Vores eneste søn tog fusen på os, da han pludselig annoncerede, at han ville gifte sig og han er jo kun 22! Men min mand og jeg valgte at bide det i os og ikke gøre modstand; vi var selv unge dengang vi blev gift. Min mand var akkurat fyldt 22, og jeg var 19. Skæbnen bestemmer jo, og vi kunne heldigvis godt lide hans udkårne: Sofie, som gik på samme universitet og i samme klasse som vores Frederik.
Da det gik op for os, at den var helt gal eller god, alt efter hvordan man så på det begyndte vi at planlægge bryllup. Frederik er vores eneste søn, så selvfølgelig skulle han have et rigtigt bryllup.
Som det hører sig til, tog vi hjem til Sofies mor for at fri på god gammeldags manér. Vi havde ikke lært Sofie sådan rigtigt at kende mest set hende med Frederik nogle gange. Det eneste, vi vidste, var, at hun boede sammen med sin mor i en lille landsby lidt uden for Aarhus. Vi ringede selvfølgelig i forvejen.
Min mand købte blomster, jeg bagte en kage, og så drog vi af sted mod den store præsentation. Da vi ankom, blev vi nærmest chokerede over hvor flot og poleret deres gårdsplads var.
Selve huset var gammelt, men hold nu op, hvor var der rent og pænt. Vores kommende svigermor, Birgit, tog imod os ved døren allerede der faldt hun i vores smag: venlig, imødekommende, og stilig på den gode jyske måde. Birgit bød os ind til bordet, og hendes mad var både lækker og hjemmelavet tydeligt at hun havde forberedt sig. Vi hyggede os, Birgit viste sig at være det rareste menneske. Men om selve brylluppet blev det så som så. Birgit indrømmede allerede fra start, at hun ganske enkelt ikke havde råd til den slags. Man kunne se, hvordan det pinte Sofie. Frederik var også tydeligvis skuffet, mest på Sofies vegne hun havde drømt om brylluppet.
Min mand og jeg blev hurtigt enige om, at vi ikke ville lade pengene spænde ben. Vi lovede Frederik, at vi selv ville spæde til, og så måtte vi tage det andet, som det kom.
Vi sagde til Birgit, at hun bare skulle invitere dem, der betød noget for hende folk møder jo aldrig op med tomme hænder! Hvad gæsterne lægger i konvolutterne, plejer jo at dække for deres tallerken i restauranten alligevel. Birgit tøvede længe, men til sidst fik vi hende overbevist om at støtte børnene.
Så. Onsdag før brylluppet, så ringer det pludselig på døren. Der står Birgit helt uanmeldt. Vi inviterer hende ind på kaffe, og hun roder lidt forlegent i tasken og hiver en hvid konvolut frem og penge. Det viser sig, at hun havde det så skidt med at vi ville betale, at hun havde været nede i banken og taget et lån til formålet! Vi bad hende straks om at gå tilbage med pengene, for vi ønskede ikke at hun skulle have gæld på den konto vi havde jo set, hvor beskedent og fint de levede hos hende. Men Birgit stod fast: Beslutningen var truffet.
Der blev holdt bryllup, og for søren, hvor var det festligt!
Børnene var ellevilde. Og på selve dagen blev vi alligevel overrasket over Birgit: Det gik op for alle ikke mindst min mand at hun var både smart og flot. Hun var bare 45, havde været single længe og opdraget Sofie alene. På bryllupsdagen blomstrede hun totalt håret sat, smukt tøj, fuld make-up. Det var åbenbart ikke kun vi, der lagde mærke til forvandlingen for min mands storebror, Søren, der ellers har boet og arbejdet i Tyskland de sidste ti år, så meget interesseret til.
Søren havde taget hele vejen hjem til Aarhus kun for brylluppet. Hele aftenen havde han øjnene rettet mod Birgit, og efter festen sagde han, at han da lige ville blive lidt længere i Danmark. Det var jo let at regne ud hvorfor… Så næste søndag rullede vi tilbage til Birgits landsby. Nu var det Søren, der skulle fri.
De faldt virkelig for hinanden og blev gift et par måneder senere, hvorefter Søren tog sin Birgit med hjem til Hamborg. Sådan blev min søns svigermor altså også til min svigerinde. Hun er virkelig et rart og varmt menneske, og hun fortjener simpelthen at være lykkelig.
