ARVEN EFTER DEN YNGSTE SØN
Line kunne ikke tage øjnene fra det neonlysende skilt “Operation” over sygehusdøren. Bogstaverne flød sammen for hendes blik efter timers venten, hjertet hamrede vildt i brystet. Uroligt rullede hun lille Mikkels yndlingslegetøj mellem hænderne: et rødplastik traktor med frontlæsser. Mikkel, hendes fireårige yngstesøn, havde selvfølgelig allerhelst ville have en blå traktor fra hans yndlingstegnefilm, men han kom til at holde af denne, som hans far Jonas havde foræret ham.
Endelig dukkede en skikkelse op bag de matte ruder. Døren gik op, og en træt læge trådte ud i gangen. Line sprang op og styrtede hen til ham:
Doktor, hvordan gik det? Hvordan har Mikkel det?
Lægen så ned med bedrøvet blik, tog mundbindet af:
Line Andersen, jeg er så ked af det… Vi gjorde alt, vi kunne…
***
Line lå sammenkrøbet på sin søns seng. Hovedpuden bar stadig hans duft. På spejlet overfor kunne man endnu ane mærket fra hans små, fedtede fingre fra en dag med småkager. Hvor var det nu heldigt, hun ikke havde fået det tørret af! Han ville aldrig mere sætte spor eller lade sit trætte hoved hvile dér.
En salttåre løb ned ad Lines kind. Sorgen havde flået hendes sunde hjerte i stykker et hjerte, Mikkel aldrig havde haft muligheder for at få. Storebror Mads var sund og rask, 18 år gammel og i gang med gymnasiet. Men Mikkel Hendes sene, glædelige overraskelse, som blev til stor sorg. Hele graviditeten havde undersøgelserne vist normale forhold, men lige inden fødslen opdagede man et hjerteproblem. Ved operationen opstod komplikationer, og nu var Mikkel væk…
***
Line faldt omsider i en urolig, urolig søvn. Og som så ofte før befandt hun sig i drømmen på en solbeskinnet eng, hvor tusindvis af vilde blomster duftede i vinden. I det fjerne stod hendes Mikkel, smilende i sin bluse med biler på, en stor buket margueritter i hånden.
Mikkel! Min dreng! råbte Line, men Mikkel lod til ikke at høre og stod bare og plukkede blomsterblade.
Hun løb gennem blomsterengen med spredte arme for at omfavne ham men ligegyldigt hvor hurtigt hun løb, kom hun ikke nærmere. Han blev længere og længere væk, uanset hvor hun kæmpede. Linies råb blev kvalt i fortvivlelse. Pludselig kiggede han op og smilede, og næste sekund var han forsvundet, mens et dusin margueritblade dalede ned til jorden.
Line løb frem, hvor bladene landede og så ned dér lå små, sirlige, hvide margueritblade, lagt i mønster til en adresse skrevet i store bogstaver i græsset.
***
Line vågnede, forskrækket, ved telefonen. Hun så ned på skærmen: Mads.
Ja, min dreng, svarede hun med en hæs stemme.
Mor, jeg kommer hjem til dig i dag. Må jeg få noget mad?
Et svagt smil gled over Lines trætte ansigt. Det var snart tre måneder siden Mikkel døde, men hun havde jo stadig Mads. Hun måtte prøve at tage sig sammen og leve videre, for hans skyld.
Selvfølgelig, hvad vil du have? Skal jeg lave pandekager?
Det ville være fantastisk, mor! Jeg er i bussen nu vi ses om lidt!
Mads besøgte forældrene næsten hver weekend, for han vidste, hvor meget de led. Selv savnede han lillebror voldsomt, men livet skulle gå videre som familie måtte de sammen komme igennem det.
Line rejste sig tungt og gik ud i køkkenet. Hun åbnede køleskabet ingen mælk. Jonas, hendes mand, sad allerede ved køkkenbordet og syslede med en elektronikdims, han reparerede fra sin bærbare. Han så op:
Mangler du noget? Skal jeg hente det?
Mads ringer, han er på vej og ønsker sig pandekager, sagde Line stille. Jeg går selv har brug for lidt luft.
Jonas løftede brynene, og et fortrøstningsfuldt smil gled over hans læber. “Hun er ved at finde sig til rette igen,” tænkte han.
Line trak støvlerne på og gik ud i den milde forårsluft. Fuglene sang, træerne stod med fine lysegrønne knopper. Hun sukkede: “Mikkel nåede aldrig at opleve sin femte forår.”
Hun rystede de tunge tanker af sig og gik hen mod butikken.
***
Hun greb mælken, Mads yndlingsslik, brød og kylling og gik mod kassen. Pludselig lød en velkendt barnelatter fra en nærliggende gang. Line blev ramt af sorg det var lyden af Mikkels latter. Halvt modvilligt gik hun efter lyden, men nåede kun at se en børnefigur forsvinde bag nogle hylder. Hun vidste, det ikke kunne være rigtigt, men fortsatte. På vejen væltede hun et reklameskilt.
