Den yngste søn
— Lasse, skal du ikke bare lade være med at køre denne tur? Jeg har sådan en dårlig fornemmelse… Hør nu, spørg bare en anden om at overtage den, — hviskede Mette og kæmpede for at holde stemmen stabil.
— Den her tur betaler godt. Og vi skal have en baby snart, min skat. Vi ved begge, hver en krone tæller nu, — svarede Lasse og holdt hende tæt, mens han kyssede toppen af hovedet på deres livlige tvillingepiger, Frida og Ida.
Mette nikkede stumt. Hjertet vaklede, men fornuften vidste, han havde ret: Deres økonomi var presset. Hun tørrede tårerne, mens hun fulgte ham med blikket og hviskede, da han omfavnede hende: — Kom hurtigt hjem… Vi venter på dig.
Døren smækkede i efter Lasse. Mette samlede sig, fik pigerne mætte og tog dem med ud. Dagen forløb usædvanlig roligt. Ingen humørsvingninger eller dramatiske scener — som om selv børnene fornemmede, at noget var galt.
Hver aften klokken ti ringede de til hinanden, som de altid gjorde. Mette fortalte, hvor meget pigerne savnede ham, og at hun syede lidt ved siden af. Lasse lo i telefonen og lovede: ”I morgen er jeg hjemme, lille mus.”
Men han kom aldrig hjem.
På tilbagevejen kolliderede hans lastbil med en anden, der kørte ud i modsatte kørebane. Det skete så hurtigt. Ikke et sekund til at nå at undvige. Lasse døde på stedet.
Samme nat ringede telefonen. Mette tog den som i en drøm — og hendes verden væltede.
Hun vaklede hen til naboens, tante Gerda, og bad hende passe pigerne. Sammen væltede hun sammen på dørtærsklen. Lægerne nåede lige akkurat — en akut kejsersnit, en livredende operation.
Drengen kom til verden svag og for tidlig. Han manglede sin fars styrke, og moderen savnede et skulder at læne sig mod.
Mette navn gav ham sin afdøde mands navn — Lasse. Da hun forlod hospitalet, tællede hun de tilbageværende penge. De ville holde et par måneder. Resten måtte tiden vise.
Livet blev en kamp for at overleve. Tante Gerda hjalp, hvor hun kunne. Familiens netværk var småt. Mette begyndte at sy igen — først til naboer, derefter spredte rygtet sig, og flere kom med bestillinger.
Pigerne startede i anden klasse, mens den lille Lasse kom i børnehaven. De var hendes håb, hendes anker. Men…
Hun elskede dem højere. Men sønnen… nej, hun hadede ham ikke — hun kunne bare ikke se på ham uden smerte. Han blev mere og mere som sin far, og hver gang hun så ham, følte hun: Hun havde ikke holdt fast, hun havde ikke stoppet ham…
Sønnen var stille, venlig og opmærksom. Han læste bøger, hjalp til og klagede aldrig.
Mens pigerne fik nye kjoler og dukketøj, måtte Lasse nøjes med genbrugte ting.
— Stakkels dreng… Ønskebarn uden en far, sukkede tante Gerda ofte, når hun så ham gøre rent eller rydde op efter sine søstre.
Årene fløj. Døtrene blev voksne, giftede sig og flyttede væk. Kun Lasse blev hos sin mor.
Han blev færdig med sin uddannelse og fik job som ingeniør på en slikfabrik i deres hjemby, Odense. Mettes syn svigtede — søvnløse nætter, nerver på højkant og årene alene havde taget derMen til sidst fandt Mette fred i de brune øjne, der mindede så meget om hans fars — og hun vidste, at kærligheden altid havde været der, gemt under sorgen.
