Anders Vitalius, kære, for Guds skyld! Jeg beder Dem! Hjælp os! Kvinden kastede sig ned for fødderne af den høje mand i hvid kittel og brød sammen i gråd.
Der, bag snavsetrætte konsultationer, i det lille hospitals venteværelse med duft af medicin, lå hendes barn og svævede mellem liv og død.
Forstå dog, jeg kan ikke! Jeg kan virkelig ikke! Det er derfor, jeg isolerede mig herude! Det er to år siden, jeg har opereret! Min hånd… forholdene
Jeg trygler Dem! Hjælp, bønfalder jeg! Kvinden greb fat i lægens skjorteærme og nægtede at give slip, selvom han veg tilbage.
Han måtte give efter. MÅTTE. For ellers
Et par meter mere. En gammel, hvidmalet trædør. Derinde hendes Mikkel. Hendes eneste. Dækket af slanger, masken skjulte fregnerne i ansigtet. Han trak vejret. Stadig. Men blodet, der sivede frem under hovedets forbinding, var tykt og mørkt, som sidste års kirsebærmarmelade. Den grønne linje på skærmen sitrede i takt med hans hakkende åndedræt.
De nåede det aldrig. Hundrede kilometer til København. Helikopter… Men blæsten udenfor havde knust det sidste håb. Blodtrykket faldt. Hjertet slog svagt. Ambulancefolkene undgik at se på hende.
Kowalski! En ældre sygeplejerske greb lægens hånd ved Mikkels side. Anders Vitalius!
Ud af lommen fiskede hun en krøllet avis fotoet af den høje mand i hvid kittel omgivet af grinende børn. Tårer slørede teksten om trafikulykke. Den skadede hånd. Operationen, der gik galt. Men han var et geni inden for neurokirurgi! En læge med guldhjerte. Herude, i udkanten Kære Gud, lad ham sige ja!
Jeg kan ikke påtage mig dette ansvar! Forstå nu, jeg kan ikke! Han stred imod, Sidste operation håndleddet Jeg fejlede! Jeg opererer ikke mere, jeg kan ikke!
Mens drengens hud blev blegere, og blodet trængte frem som tyk marmelade. Kollegaerne stod stumt i døråbningen. Moderen græd. Tiden var mod dem. Og hunden
Hunden!?
Hvor kommer den fra?
Kun klynken til svar. En labrador snerrede mod båren. Kløerne kradsede gulvet. Nogen trak i halsbåndet, men den rev sig løs, kiggede kun på lille Mikkel. Den peb ikke mere, blot hvæsede. Men den gav ikke op
Det er Trofast. Mikkels hund, hulkede kvinden, glemte at trække vejret, da lægens ord faldt i tung stilhed som en sten:
Gør operationsstuen klar.
Han lukkede kort øjnene. Et minde steg frem en anden hund, Freja. Et håb. Faderen stadig i live. Og Anders Vitalius blot en dreng i syvende klasse. Vejen frostglat nytårsaften. En totalskadet bil i grøften, som et glasskår fra træet. Mor græd. Lægen undveg hendes blik. Operere var for svært, han manglede erfaring. Centeret lå langt væk
Freja peb ikke længere ved graven. Snart spiste hun ikke og lod sig også slukke, som var hun fulgt efter sin herre.
Jeg bliver hjernekirurg, mor. Jeg lovede Freja, hviskede den pjuskede dreng ved gravhøjen. Den bedste, lover jeg dig.
Hvordan kunne han glemme? Hvorfor?
*****
På operationsstuen skinnede lamperne som solen. Instrumenterne blinkede. Håndleddet brændte igen. Han ignorerede smerten: Mon man burde få sig en hund? Dum tanke nu! Fingrene føltes stive, men han fortsatte. Skaden var grim, svær. Blodtrykket dykkede, hjernen kunne svulme op Han måtte samle tindingebenet, stykke for stykke. Blodårer
Selv en helikopter havde ikke reddet Mikkel i tide. De lokale assistenters øjne strålede; for dem var det et mirakel. For ham? Hvor mange gange havde han gjort dette? Hvorfor gav han op efter én fejl? Hvorfor isolerede han sig her? Venner havde han ikke fået, tiden var imod dem. Freja så på ham i udkanten af hans syn. Eller måske Trofast, labradoren, som kæmpede for sin dreng
Det var svært at holde klemmerne. Fingrene rystede. Lidt endnu. Træk vejret, Mikkel. Giv ikke op. Vi slipper dig ikke.
Tiden. Nu arbejdede tiden for Mikkel. Var det ikke lyden af helikopteren alligevel?
