Vores børnebørn er elskelige, men vi har ikke kræfterne til dem længere.
Man siger, at børn er en gave. Det samme siges jo om børnebørn. Ja, bestemt, det kan jeg da kun tilslutte mig. Men kun hvis man ikke har for mange, og hvis man virkelig har råd og energi til det. Min mand og jeg har en datter, Amalie. Det var sådan, at da Amalie var nitten år, fortalte hun os nærmest i søvne, at hun ventede barn. Og barn blev til to hun fødte tvillinger. Hun blev kort efter gift med Mikkel. Jeg troede, det hele med tiden ville falde på plads.
Men selvfølgelig væltede alt ind over os ung mor med to spædbørn. Hendes mand var også ung, knapt nok færdig med sin uddannelse, og tjente småpenge. Det blev hovedsageligt os, der måtte betale regningerne. Både min mand, Bent, og jeg måtte tage ekstra jobs. Vi arbejdede fra morgen til aften.
De unge boede hos os en tid. Op hver morgen til arbejde, selvom jeg knap kunne holde øjnene åbne, fordi jeg havde vadet vildt rundt om natten med tvillingerne, for at Amalie kunne få lidt søvn. Mit helbred begyndte at halte. Jeg så på mig selv i spejlet og tænkte, at sådan her kunne vi ikke fortsætte.
Tre år gik i dén sump. De unge fik bedre fodfæste, drengene voksede, og så fortalte min datter, at hun endnu en gang var gravid. Jeg sagde tørt og direkte til hende, at hun burde overveje en abort. To børn var rigeligt, syntes jeg. Men nej, Amalie insisterede på, at hun ville have barnet. Hun fødte, og pludselig var alt, som det plejede vi manglede penge, og endnu én var kommet til bords. Bent og jeg kastede os igen ud i ekstraarbejde. Selv om Mikkel nu tjente lidt mere, var det jo umuligt at brødføde fem personer på en dansk løn.
Da Bent fik en blodprop, og mit hjerte begyndte at slå mærkeligt, gik det op for mig, at vi simpelthen ikke kunne følge med mere. Jeg sagde klart til Amalie, at nu måtte de unge selv finde en løsning. Og så kom det som om vi bevægede os gennem et tåget felt af glas og mælk Amalie fortalte, at hun ventede fjerde barn.
Jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle sige. Hvad tænkte de dog på? Troede de, at vi, deres forældre, bare ville blive ved med at arbejde og betale og være der hver dag? Men det kan vi ikke længere. Jeg ved ikke, hvad vi skal gøre nu. Og jeg orker ikke, at folk skal dømme os, fordi vi ikke hjælper vores eneste barn mere. Vi gjorde, hvad vi kunne. Mere kræver drømmen ikke af os.
