Den gamle rutebil hostede videre, mens den efterlod et strejf af benzin bag sig. Kvinden stod alene tilbage, kiggede sig omkring og konstaterede, at intet havde ændret sig her. Den samme ujævne grusvej, mørk af gammel og klæbrig mudder, og de slidte grøfter var stadig gråsprøjtede af støv. Landsbyen lå som en smal stribe langs skovbrynet, hvor lys fra små gule vinduer lyste op i aftenskumringen, mens hundeglam blandedes med gæssenes utilfredse skræppen.
“Ja, her er alt, som det altid har været,” tænkte Vilhelmine, “næsten alt.” Engang havde der oppe på bakken til højre stået en række maskiner med blege pærer dinglende henover. Nu var der mørkt, og gården, der havde tilhørt familien Bæk, var væk nok solgt af arvingerne, forestillede hun sig.
Vilhelmine gik ad landsbyens hovedgade, og hun havde ikke undret sig, hvis nogen havde kastet en sten efter hende bag det næste hushjørne. Det føltes, som om ethvert vindue skjulte et sæt dømmende øjne. Hun trak sit uldne tørklæde dybere ned for ansigtet og håbede på at forblive uset. Hvad ventede mon forude? Var der noget tilbage af hendes barndomshjem? Men der var intet andet sted at gå hen, og hun var vendt hjem, trods den modvilje hun vidste, stadig boede i de andre landsbybeboeres hjerter. Halvdelen af sognet havde mistet deres arbejde for seks år siden og hun blev anset for at være skyld i det.
Siden havde alt forandret sig, både udenpå og indeni. Udstrålingen og gløden fra hende før var væk. Dengang havde Vilhelmine været en livlig brunette med store, åbne blå øjne, og hun boede alene i et gammelt gult bindingsværkshus tæt ved åen. En stor del af landsbyen arbejdede på Bæks gård, hvor ejeren, Oluf Bæk, blev set som lidt af en lokal storgodsejer man kunne sige, han var en gammeldags herremand. Da Vilhelmine flyttede ind hos ham, troede hun, hun havde trukket et vinderlod i livet.
Desværre blev det ikke nemt. Oluf så sig selv som herskeren over både mennesker, maskiner og Vilhelmine, der for ham kun blev en slags husholderske med pligter fra morgen til aften. Først blev hun isoleret fra sine veninder, så blev det forbudt med korte kjoler og makeup. Hendes frihed forsvandt bid for bid, og arbejdsgangen bestod i at vente på ham, koge frikadeller og feje gulve. At arbejde udenfor hjemmet kom slet ikke på tale. Oluf blev mere og mere mistænksom og jaloux, og selv om Vilhelmine forsøgte at berolige ham, var det altid forgæves. Til sidst, da han greb til vold, tog hun sin beslutning og flyttede hjem til sit lille hus igen, og håbede på at forlade fortidens skygger.
Men den største prøvelse ventede hende stadig. Oluf dukkede op allerede dagen efter. Vilhelmine vaskede gulv, alle døre stod åbne for at lufte ud, og en duft af friskhed spredte sig i huset. Hun fandt ro i den ensformige rutine, men det varede ikke længe. Oluf sparkede spand og vand ud over køkkenet, og hun vidste instinktivt, at hun ikke selv gik fri.
Resten stod uklart; hendes hukommelse nægtede at fremkalde den skæbnesvangre dag. Det næste hun vidste, var, at gårdspladsen var fyldt med politifolk, som spurgte ud og fremviste en pose med en køkkenkniv i, mens nabokonerne stimlede sammen ved stakittet. Indenfor var møblerne væltet, gardinerne flået ned og midt på gulvet lå Oluf.
“Så dræbte hun ham endelig,” mumlede folk. “Det er ikke let at forstå, hvad kvinder kæmper med. Men nu er vi alle uden arbejde!” Stemningen blev ophedet blandt mændene: “Hvad skal der nu ske med os? Hvordan skal vi klare os nu?”
Vilhelmine fik seks års fængsel, som skulle udstås i Anstalten ved Horserød. De år var ikke nemme, men dog mere overkommelige end frygtet. Hendes venlighed og evne til at lytte gav hende venner, og de kvindelige bånd gav trøst. Men udseendet var forandret; hun var ikke længere landsbyens naive blomst. Håret blev grånet, kroppen tungere, og hun havde for længst opgivet at pynte sig. Aldrig i sit liv havde Vilhelmine forestillet sig at ende bag tremmer. Hun havde tænkt, det kun var for de laveste samfundets folk men nu forstod hun de danske ord: “Man skal aldrig sige aldrig!” Livet kan forvandles på et øjeblik; nu var hun bare en indsat.
