Fredag, 5. oktober
Koteletten lå som en ø i midten af tallerkenen. Jeg sad og stirrede på den, og min mave rumlede, så jeg næsten blev flov.
Hanne, må jeg tage et stykke rugbrød? Jeg er sulten.
Bo, middagen er klar om tyve minutter. Du ved, maden bliver kold.
Bare et lille stykke, så holder jeg lidt endnu.
Kan du virkelig ikke vente? Jeg har planlagt det hele, så kartoflerne er færdige klokken sytten-femten, kyllingen sytten-tyve. Hvis du spiser nu, ødelægger du bare appetitten.
Jeg sukkede lydløst og satte mig til bordet. Hanne flyttede om på varer i køleskabet med den sædvanlige præcision: mælken på anden hylde fra højre, osten nede i det lille ostefag, yoghurt sat i datoorden, de der udløber først forrest.
Må jeg få te i det mindste?
Ja, men kun en teskefuld sukker.
Hanne, jeg er en voksen mand.
Men du har tilbøjelighed til diabetes. Din far havde det, din morfar havde det. Én skefuld.
Jeg ville hælde op, men hun tog min kop, hældte te op, målte sukkeret af og satte den foran mig.
Værsgo.
Teen smagte vandet og kedelig. Jeg sagde ikke noget.
Udenfor blev det allerede mørkt. Oktober i Valby er mærkelig, skumringen falder tidligt mellem boligblokkene, hvor lamperne kaster deres gule lys på parkerede biler. Alt var, som det altid havde været.
Vi var 57 og 55 år. Sammen i 30 år. Lejligheden knirkede af renhed, stilheden lignede et læsesal.
Lørdag, 6. oktober
Lørdagens ritualer begyndte præcist klokken otte ikke fordi vi ikke måtte sove længere, men fordi Hanne siden jeg kan huske, har lavet sin lille tjekliste om fredagen i den ternede notesbog.
08.00: Morgenmad.
08.30: Rengøring.
10.00: Indkøb (SuperBrugsen på Vigerslevvej specielt indkøb af rengøringsmidler).
12.00: Frokost.
13.00: Hvile, læsning.
14.00: Besøg hos tante Grethe.
17.00: Hjemkomst.
17.30: Aftensmad.
18.30: TV eller bog.
22.00: Sengetid.
Jeg kunne listen udenad. Ikke fordi jeg så på den, men fordi den var den samme hvert år. Kun navnet på supermarkedet skiftede og måske familiemedlemmet, vi skulle besøge.
Mens jeg vaskede gulvet i entreen, kom jeg til at tænke på fisketure i gamle dage. Sidst gang var vel for otte år siden med min kollega Poul. Vi fangede små aborrer og en skalle ved Esrum Sø. Vi lavede bål, kogte fiskesuppen i dåsekasserollen, grinede så det skræmte ænderne i søen væk.
Den aften kom jeg sent hjem. Hanne sad oppe.
Ved du, hvad klokken er?
Ja, undskyld. Vi hyggede os lidt.
Jeg har ringet til dig otte gange. Maden er i køleskabet. Nu er den ikke værd at spise.
Undskyld, Hanne.
Siden tog jeg ikke ud og fiske. Ikke fordi hun forbød det, men fordi der altid var noget andet, som blev vigtigere. Eller også blev det bare nemmere ikke at foreslå det.
Bo, du skal ikke vride kluden helt tør så bliver der striber.
Jeg gjorde, som hun sagde, selvom jeg ikke kunne se forskellen. Hun var stolt af sin lejlighed Man kan spise af gulvet hos mig, havde jeg engang hørt hende prale over for sin veninde. Jeg havde aldrig haft lyst til det, heller ikke om gulvet var aldrig så rent.
Alt gik efter planen. Indkøb blev gjort, frokost på slaget tolv. Tante Grethe serverede kartoffeltærte, lidt brændt i bunden. Hanne konstaterede nænsomt: Din ovn varmer vist ujævnt. Jeg åd tre stykker og syntes de var bedst sådan.
Hjemme igen klokken 17:20 ti minutter før skemaet. Hanne satte kaffe over og tog en kvarktærte af køleskabet, skåret i seks præcise stykker.
Jeg satte mig og mærkede en stille panik. Ikke på grund af tærten, men over at jeg vidste, hvad vi skulle lave i morgen, næste uge og næste år.
Jeg spiste færdig, drak kaffe og tændte fjernsynet.
Onsdag, 10. oktober
Støvsugeren gik i stykker. Jeg skillte den ad på køkkenbordet: filteret stoppet til, børsten brækket, men intet uoverskueligt. Jeg har været maskiningeniør på Grundfos i 22 år sådan et filter var hurtigt fixet.
