Vores eneste søn overraskede os dengang med, at han ville giftes han var jo kun 22 år gammel. Men min mand og jeg besluttede, at vi ikke ville blande os. Vi blev jo selv gift, da vi var unge: min mand var lige blevet 22, og jeg var blot 19. Sådan var skæbnen nu engang. Vi kunne også godt lide bruden: Asta hed hun, og hun læste sammen med vores søn på universitetet, i samme studiegruppe. Da vi forstod, at deres beslutning var taget, begyndte vi at forberede brylluppet. Vi mente jo, at eftersom Rasmus var vores eneste søn, måtte vi holde en ordentlig fest for ham.
Som traditionen kræver, tog vi til Astas mors hus for at lære familien at kende. Vi vidste ikke meget om Asta, kun at hun boede i en lille landsby uden for Odense sammen med sin mor. Derfor satte vi os i bilen og kørte afsted for at fri på vores søns vegne. Vi havde naturligvis forinden ringet og varslet om vort besøg.
Min mand købte en buket tulipaner, jeg bagte en kringle, og så drog vi afsted for at møde vores måske kommende familie. Da vi ankom, blev vi med det samme ramt af, hvor pænt og ordentligt der var ude på gårdspladsen.
Selve huset, gammelt som det var, var skinnende rent og nydeligt. Døren blev åbnet af Astas mor, Grethe. Hun var straks sympatisk for os smuk og venlig, en rigtig rar kvinde. Grethe bød os indenfor. Maden var lækker, det var tydeligt, at hun havde brugt tid i køkkenet. Vi fik en god snak, og Grethe viste sig at være et fantastisk menneske, men vi fik ikke talt meget om selve brylluppet. Sagen var, at Grethe hurtigt fortalte os, at hun ikke havde råd til at betale for brylluppet. Man kunne se, at det pinte Asta, og vores egen Rasmus var tydeligvis skuffet han ønskede jo ikke festen kun for sin egen skyld, men han vidste, hvor meget Asta drømte om den. Min mand og jeg blev enige om ikke at droppe brylluppet. Vi lovede Rasmus, at vi nok skulle sørge for festen, så måtte vi se, hvad livet bragte.
Vi sagde til Grethe, at hun gerne måtte invitere de gæster, hun syntes var vigtigst, fra hendes side. De ville jo ikke komme tomhændet, og det, de gav i kuverter, kunne gå til at dække deres pladser ved bordene på kroen. Det tog lidt tid at overtale Grethe, men hun gav til sidst efter og sagde ja til at støtte børnene i deres valg.
Midt i bryllupsforberedelserne, om onsdagen før festen, bankede det pludselig på døren hos os. Der stod Grethe. Vi blev overraskede og bød hende indenfor til en kop te. Hun sad længe og fandt ikke ordene, før hun trak en hvid kuvert op af tasken og lagde et større beløb i danske kroner på bordet. Det viste sig, at hun havde været så berørt over situationen, at hun havde lånt pengene i banken. Vi bad hende tage pengene tilbage og betale lånet ud, vi ønskede ikke, at hun skulle stifte gæld især ikke, når vi godt havde set, hvor meget hun og Asta klarede sig med hjemme hos hende. Men Grethe insisterede, beslutningen var truffet.
Bryllupsdagen blev skøn. Vores børn var lykkelige, og på selve dagen overraskede Grethe os igen. Vi så pludselig hvor smuk hun virkelig var, nu i flot kjole, med frisure og makeup. Ikke kun vi lagde mærke til det, men også min mands yngre bror, Jørgen. Jørgen var 46, skilt, og havde i ti år boet og arbejdet i Tyskland, men denne gang var han kommet hjem for at deltage i brylluppet. Hele aftenen holdt han øje med Grethe, og efter festen fortalte han, at han havde tænkt sig at blive lidt længere i Danmark. Jeg anede straks hvorfor…
Allerede ugen efter satte vi kursen mod landsbyen igen, denne gang for at fri på Jørgens vegne til Grethe. Alt gik godt mellem dem, og efter nogle måneder giftede de sig, hvorefter Jørgen tog sin nye kone med til Hamborg. Sådan gik det til, at min svigerinde blev til familie på ny. Grethe er et virkelig dejligt menneske, som fortjener lykken.
