Vores slægtninge kom for at besøge os og havde gaver med. Kort efter spurgte de, om vi ikke kunne stille dem på bordet.
En grå og blæsende eftermiddag i Brønshøj kom vores familie forbi. De havde selvfølgelig ringet i forvejen, og jeg havde klart fortalt dem, at vi levede beskedent. Jeg er folkepensionist, og min søn tjener ikke meget, så vi kæmper med at få økonomien til at hænge sammen.
Det betyder ikke, at vi sulter, men vi har bestemt ikke råd til store gæstebud. Alligevel dukkede de op med favnen fuld af mad og pakker.
Min søn, Mikkel, takkede pænt for gaverne, og vi lagde dem straks væk. Som sagt, jeg havde gjort det tydeligt, at vi ikke havde midler til det helt store. Til frokost havde vi rugbrød med smør, småkager og te. Slægtningene sad med utilfredse miner, men sagde ikke noget. Det rørte mig ikke det fjerneste jeg havde jo sagt, at vi havde det stramt. Vi kunne kun servere, hvad vi havde.
Aftensmaden bestod af en let suppe, brød, smøreost, et par skiver kødpålæg og te. Jeg kunne tydeligt mærke deres skuffelse de havde nok forventet noget mere overdådigt, men vi må jo tage tingene, som de kommer.
Efter nogle timers trykket stilhed spurgte en af kusinerne pludselig, hvorfor vi ikke bød på noget af det, de havde med. Jeg var helt fortabt var det gaver til os, eller havde de bare taget mad med til sig selv? Hvis det sidste var tilfældet, kunne de jo bare have sagt, vi skulle sætte det i køleskabet.
Stemningen blev hurtigt anspændt, og de begyndte at diskutere hæftigt med os. Næste morgen pakkede de sammen og forlod vores lejlighed uden et farvel. For at være ærlig, var jeg bare lettet jeg havde ikke lyst til at have den slags mennesker i mit hjem. Heldigvis efterlod de dog kager, leverpostej, flødeboller og frugt noget vi faktisk kunne bruge.
Senere samme aften satte Mikkel og jeg os sammen, lavede os en kop te og delte en lækker kage. For en stund glemte vi alt om misfornøjelsen og nød bare det, vi nu havde.