Hanne stod i døren.
Hvad laver du?
Fixer støvsugeren.
Kan du ikke bare ringe til en fagmand?
Det er da nemmere, hvis jeg selv gør det. Det er en simpel sag.
Du reparerede også strygejernet to gange. Første gang virkede det ikke længere, anden gang kunne det kun varme i den ene side.
Det her er noget andet.
Hun sukkede.
Du er ingeniør på en fabrik, ikke hvidevare-mekaniker. Gør det ikke værre.
Noget i mig rykkede sig stille, tungt, som en sten der ligger fast og alligevel glider lidt engang imellem. Jeg så på mit værktøj, på hendes rolige ansigt.
Jeg klarer den, Hanne.
Og jeg gjorde det. Støvsugeren kørte bedre end før, filteret var rent. Men hun sagde ingenting.
Jeg havde nok håbet på et lille godt gået.
Fredag, 12. oktober
På en plakat ved Valby Station så jeg et opslag: Reparation af gammelt grej og udstyr kontakt: Skt. Knuds Vej 14. Jeg kom i tanke om min gamle B&O pladespiller, arvet fra min far, som har stået død i entreen i tre år. Hanne sagde, jeg skulle smide den ud, men jeg havde altid svaret: Senere
Da telefonnummeret ikke svarede, cyklede jeg forbi adressen. Oppe på tredje sal blev jeg mødt af en kvinde omtrent på min egen alder i malerforklæde, skjoldet med blå og gul maling, håret sat tilfældigt op, et grønt plet på kinden.
Hej, du kommer angående opslaget?
Ja. Min pladespiller trænger til reparation.
Kom indenfor, jeg hedder Johanne. Pas på, staffeliet står i gangen.
Jeg blev overrasket. Stuen bugnede af lærreder, nogle begyndt, nogle færdige, pensler i syltetøjsglas, oliemaling, og midt i det hele en rød kat, Buster, betragtede mig med ligegyldig værdighed.
Det duftede af maling, kaffe og ja, af liv.
Undskyld rodet, jeg fik ikke lige nået at rydde op.
Det gør slet ikke noget.
Hvad er der galt med pladespilleren?
Vi talte lidt frem og tilbage. Hun havde set modellen før. Jeg havde den ikke med, men hun bad mig komme igen og tage den med. Indtil da: kunne jeg ikke lige hjælpe med staffeliet? Hvis jeg ville have rabat.
Staffeliet var gammelt, skruen løs. Jeg snuppede Johannes skruetrækker, lavede et hurtigt danskepind-trick, satte det på plads og sagde, at hun burde finde en M6-bolt.
Det skrev hun straks på kanten af en gammel avis med en pensel i sort.
Hun lo, jeg lo med. Hun smed avisen på køleskabet og insisterede på te og daggamle pirogger med hvidkål.
Vi sad i det lille køkken. Daggamle pirogger lidt tunge og kolde men smagte af min barndom. Med æg og løg som min mor lavede dem.
Jeg lærte det af min datter, sagde Johanne. Hun læser kunsthistorie i Aarhus.
Bor du alene?
Ja, efter jeg blev skilt sidste år. Nu er det bare mig og Buster.
Han spidsede ører, men snerrede bare svagt, da hun nævnte hans navn.
Vi talte om alt muligt især fiskeri, som hun spurgte ind til på en måde, jeg ikke havde oplevet længe. Jeg sad der, en time blev til to. Da jeg gik, var det næsten mørkt.
Ugen efter kom jeg igen med pladespilleren. Hun havde fundet en ven, der kunne lave den. Der blev budt på kaffe og hjemmebag. Denne gang havde jeg selv medbragt en kirsebærtærte fra bageren.
Jeg fortalte Hanne så lidt som muligt.
Efterhånden var det ikke kun pladespilleren eller tærten, der trak mig til staffeli-lejligheden. Johanne havde fået skaffet M6-bolten, men den var forkert. Vi lo af det sammen jeg havde selvfølgelig selv taget de rigtige med.
Det var ikke utroskab. Det var for engangs skyld at blive lyttet til.
En aften sagde Hanne:
Bo, hvad foregår der?
Jeg drikker bare kaffe og taler med min veninde.
Er du sikker på det?
Ja.
Vi har været gift i tredive år. Jeg holder hjemmet kørende, sørger for din mad, medicin, hele budgettet. Hvorfor kører du derhen i stedet for at være hjemme?
Jeg kunne ikke svare ordentligt.