*****
Anders Vitalius, de spørger efter dig, sagde vagtsygeplejersken i døren og kunne ikke skjule sit brede smil.
Alle smilede. For Anders Kowalski var tilbage. Snakken gik på gangene. Syge børn kom fra hele landet. Nu var ingen bange. Kowalskis hænder var gyldne. Børnelatter fyldte igen neurokirurgiens gange. De små blev raske. Forældrene fulgte i hælene på ham
Fem minutter. Jeg kigger lige til Mads.
En kort gang mellem kontor og seksårige Mads’ stue. Sjov lille fyr, rødtop, kaldte ham onkel Anders. Han havde for en uge siden været på tur i København. Faldt ud fra anden sal, blev uopmærksom. Præcis som Mikkel. Anders havde samlet hans hoved stykke for stykke. Otte timers operation. Han klarede det. Hånden gjorde næsten ikke ondt mere. Måske helbredte børnelatter det
Det var godt, han kom hjem. Rigtigt. Tidligere havde været bedre, men motivationen manglede dengang. Nu havde livet mindet ham om alt han havde glemt. Han havde bare aldrig fået tid til at få sig en hund. Gad vide, hvordan Trofast og Mikkel havde det.
Anders Vitalius, kære!
Han nåede ikke at åbne døren, før stemmen lød. De stod der!
Nej men, hej Mikkel, hej Nanna, smiler han, og du også, Trofast.
Hånden gled automatisk til bløde pels. Den våde snude pressede mod hans håndflade. Brune øjne stirrede intenst.
Hvad bringer jer her? Er der noget galt med Mikkel? Skal han undersøges?
Mikkel har det godt, svarede Nanna hurtigt, det går godt! Men vi er her af en anden grund!
Anders opdagede først nu, hvor lyst hendes smil var. Frakken strittede mærkeligt. Øjnene skinnede. Han turde ikke spørge. Trofast passede rundt og forvirrede ham yderligere.
Se!
Mikkel brød tavsheden først, gravede under mors frakke og rakte en sort, klynkende og ørerig lille fyr frem til en målløs Anders.
Ehm? Han mistede ordene, mens han løftede den uventede gave op til ansigtet.
Ikke blive vred, skyndte Mikkel sig at sige, det var Trofast, der fandt ham. Mor sagde, vi måtte beholde ham. Og i går, da vi så dig i TV, trak Trofast hvalpen hen til fjernsynet, da han hørte din stemme! Så vi tænkte
I tænkte helt rigtigt. Det var på tide, Anders blinkede til den glade hund, Jeg kalder dig Stimulus. Eller bare Tim, kærtegnende.
Anders V. Koval, kære, hjælp mig! Jeg beder Dem! – kvinden faldt på knæ foran den høje mand i hvid kittel og brød sammen i gråd. Bag en række udtjente lægekontorer, i den lille landsby-sygestues modtagelse med kraftig medicinlugt, var hendes barn ved at dø. – Forstå dog, jeg kan ikke! Jeg kan ikke! Derfor flyttede jeg hertil! Jeg har ikke opereret i to år! Hånden og forholdene… – Jeg bønfalder Dem! Hjælp os! – kvinden blev ved med at trække den modvillige læge med sig. Han burde sige ja. Prøve. For ellers… Kun få meter igen. Den gamle, hvidmalede trædør. Og der var han – hendes Mikkel. Hendes et og alt. Forbundet til ledninger, kinder dækket af en iltmaske. Han trak vejret stadig. Og blodet under hovedets forbinding var tykt og mørkt som sidste års kirsebærsyltetøj. Den grønne kurve på skærmen rystede uroligt i takt med de svage åndedrag. De når det ikke. Hundrede kilometer til byen. Ambulancehelikopter… Men snestormen udenfor slukkede det sidste håb. Blodtrykket faldt. Hjertet slog næsten ikke. Ambulancefolkene så væk. – Koval! – den ældre sygeplejerske greb hans hånd ved båren med den blege dreng, – Anders V. Koval! Hun trak en gammel avis frem med billede af ham – den høje læge i hvid kittel, omringet af smilende børn – og tårerne skjulte artiklen om ulykken. Om hånden der blev skadet. Den mislykkede operation. Men han var den store neurokirurg! Lægen sendt fra oven! I deres udkant… Gud, bare han siger ja! – Jeg kan ikke tage det ansvar! Forstå det dog! – han strittede imod, – Sidste operation… håndleddet… Det gik galt! Jeg opererer ikke mere! Jeg kan ikke! Og drengen på lejet blev mere bleg. Blodet som syltetøj. Hans