Vores eneste søn overraskede os, dengang han annoncerede, at han ville giftes og han var blot 22 år gammel. Min mand og jeg besluttede alligevel, at vi ikke ville modsætte os det, for vi selv havde jo giftet os unge. Min mand var kun lige fyldt 22, og jeg var 19. Måske var det bare sådan vores skæbne skulle være. Og vi kunne egentlig godt lide hans udkårne: Karen læste på samme hold som vores søn på universitetet. Da vi forstod, det var alvor, begyndte vi at forberede brylluppet. Vores eneste søn, tænkte vi, han fortjener et rigtigt bryllup i København.
Som skik og brug kræver, tog vi kontakt til Karens mor, Ida, som boede med sin datter i en lille landsby nord for Roskilde. Vi havde kun set Karen flygtigt med vores søn nogle enkelte gange, vidste ikke så meget mere om hende. Vi havde selvfølgelig ringet til Ida og meldt vores ankomst det skulle være et rigtigt frieri.
Min mand købte smukke blomster, jeg bagte en stor dansk lagkage, og vi kørte ud mod landsbyen, både spændte og lidt nervøse. Da vi ankom, blev vi mødt af et fantastisk velholdt og rent gårdmiljø.
Selve huset var gammelt, men skinnende rent og hyggeligt. Ida tog imod os allerede ved døren, og vi mærkede straks, at hun var usædvanligt varm og imødekommende. En smuk kvinde, rar at tale med. Hun inviterede indenfor, og mens vi sad omkring bordet med hendes lækre hjemmelavede mad, kunne vi mærke, at hun havde gjort sig umage for vores skyld. Vi havde en rigtig god eftermiddag sammen, og Ida viste sig at være både klog og venlig, men om selve brylluppet blev vi ikke klogere. For ret tidligt i samtalen sagde Ida, at hun desværre ikke kunne bidrage økonomisk til brylluppet og det kunne tydeligt mærkes, at Karen var pinligt berørt over situationen. Også vores søn blev skuffet, for han ønskede ikke brylluppet for sin egen skyld, men han vidste, det var Karens store drøm.
Min mand og jeg besluttede, at børnene skulle have deres fest, og vi lovede at betale for hele brylluppet selv. Vi sagde til svigerinden, at hun bare skulle invitere de vigtigste gæster; man tager jo ikke til en fest tomhændet og hvad de bragte i kuverterne, kunne gå til at dække deres pladser i restauranten. Ida var tøvende, men vi overtalte hende til at støtte børnene.
Om onsdagen, lige før brylluppet, bankede det uventet på døren hjemme hos os. Der stod Ida med et hvidt kuvert i hånden og penge, det viste sig, hun havde lånt i banken, fordi hun ikke kunne have, at vi skulle betale det hele. Vi bad hende om at returnere pengene og ikke tage lån for brylluppet, især fordi vi kunne se, hvordan hun og Karen levede et beskedent liv. Men Ida var stædig og sagde, hun allerede havde truffet sin beslutning. Brylluppet blev vidunderligt.
Børnene strålede af glæde. Og på selve brylluppet fik vi igen nye indtryk af Ida hun var bare 45 år, enlig mor til Karen, og hun havde gjort noget ud af sig selv denne dag. Nyt hår, smuk kjole, og hele selskabet kunne se, hvordan hun blomstrede. Blandt gæsterne var min mands storebror Preben, 46 år, også skilt og boende det meste af tiden i Tyskland, men denne gang hjemvendt til Danmark til sin nevøs bryllup. Hele aftenen så Preben kun på Ida, og efter brylluppet sagde han, han blev lidt længere i landet. Jeg havde en mistanke om hvorfor
Allerede søndagen efter kørte vi igen til landsbyen denne gang for at være med, når Preben friede til Ida. De blev hurtigt gode venner, forlovede sig snart, og efter et par måneder kunne Preben tage sin nye kone med sig til Hamborg. Siden blev svigerinden også til slægtning, og jeg er stadig taknemmelig over at have fået så fint et menneske ind i familien. Hun har altid fortjent lykken.