Hun bukkede sig for at rejse skiltet. På den hvide baggrund med røde bogstaver stod præcis det samme adresse, hun havde set i drømmen.
Mikkel, hvad vil du fortælle mig? hviskede Line.
På vej hjem rumsterede tanken i hende: Det kunne ikke være tilfældigt. Mikkel prøvede på at sige hende noget. Hun ville google adressen senere. Lige nu var Mads på vej, og hun måtte være til stede for ham.
***
Aftenen blev lun og rar. Line fandt styrken til at smile, mens Mads fortalte sjove historier fra skolen. Hun og Jonas betragtede ham med varme øjne. Nu havde de kun ham, men han betød alt.
Da mørket faldt på, gik de alle til ro. Line sov hurtigt tungt, men vågnede i nattens stilhed ved, at nogen sang dæmpet inde fra badeværelset. Hendes hjerte galopperede hun genkendte Mikkels stemme med det samme, hans yndlingsmelodi fra tv.
Line sneg sig, skælvende, til døren og åbnede den næsten lydløst. Badeværelset var tomt. Tårerne løb.
“Selvfølgelig… Mikkel findes jo ikke mere. Det må være min sorg, der spiller mig et puds,” tænkte Line.
Hun vaskede ansigt for at klare tankerne. Hun tværede lidt sæbe ud over spejlet og pludselig dannede sæbestrimlerne de samme bogstaver, som den adresse i drømmen! En kold brise gik gennem rummet og et tyndt, barnligt ekko nåede hendes ører:
Jeg venter, mor…
***
Hvad laver du oppe? spurgte Jonas, der var blevet vækket af den blålige lysskær fra Lines computer.
Line sad foroverbøjet i lænestolen computeren på skødet.
Jonas, kom her. Hvis du mærker det samme som mig, så ved vi, det ikke bare er min fantasi…
Jonas satte sig ved hendes side. Da han så billedet af den lille dreng på fire år, fik han varme tårer i øjnene.
Emil Hansen, fire år stod der skrevet. Forældrene døde i en bilulykke for tre år siden. Efterfølgende boede drengen hos sin mormor, men da hun gik bort, blev han anbragt på børnehjem.
Den adresse har forfulgt mig de sidste dage, sagde Line stille vores Mikkel sender mig den
Hun fortalte Jonas om drømmen, episoden i butikken og på badeværelset. Efter bare et øjebliks tøven sagde Jonas målbevidst:
Line, vi tager af sted…
***
Karin Jacobsen, lederen på børnehjemmet, førte ægteparret Line og Jonas gennem de lyse gange, mens hun talte uafbrudt:
Da Emil kom hertil, troede vi, det ville blive kortvarigt. Han er velfungerende, kærlig, men lukkede sig for hver eneste, som kom for at adoptere ham. Han siger, at hans mor og far vil hente ham, og at han vil kende dem, når de kommer. Og for tre måneder siden begyndte han at snakke om en fantasiven, Mikkel. Mikkel fortalte ham for nylig, at mor og far var på vej.
Line og Jonas så på hinanden med et håb, de ikke forstod kunne deres døde søn forsøge at vise vejen for denne ensomme dreng?
Nå, se selv. Måske åbner han op for jer, afrundede Karin Jacobsen og åbnede døren ind til legerummet.
Line genkendte ham med det samme: en spinkel lille fyr, som sad blandt de andre børn og stablede klodser, mens han nynnede Mikkels yndlingssang. Emil så op, smed klodserne og løb ligefrem i armene på Line og Jonas, mens han råbte:
Mor! Far! Jeg vidste, I ville komme!
***
Adoptionen gik let Karin Jacobsen sørgede personligt for det, fordi hun så, hvor glad Emil var med Line og Jonas. Da hun hørte om den søn, de selv havde mistet, blev hun rørt.
Allerede efter en måned kom Line, Jonas og Mads for at hente Emil hjem. Inden de gik, rev Emil sin hånd ud af Lines og sagde:
Mor, vent! Mikkel skal sige farvel til os!
Han løb hen til vinduet for enden af gangen. Line mærkede et stik i hjertet men nu var sorgen mildnet, hun havde fået lov til at tage ansvar for Emils fremtid og give kærlighed videre. Hun ville aldrig glemme Mikkel, men nu var der endnu et barn, hun kunne kæmpe for.
Emil stod lidt i vinduet, vendte sig om og løb smilende tilbage til sin familie. Udenfor, hvor Emil havde stået, lettede en hvid due fra vindueskarmen, svævede rundt over børnehjemmets tag og forsvandt mod solen sammen med vinden.
***
Livet lærte Line og Jonas, at vores tab og savn aldrig forsvinder. Men ved at give kærlighed videre og åbne hjertet for andre, kan vi finde håb og måske endnu en gang opleve, at kærligheden bringer trøst, hvor sorgen boede.
