Mens jeg arbejdede, mødte jeg Anne. Vi blev gift her i København, og da Anne blev gravid, tog jeg hende med hjem til mine forældre. De tog ikke imod nyheden med særlig stor begejstring.
Anne fik hurtigt en mængde pligter: hun lavede mad til os allesammen, vaskede tøj, gjorde huset rent, malkede koen, gjorde rent i laden og til tider hjalp hun endda til med at hugge brænde. Ofte overtog hun også de opgaver, som vi traditionelle ville kalde ‘mandsarbejde’, men det værste for hende var, når mine forældre havde gæster. Typisk var der mindst syv godtfolk, og Anne skulle sørge for mad og drikke til dem alle.
Så hun svingede gryderne og lavede store mængder mad, men efter en times tid var der næsten tomt på fadene. Træt satte hun sig på kanten af spisebordet og lagde en frikadelle på sin tallerken. Min mor kiggede på hende og sagde højt:
Anne, du spiser godt nok meget i dag. Du er så lille, men du kan virkelig sluge meget mad, hvorefter hun brød ud i høj latter.
Efter det begyndte de andre gæster at latterliggøre Anne. Hun rejste sig roligt og gik ind i køkkenet uden et ord. Hun græd stille, for hun havde ikke spist noget hele dagen. Selv sad jeg helt stille og lyttede til, mens min kone blev gjort til grin. Fra køkkenet kunne jeg høre min mor sige:
I går mødte jeg min tidligere svigerdatter i Torvehallerne. Tænk, hun kalder mig stadig ‘mor’. Hun var en ordentlig pige ikke som hende her!
Da gæsterne var taget hjem, samlede Anne alle de beskidte tallerkener sammen og gik ud i køkkenet for at vaske op. Min far fulgte efter hende.
Hun stod stille ved vasken, mens han betragtede hende længe. Efter nogle minutter sagde han lavmælt:
Anne, ved du godt, at jeg ikke kan fordrage dig?
Det gjorde så ondt på hende at høre, at hun slet ikke svarede. Han spurgte igen, hvorefter hun stille sagde:
Ja, jeg ved det.
Men det er underligt, ikke? Du gør alt herhjemme, hjælper alle, og du har aldrig sagt et ondt ord. Men jeg kan stadig ikke fordrage dig. Er det ikke mærkeligt?
Det synes jeg også…
Anne vidste, at intet ville ændre sig, uanset denne samtale, og at folk stadig ville have hende til grin. Hun kunne ikke forstå, hvorfor hun blev ved at holde ud…
Kan man virkelig leve med en mand, der ikke har noget at sige til, at hans kone bliver hånet konstant?
Nu hvor jeg skriver dette, kan jeg se, hvor vigtigt det er at tage ansvar og sige fra, når nogen man elsker ikke bliver behandlet ordentligt. Det må være min vigtigste lektie her i livet.
