Undskyld mig, må jeg lige komme forbi!
Nogen puffede til Mette bagfra, og hun tog et skridt frem, mens hun desperat greb fat i barnevognens håndtag for ikke at skride ud på det glatte fortov. Endnu engang var hun blevet narret af sin åbne frakke, der flagrede ud til siderne og dækkede for, hvorfor hun faktisk gik så langsomt lige midt på stien.
Undskyld!
Pigen, der havde travlt, løb forbi og standsede først op, da hun så barnevognen med Emil. Han sad dér med foldede hænder i skødet og hjalp ikke til i det her vejr ville hans anstrengelser alligevel bare være i vejen, hvis han skulle forsøge at dreje hjulene med de små hænder.
Mette nikkede til pigen og trak på skuldrene:
Det går nok, skynd dig bare!
Hun rettede forsigtigt Emils hue og tog så fat om håndtagene på barnevognen igen.
Skal vi køre videre? Vi har lidt tid endnu. Men som altid alt for lidt.
Mor, tror du, vi kunne finde tid til andet end kun lægebesøg? Emil kastede et blik ned ad fortovet, men greb alligevel om hjulets ramme.
Emil, vil du ikke bare sidde stille et øjeblik? Jeg klarer det, det er kun det her lille stykke der længere henne er der ryddet. Ser du? Når vi kommer over vejen, så kan du selv!
Fint nok!
Men hvad var det nu, du gerne ville? Hvorfor spørger du til tid?
Emil tøvede.
Malthe fortalte, at de har åbnet en ny butik med modelbyggesæt på Sankt Hans Torv. Der har de den maling, jeg mangler.
Emil, det er alt for langt væk i det her føre. De har også lovet sne igen senere på dagen. Og jeg kan ikke bære dig ned fra fjerde sal to gange i dag… Mette bed det sidste i sig, da hun så, hvordan sønnens blik blev sløvt i skuffelse. Selvfølgelig ville han give hende ret, men hun vidste, han blev ked af det. Hvad siger du til, at jeg selv går derhen? Du skriver bare præcis hvilken maling du mangler, og så køber jeg det. Imens kan du hygge dig med farmor Anna.
Hvorfor farmor? Hun sagde, hun faktisk havde planer om at plante om og rode i blomsterne.
Ja, men hun vil jo have revanche! Du slog hende tre gange i skak sidst. Hun har sagt, at ingen har slået hende så grundigt før, og nu er hun pinlig berørt! Og så har hun også lovet at lære dig at spille poker.
Det er jo et kortspil, mor!
Åh Emil! Poker er ikke bare et spil det er et verdenssyn!
Kan du det?
Bare lidt. Din farmor lærte mig, men jeg har slet ikke så meget hoved for tal, som du har. Derfor tabte jeg også altid. Man skal kunne regne og lægge planer ligesom i skak.
Ligesom i skak?
Næsten.
Okay! Så bliver jeg her med farmor. Bare…
Emil, jeg ved godt, du helst selv vil hen i butikken. Jeg skal nok tage dig med derhen bare når det begynder at blive forår. Så kan vi gå derhen så tit, vi har lyst. Der ligger jo også parken og søen med dine yndlingsænder lige ved siden af. Er du med på den?
Ja, det går vel.
Super! Så fortæl, hvilken maling mangler du?
Rød! Men ikke den slags, mine husarer er malet med, men en anden…
Emil gik op i detaljer, da han beskrev, præcis hvilken nuance hans mor skulle lede efter, og slap endelig hjulene for at gestikulere. Mette nikkede til sin søn og genoptog corståget for andet kunne hun ikke kalde sine daglige strabadser.
Hendes liv havde haft et tydeligt før og efter. Det var to år siden nu.
Den dag fik hun en bonus og gik flot og stolt rundt og forestillede sig, hvordan hun skulle forkæle Emil og sin mand, da døren til kontoret gled op, og en bleg og rystende Maria kom ind og hviskede:
Mette, de kan ikke få fat i dig…
Mette mærkede straks blodet trække sig tilbage fra hænderne, og alt blev sort.
Hvad siger du?!
Emil… Mette, du må ikke gå i panik! Han lever! Han er på vej til Rigshospitalets børneafdeling.
Første gang Mette så bilisten, der havde kørt hendes søn ned, var i byretten. Han så ikke op, men det rørte hende ikke det mindste. Hun vidste godt, at han havde besøgt hospitalet og forsøgt at kontakte hende, men på det tidspunkt var det fuldstændigt ligegyldigt.
Hans undskyldninger kunne intet ændre. Kunne han åbne dørene til intensiv? Give Emil helbredet tilbage? Spole tiden tilbage, så det aldrig var sket?
Hvorfor havde du så travlt?
Det var det eneste, Mette spurgte ham om.
