Mit familieliv falder sammen, da min søn kun er tre år gammel min mand mister livet i en bilulykke, og jeg må opdrage drengen alene. Han ligner sin far utrolig meget, og hver gang jeg ser på ham, tænker jeg på min afdøde mand.
Da Jakob går i gymnasiet, lige før nytårsaften, banker det pludselig på døren til vores lejlighed i København. Jeg åbner, og foran mig står en fremmed kvinde. Hun fortæller, at hun har en vigtig nyhed og beder om lov til at komme ind. Hele samtalen er kaotisk. Kvinden, som hedder Rigmor, viser mig et foto af hendes søn. Det viser sig, at vi fødte på samme hospital i Odense præcis samtidig. Jordemoderen, som assisterede, var hendes nabo, og da hun blev alvorligt syg otte år senere, tilstod hun for Rigmor, at hun dengang ved en fejl kom til at bytte vores drenge.
Først nægter jeg at tro på det vanvid, men Rigmor er tydeligvis ærlig, og tilbyder endda at betale de mange tusinde kroner et DNA-test vil koste. Jeg afslår pengene, men vi beslutter sammen at tage ikke ét, men fire forskellige prøver. Resultaterne viser utvetydigt, at Jakob er hendes søn, og Mark, hendes dreng, er min.
Vi sidder nu med papirerne i hånden og aner ikke, hvad vi skal gøre. Jeg spørger stille: Men hvordan kan det være, at min Jakob ligner min afdøde mand så meget?
Jeg rækker hende et foto af min afdøde mand. Rigmors ansigt forandrer sig, og hun hvisker: Det er min søns far. Undskyld mig…
Rigmor forlader lejligheden, og vi hører ikke fra hinanden i en uge. Men så mødes vi igen og lover os selv at lade fortiden ligge, for børnenes skyld, nu hvor det er gået op for os, at de faktisk er halvsøskende.
I dag er Rigmor blevet min veninde, og både Jakob og Mark er uadskillelige. Måske vil vi engang fortælle dem historien om, hvordan de fandt hinanden og blev bedste venner.