Hun skjulte ansigtet under tørklædet, mens hendes hjerte hamrede. Mon huset overhovedet stod tilbage, eller var det revet ned og brændt som brænde? Men oppe på skræntens kant, mellem to gamle birketræer, tråde husets mure tydeligt frem. Kold, fugtig luft snoede sig fra åen, hvor vandet klukkede og frøerne kvækkede. Hvor mange gange havde hun drømt om hjemmet? Bag slugten strakte bøgeskoven sig, fuld af svampe og brombær hun fik næsten lyst til at løbe derud med en kurv.
Hun smuttede som en skygge gennem havelågen, fandt nøglen under tagudhænget og låste op. Hun forventede en sur, muggen luft, men i stedet spredte den sig duften af friske blomster. Hun klikkede på kontakten, og et gyldent lys fyldte køkkenet. Alt var gjort i stand, og på vindueskarmen blomstrede en lyserød geranium. Forundret gik Vilhelmine gennem de små stuer intet manglede, alt stod hvor det plejede. Nogen havde passet på hendes hus.
“Vilhelmine, Mille!” lød det udefra, før naboen Ingrid trådte ind. “Hold da op, hvor du har forandret dig,” sagde hun i stedet for et hej. “Jeg så, at lyset var tændt og løb straks herover. Her, jeg har taget lidt brød og mælk med, du har nok ikke fået noget på den lange tur.” Hun stillede madvarerne på bordet og smilede venligt. “Tak, Ingrid,” svarede Vilhelmine. “Det var dig, der holdt øje med huset, ikke?” “Selvfølgelig. Man lader ikke et hjem forfalde,” svarede Ingrid. “Tak, det betyder alt for mig!” Vilhelmine blev rørt til tårer. “Jeg må videre,” sagde Ingrid hurtigt, “for mændene i byen er stadig vrede på dig hvis min husbond ved jeg var her, bliver han gal!”
Det lettede Vilhelmine at mærke støtte fra et menneske, og hun skænkede sig et glas frisk mælk. Da bankede det forsigtigt på døren. Udenfor stod en genert dreng omkring de tretten, og han rakte hende akavet en lille pose. “Mor sagde, du skulle ha den,” fik han fremstammet og forsvandt derefter i en fart. Hvem han var, kunne hun ikke gætte sig frem til børnene var vokset og forandret gennem seks år. Duftende bacon sivede fra pakken.
Så buldrede Karen ind uden bankning og kastede sig i armene på hende. Før Oluf havde de været nære veninder. Nu begyndte Vilhelmine at græde: “Jeg troede, ingen ville have med mig at gøre!” “Pjat,” sagde Karen. “Kvinder må holde sammen og alle ved, du handlede i selvforsvar, uanset hvad mændene mener. De forstår ikke vores kamp! Ingrid fortalte, du var kommet tilbage. Jeg smutter straks igen, men har her lidt grøntsager og syltetøj med til dig. I dag skal du bare hvile, og i morgen snakker vi om alt!”
Så rørt var Vilhelmine, at hun knap kunne spise. Langsomt gik det op for hende, at hun havde taget fejl af landsbyens kvinder. De forstod hende og tog hende i forsvar. Taksomt lagde hun sig til rette i den rene seng. Men før hun faldt i søvn, bankede det rask på ruden. Uden at se vidste hun, hvem det var Jens, landsbyens uofficielle ældste, stor og myndig.
“Du behøver ikke komme ud,” sagde han ind ad det åbne vindue. “Vi havde fællesmøde, og vi mænd er enige det er tåbeligt at være vred på dig. Det var ikke din skyld. Oluf bar jo det meste af skylden, selv om det nu er hårdt her uden arbejde. Han var ikke just et forbillede… ja, du ved, hvad jeg mener. Vi har samlet lidt penge sammen til dig ikke meget, men det kan hjælpe indtil videre. Tag imod!” Han kastede en kuvert ind og forsvandt i aftenmørket.
Vilhelmine blev i vinduet, lænet mod rammen. Hendes hjerte var tungt, men varmet. Nu vidste hun, at uanset, hvor mørkt alt synes, kan medmenneskelighed, forståelse og sammenhold tænde et lys. Hun så ud i natten, hvor flagermusene duggede gennem luften, og tænkte: Vi skal altid bakke op om dem, der er faldet, for livet kan vende på et øjeblik. Hjertet finder hjem, hvor næstekærligheden får plads.
