Vores datter vil bejle til en dovenlars, og vi er i chok!
I vores hyggelige by i det nordlige Jylland, hvor vinterne er lange, og folk værdsætter varmen fra hjemmets arne, har min mand Farid og jeg altid givet vores datter alt det bedste. Men nu knuser vores hjerte af bekymring: Hun vil giftes med en fyr, der ikke synes at kunne andet end tomme løfter og dovenskab.
Farid og jeg ved, hvor svært det er at finde den rette. Dengang var mine store forældre imod ham. Min mor var bange for hans kærlighed til biler – han var altid i gang med at fikse en gammel Volvo, og hun mente, det var fæarligt. Min far drømte om at gifte mig med sin vens søn, en velhavende ingeniør. Men jeg forelskede mig blindt i Farid. Hans godhed, flid og omsorg vandt mig, og jeg gik imod mine forældres vilje. Vi giftede os, og årene viste, at jeg tog det rigtige valg. Sammen opfostrede vi vores datter, Solvej, og gav hende alt, hvad hun kunne ønske sig.
Solvej har altid været vores stolthed: klog, målrettet, med gnist i øjnene. For to år siden startede hun på universitetet i Århus og så mødte hun en fyr ved navn Mads. Først var vi glade for hende – ungdomskærlighed er så smuk! Men jo mere vi lærte Mads at kende, jo større blev vores bekymring. Nu har Solvej sagt, at hun vil giftes med ham, og Farid og jeg er rædselss. For Mads er en ægte dovenlars, og det er ikke bare tomme ord.
Vi har set det med egne øjne, igen og igen. Hver sommer arbejder Solvej ekstra – enten på en café eller som kontorassistent. Hun sparer op, så hun og Mads kan rejse til Mallorca i august. Og hvad laver han? Intet. I to år har han ikke engang forsøgt at finde et arbejde, ikke engang tilfældigt. Solvej trækker læsset alene, mens han nyder hendes hårdt tjente penge, som om det var selvfølgeligt. Det gør ondt i hjertet – vores datter fortjener bedre!
Engang gik Mads’ forældre i gang med at renovere deres lejlighed. For at vise god vilje tilbød vi hjælp. Vi kom med værktøj, maling, tapet. Og hvad skete til gengæld? Mens Farid og jeg satte tapet og malede, sad Mads på sit værelse med øjnene klistret til computeren. Han spillede sine endeløse spil og tilbød ikke engang en kop te. Vi, fremmede, svedte i deres hjem, mens han, en ung og stærk fyr, ikke løftede en finger. Det gik som et stød gennem mig: Er dette virkelig den mand, min datter vil vie sit liv til?
Mads lever i sin egen virtuelle verden. Han tilbringer timer foran skærmen, undgår mennesker, og når han taler, er det enten om sine spil eller om, hvor “træls” alt er. Jeg kan ikke se, hvordan Solvej skal blive lykkelig med ham. Hun er som en strålende stjerne, mens han trækker hende ned i sit apatiske sump. Dette ægteskab bliver hendes fæld, men hvordan skal vi få hende til at indse, det?
Vi har prøvet at tale med Solvej, men hun er forelsket og hører ikke efter. Hver gang vi nævner Mads, tager hun det som et angreb. “I kender ham jo ikke!” græder hun, og tårerne vælter frem. Jeg ser, hvordan hun kæmper mellem sin kærlighed og vores argumenter, og det flænser min sjæl. Jeg vil ikke have, at min pige begår fejl, hun vil fortryde resten af livet.
Hver nat ligger jeg vågen og forestiller mig Solvej, fuld af håb, mens hun går til alteret med en mand, der ikke værdsætter hende. Jeg frygter, hun ofrer sine drømme for én, der ikke engang gør sig umage for at rejse sig fra sofaen. Hvordan når vi hende? Hvordan redder vi hende fra en fejl, der kan ødelægge alt? Min mors hjerte skriger: Dette ægteskab er en katastrofe – men hvordan redder jeg min datter?
