hjertemedicin!”, ringede rundt til alle, også til mig, selv om det var langdistance, og begræd sin ungdom, der nu lå knust i tusind stykker: – Vi fik det af vores forældre for tyve år siden. Vi har aldrig brugt det, ventede på en særlig lejlighed, et porcelænsbryllup, Gud forbyde. Og hvad så? Far døde, Kurt har forstuvet anklen, jeg har for højt blodtryk. Og ingen, bemærk det, fik nogensinde brugt de tallerkener. Idioter. Jeg blev tænksom. Hvorfor gemmer vi på service, smykker og stærke følelser til en særlig anledning? Hvorfor gemmer vi duftlysene til ‘en speciel aften’, låser diamantøreringene inde, skælder ud hvis børnene vil have en skive salami ‘før tid’, og holder de varme ord tilbage til Valentinsdag? Hvad gør netop denne dag, dette øjeblik, mindre værd? Er vi sikre på, at der altid kommer en ny chance? Næsten alle opkald fra de brændende tvillingetårne i New York indeholdt kærlighedserklæringer. Folk ringede til deres kære, lagde beskeder. “Jeg elsker dig” – det blev det vigtigste, der skulle siges, mens der var tid på jorden. Virkeligheden, ifølge leksikonnet, er det der findes i nuet, det lille øjeblik mellem fortid og fremtid. Lad os ikke gemme til senere, lægge på loftet, spinke og spare på nydelse, glæde og smil, som kan bruges nu. Der er ikke noget i morgen. Kun i dag, som er lige så unikt som nytårsaften eller Kvindernes Internationale Kampdag. Så lad os skynde os. Blive venner igen. Se havet. Lege med sønnen, kramme datteren, give mor endnu en flaske Chanel No. 5 – så hun bruger den hver dag, ikke kun til fest. Man skal nå det. Læse. Spise suppe af søpindsvin eller grillet græshoppe. Se sin yndlingsfilm og glemme opvasken. Købe et nyt service til tante Raja og holde en overdådig middag. Skøn dig at sige du elsker – inden rulleteksterne kommer.