nye kolleger i døren var stille. Den grædende mor. Og tiden. Alt imod dem. Og så… en hund? – En hund?! – Hvor kommer hunden fra? Kun klynken til svar. En labrador sner sig hen til båren. Kradser i gulvet, mens nogen holder i halsbåndet. Men den holder øje med Mikkel. Stønner, men vil ikke give slip… – Det er Trofast. Mikkels,- græd kvinden, netop som lægens ord faldt tungt i stilheden: – Gør operationsstuen klar. Han lukkede øjnene et øjeblik. Tankerne førte ham til en anden hund engang. Daisy. Håb. Faren levede endnu. Anders var bare dreng, gik vel i 7. klasse. Nytårsvejen var glat. Bilen forulykkede. Moren græd. Lægen kiggede væk. Svær operation, men ingen erfaring. Og Daisy ved graven peb ikke mere. Stillede sulten ind efter seks dage. Blev hos sin ejer til det sidste. – Jeg bliver neurokirurg, mor. Jeg lovede Daisy, – hviskede den forpjuskede dreng ved graven, – Den allerbedste. Tror du på mig? Hvordan kunne han glemme? ***** Lampelyset i operationsstuen var skarpt som solen. Instrumenterne skinnede. Håndleddet smertede igen. Tankerne for flakkende – “Skulle man have haft hund alligevel?” – men han måtte klare det. Skaden var slem. Lettere hævelse, kun det ikke bliver værre… Knoglen skulle samles i stumper, blodkarrene repareres… De havde ikke nået det på helikopter. For assistenterne her var det mirakler. For ham? Han havde klaret mange før. Hvorfor opgav han efter én fiasko? Brød alle bånd. Og nu smertede hånden. Og Daisy stod i hjørnet. Eller måske labradoren. Klar til at følge drengen… Trofast. Tangen var tung at holde. Klamper. Fingrene næsten følelsesløse. Det var snart ovre. Træk vejret, Mikkel. Giv ikke op. Vi slipper dig ikke. Tiden. Nu var tiden på Mikkels side. Hørte han virkelig helikopteren? ***** – Anders V. Koval, nogen spørger efter dig,- sygeplejersken kiggede smilende ind. Alle smilte. Ja, Koval er tilbage! Snakken gik i hele sygehuset. Svære børn kom fra hele landet dertil nu. Tryghed var vendt tilbage. “Koval har hænder af guld”. Barnelatter lød i afdelingens gange. Patienterne blev raske. Forældre fulgte ham overalt… – Fem minutter. Jeg skal bare lige tjekke lille Marius. Stuen lå tæt på lægeværelset. Marius med det røde hår kaldte ham Onkel Anders. Drengen kom til København for en uge siden – faldt ned fra anden sal, så på udsigt. Præcis som Mikkel. Koval lagde drengens hoved sammen stykke for stykke – otte timer tog det. Det gik, og hånden gjorde næsten ikke ondt mere. Måske barnelatter heler… Godt han kom tilbage. Det var rigtigt. Han havde glemt meget, men livet minder jo én om det vigtigste. En hund – det blev der aldrig tid til. Mon Mikkel og Trofast havde det godt? Han tænkte tit på dem. – Anders V. Koval, kære! Der var de allerede, inden han nåede udgangen! – Hej Mikkel, hej Natasja, – han smilte, – Og hej til dig, Trofast! Hånden gled allerede mod den bløde pels. Den våde snude pressede i håndfladen. De brunlige øjne fixede ham. – Hvilket ærinde? Er der noget med Mikkel? Skal han undersøges? – Det går strålende med Mikkel, – sagde Natasja hurtigt, – vi er her af en anden grund! Første gang så han hendes lyse smil. Kun jakken bulnede mærkeligt. Og hendes øjne strålede. Han nåede ikke at spørge. Trofast kredsede rundt, forstyrrede tankerne. – Se her! Mikkel, nu større, kunne ikke holde mund mere. Han stak hånden ind under mors jakke – og ragte Anders Koval en sort, hyggeligt langøret og klynkende hvalp. – Aah…? – Anders V. Koval kunne næsten ikke sige noget, og rakte ud efter den uventede gave. – Bliv ikke sur, – snakkede Mikkel hurtigt, – Trofast fandt ham. Mor lod mig beholde ham. Og i går så vi dit interview på TV. Trofast hev ham hen til fjernsynet, da han hørte din stemme. Så tænkte vi… – I tænkte rigtigt. Det skulle være for længe siden – Anders Koval blinkede til hunden, – Han skal hedde Stimus. Eller kærligt: Tim.