Fredag, 2. november
Jeg gik. Pakkede en taske med skjorter, min barbermaskine, en bog. Hanne stod i døren, stiv og næsten bange.
Hvor skal du hen?
Jeg skal være lidt alene. Tænke.
Det er vanvittigt, Bo.
Måske. Jeg bliver væk et stykke tid.
Hun så på mig, som om alle de værktøjer, hun havde brugt i livet, pludselig ikke virkede. Jeg sagde, jeg ville ringe.
Johanne stillede ikke spørgsmål, da jeg ringede. Sofapladserne er ledige, sagde hun bare.
Jeg sov på sofaen, den røde kat kom op til mine fødder. Om morgenen lavede hun tyrkisk kaffe med kardemomme, og vi sad og lyttede til P1. Vi snakkede om vejret, om at hun havde glemt at købe mælk, og Buster havde bidt endnu en plante midt over.
Hanne ringede jævnligt. Spurgte, om jeg tog mine piller. Om jeg havde husket håndklædet. Jeg svarede kort.
På et tidspunkt begyndte hendes veninder og min chef sågar også at ringe, alle advarende, alt sammen fordi Hanne satte alt i gang, når en situation begyndte at skride ud.
Hvordan går det? spurgte Johanne en aften.
Underligt og lidt tomt. Men frit.
Hun nikkede. Vi talte lidt om alt det derhjemme hvordan midler og mål kan glide sammen, hvordan kærlighed kan drukne i skemaer.
Der gik et halvt år. Jeg fandt et værelse på Skt. Knuds Vej. Det var klodset og nørdet, men føltes rigtigt.
De første uger spiste jeg hvad jeg havde lyst til forkert rugbrød, billige kiks, fiskefrikadeller direkte fra pakken, gik sent i seng, så gamle film, mærkede en slags barnlig glæde. Med Johanne gik det langsomt. Vi lo meget, rodede med gamle radioer og hendes pensler, delte smørrebrød og lavede kaffe. Vi skændtes tit, men ingen skrev tjeklister over hinandens fejl. Når vi blev gode venner igen, satte den ene te over, og så var alt glemt.
Efteråret året efter blev vi gift. Lidt komisk og meget nede på jorden kun et par venner og selvfølgelig Buster.
Hanne fik lejligheden. Hun faldt hurtigt tilbage i rutinerne. Alt kom på plads, hun passede sit arbejde hos MT Højgaard og lavede mad; men om aftenen var stilheden næsten tung, og hun opdagede, at hun stadig lavede to kopper te ud af vane.
På arbejdet blev hun en dag opsnappet af chefen:
Hanne, du virker fraværende.
Bare noget derhjemme.
Din mand er flyttet, ikke?
Det kom ud. Chefen anbefalede en psykolog.
Efter mange forsøg, åbnede Hanne lidt op til sidst. Hun indså, at hun i bar frygt for at miste havde holdt for stramt. At kontrol kunne koste det hele alligevel.
Hun begyndte at male lidt, bagte flere kager, nu på slump, ikke efter opskrifter, og opdagede, at noget blev bedre sådan.
En søndag besøgte hun en udstilling, og der faldt hun i snak med en varm, distræt mand Christian som underviste i guitar. Han rodede med sin jakkezip, hun tilbød at hjælpe. Han boede alene efter konens bortgang, elskede gamle gårde, te og at småsludre om alt mellem himmel og jord.
Første gang hun begyndte at sortere i hans køkkenskabe, tog han blidt hendes hånd:
Hanne, det er okay. Jeg kan finde ud af mit kaos.
Hun lærte at lade dåserne stå. Hun lærte, at ikke alt skal flyttes på plads eller organiseres.
Onsdag, 9. oktober, to år senere
Jeg gik tur i Søndermarken med Johanne, vi grinede og så på gæs i efterårssol. Pludselig så jeg Hanne siddende med en bog, smilende og med en anden mand, der hentede kaffe og rosinboller.
Bo, sagde hun.
Hanne!
Vi småsnakkede, lidt akavet. Hun lignede sig selv, men mere blød, mild og fri.
Hendes nye kæreste viftede med to boller: Jeg vidste ikke, om du vil have kanel eller birkes, så jeg tog begge!
Hun lo. Jeg mærkede et stik af vemod, men mest glæde.
Vi sagde farvel. Jeg gik videre med Johanne. Livet lugtede af maling, kaffe, kolde oktobervinde og frihed. Nu vidste jeg, hvor let det kunne føles at trække vejret.
Jeg tænker nogle gange stadig på listen. På koteletten på midten af tallerkenen. Men ikke med sorg.
Bare med ro.
