Katrine ville fejre sin fødselsdag hos os og forlangte, at vi skulle rydde lejligheden.
“Katrine, har Tobias allerede fortalt dig det?” begyndte svigermor. “Hør her! Der kommer op til tyve gæster. Så vi skal begynde at forberede tidligt. Jeg kommer allerede klokken seks.”
“Hvad? Om aftenen?” spurgte svigerdatteren skeptisk. “Nej, det har jeg ikke sagt ja til.”
“Vent nu lige. Jeg er ikke færdig. Tobias har allerede fået indkøbslisten, og han lover at købe alt.”
Tobias hjalp altid sin storesøster, Louise. Inden hun blev tredive, var hun blevet gift og skilt to gange, og hver gang var det mandens skyld “han var bare ikke den rigtige.” Deres mor, Birthe, havde fra barndommen insisteret:
“Du skal hjælpe din søster.”
Og Tobias hjalp. Enten med penge, når Louise “midlertidigt” var arbejdsløs, eller ved at lave renoveringer i hendes lejede lejlighed, eller ved at flytte hendes ting efter endnu en skilsmisse.
Og så blev han gift.
Først holdt hans kone, Mette, ud. Men da Louise for femte gang på et år bad om at låne deres bil “i et par dage,” fordi hendes egen igen “var gået i stykker,” sagde Mette blidt men bestemt:
“Tobias, er det ikke snart nok? Vi har også brug for bilen i weekenden. Jeg troede, vi havde planer”
“Hvad skal du bruge den til? Kan du ikke gå?”
“Nej. Til sommerhuset hos mine forældre kan man ikke gå. De har plukket to spande agurker til os. Jeg troede, du hørte, da jeg fortalte det.”
“Øh jo, noget hørte jeg, men du forstår Louise har en akut situation.”
“Igen? Hvilken en?”
“Ved det ikke præcis,” mumlede Tobias, “men hun har brug for det mere.”
“Nej, Tobias. Ikke denne gang! Enten siger du nej til din søster, eller også køber du mig en bil. Jeg er træt af at tage bussen, når min mand med bil kunne køre mig, hvor jeg skal hen.”
Tobias tænkte sig for første gang om og ville ringe til sin søster for at sige nej, men Birthe fik hurtigt vendt situationen:
“Hvad? Vil du svigte din søster for din kones skyld? Hun har kun dig! Hvem skal hjælpe hende, hvis ikke dig?”
Og Tobias hjalp igen, på trods af skænderier med Mette. En gang var de stille i flere dage, og Tobias kunne ikke holde det ud:
“Hvorfor siger du ingenting? Er du sur eller hvad?”
“Åh, mon dog? Det tog dig tre dage at opdage det?” fnøs Mette.
“Jeg forstår det bare ikke hvad er du sur over?”
Mette grinede af hans mangel på forståelse:
“Seriøst? Du forstår det ikke? Din søster tog dig med hele weekenden, fordi hun skulle til sommerhus med en veninde. Jeg troede, du bare skulle køre hende derhen, men i stedet blev du der i to dage. Generer det dig ikke?”
“Hvorfor skulle det? Vi hyggede os bare. Hendes eks var der, og vi snakkede godt sammen. Det var en fest. Skulle jeg bare køre som en idiot? Det ville være uhøfligt.”
“Du kunne i det mindste have ringet.”
“Det kunne du også,” sagde Tobias.
“Det gjorde jeg! Men din telefon var slukket. Kan du forestille dig det? Hvad skulle jeg tro? Jeg var helt oppe at køre og vidste ikke, hvor min mand var. Og så havde han bare valgt at tage fri fra mig,” sagde Mette vredt.
“Stop nu med at finde på ting,” svarede Tobias og viftede hende væk, da hans telefon ringede.
Han gik ud på altanen før han tog den. Han vidste godt, at Mette ikke ville sætte pris på endnu en samtale med Louise.
“Hej, lillebror!” kvidrede Louise i røret. “Jeg har fødselsdag om to uger! Tredive år! Nå, du ved, ikke?”
Tobias skottede forsigtigt til Mette, der lige hældte suppe op.
“Nå hvad vil du?” spurgte han.
“Du forstår mig altid!” lo Louise. “Jeg vil holde fest hos jer! I har jo en stor stue. Min lejlighed er for lille, og udlejeren brokker sig. Og en restaurant er for dyrt.”
“Hvad med en café? Jeg kan hjælpe med penge.”
“Er du blevet skør?!” råbte Louise. “Det er min fødselsdag! Skal jeg betale for at leje et sted, når du har din egen lejlighed? Og du skal alligevel hjælpe. Jeg er jo ikke en millionærdatter.”
“Jeg skal lige snakke med Mette først. Det er også hendes lejlighed. Måske har hun andre planer.”
“For sent!” afbrød søsteren. “Jeg har allerede fortalt alle, at festen er hos jer. Ryd lejligheden hele dagen, okay? Mor siger, hun ordner maden.”
Tobias sukkede og gned sig i ansigtet. Mens han prøvede at finde en løsning, vibrerede telefonen igen. Denne gang med en besked fra hans mor:
“Louise vil have en menu. Her er retterne. Vi skal også handle. Sig til Mette, at hun skal hjælpe. Og med madlavningen ville også være rart.”
Imens sad Mette, uden at ane noget om Louises fødselsdag, behageligt i sin lænestol med telefonen. Hun skulle til at se sin yndlingsserie. Da Tobias kom ind med sænket blik, vidste hun det med det samme.
“Nå, hvad er det denne gang?” spurgte hun roligt og satte serien på pause.
“Mette, hør nu Louise har fødselsdag, forstår du. Tredive år. Altså, det er en stor ting. Hun vil fejre det.”
Mette løftede hovedet.
“Ja, så lad hende da gøre det. Forbyder vi hende det?”
Tobias kradsede sig i nakken.
“Det er ikke dét. Hun vil holde det hos os.”
“Hvad?!” Mette rejste sig. “Her? I vores lejlighed?”
“Ja, men kun en aften. Hun siger, at en restaurant er for dyr, og hendes lejlighed er for lille”
“Og? Sagde du ja?”
“Jeg sagde, jeg ville snakke med dig først! Men Louise har allerede inviteret alle. Og mor laver menuen”
Mette lukkede øjnene og trak vejret dybt.
“Tobias. Sig mig, er du egentlig en voksen mand? Eller bare en formidler af Louises ønsker?”
“Hvad er det nu, du siger?”
“Jeg siger noget?” Mette viftede ironisk med telefonen. “Er der nogen, der har ringet til mig? Det her er min lejlighed, ikke en gennemgangsstation for din familie. Louise vil holde fest i mit hjem, jeg skal hjælpe, og din mor forventer, at jeg står i køkkenet uden at blive spurgt?!”
Lige da ringede Mettes telefon.
“Nå, der er prikken over iet,” hvæsede hun. “Din mor.” Hun viftede med telefonen foran Tobias ansigt.
“Mette, har Tobias allerede fortalt dig det?” begyndte