Min mor var døende… Hun sagde intet om sit helbred… Skjulte det… Ringede først forleden, for at jeg kunne nå at tage afsked… Det er min skyld.
Det ved jeg…
Men det lettede hende ikke det mindste. Hendes eneste tanke var Emil. Det røde INTENSIV-skilt på døren, hun ikke måtte komme igennem, var fortid, men det betød ikke, at smerten forsvandt. Hun skulle bare være dér, ved Emils side ikke lytte til undskyldninger.
Nåede du at sige farvel? hun vendte sig i døren og spurgte alligevel.
Nej…
De talte aldrig sammen igen. Hendes mand tog over i retten, og Mette blev på hospitalet.
Det er svært… overlægen bladrede i papirerne uden at se op på Mette.
Hvad kan man sige til en mor, der kun ønsker at høre ét: At alting nok skal gå?
Det gør det ikke…
Mette forstod det næsten med det samme. Lægen talte om genoptræning og nye metoder, men hun hørte kun: Emil kommer aldrig op at gå igen… Ikke nogensinde… Ingen kan hjælpe. Muligheden findes ikke. Tragisk. Frygteligt. Drømmen om en fremtid væk…
Hun tænkte ikke på sig selv eller ægteskabet deres problemer var begyndt at vise sig i skyggerne. De havde altid været tæt på hinanden, men nu skiltes deres veje. Den ene så virkeligheden, som den var, den anden nægtede at acceptere.
For helvede, forstår du det ikke? Vi skal prøve alt! hendes mand råbte næsten.
Der ER ikke mere at gøre… Kan du ikke se det?
Vrøvl! Hvis de her læger ikke kan, så finder vi nogen, der kan!
Fint. Lad os prøve.
Jeg arbejder! Hvordan skal jeg have tid til alt det her?
Hører du dig selv? Det er også din søn…
Han er også din!
Så Mette ledte. Læger, klinikker, nye muligheder, alt hvad der kunne give Emil chancen. Men nogle gange bliver mirakler væk på livets vej. Måske har skæbnen for travlt og taber et lille mirakel undervejs. Og Mette indså efterhånden, at nogle mirakler simpelthen ikke findes.
Vanskeligt er ikke engang ordet.
Jobbet måtte hun opgive for at kunne være der hele tiden. Uenigheder med manden blev med tiden til skænderier, som Emil hørte, så det næsten gjorde fysisk ondt at være hjemme. Hun prøvede at holde sig i skindet, men bebrejdelserne fra ham, som engang var verdens bedste, stak som spyd.
Hvis du bare havde hentet ham efter skole som alle andre mødre, var det aldrig sket!
De ord kolde som is, kastet i vrede kunne hun aldrig tilgive. Han undskyldte, men isen havde allerede frosset i huset, og den bed sig fast i hendes hjerte.
Gå nu.
Da han pakkede sine ting, smækkede han døren så hårdt, at Emil vågnede.
Mor, hvad sker der?
Sov, skat. Uvejret gik sin vej…
Helt væk?
Helt væk. Nu er det bare os.
Blev det lettere?
Nej. Tværtimod blev det hele mere bøvlet. Mette kunne se, at Emil også kæmpede og hun gjorde alt, hun kunne, for at hjælpe.
Det var faktisk helt tilfældigt, hun købte den første æske med tinfigurerne.
Se, Emil!
Hvad er det?
Soldater. De skal males, før de er færdige.
Hvorfor?
Så de kommer til at ligne virkelige.
Hvorfor er de så mærkeligt klædt på? Emil vendte en rytter mellem fingrene.
Det er husarer. Ikke moderne soldater.
Hvad er det for nogen?
Lad mig fortælle det!
Så sad de sammen og kiggede i bøger og fandt ud af, hvordan figurerne skulle males. Og Mette så sin søn vågne op. Det var faktisk en genial idé.
Et år gik, og Emils samling var blevet til en hel hær. Om aftenen kæmpede de slag diskuterede, om dragoner eller infanteriet skulle vinde.
Mor! Du er Napoleon, du skal gøre det ordentligt!
Det siger du ikke til din general! Du har jo din egen hær!
Du prøver at skrive verdenshistorien om! sagde Emil fornærmet, når Mette flyttede hendes malede figurer.
Hvis jeg bare kunne, skat… hviskede Mette og satte Korpset et andet sted, mens hun smilede.
Emils far forsvandt efterhånden helt ud af hans liv, især da han fik barn med sin nye familie. Det var farmor Anna, der ringede for at fortælle det. Hun forsøgte at skåne Mette, så godt hun kunne.
Undskyld, Mette… For alt…
Nej, nej! Du har aldrig gjort os ondt jeg ved slet ikke, hvad jeg skulle have gjort uden dig!
De flytter…
Hvorhen? Mette var ved at smide kedlen på gulvet.
Til udlandet. Alt er klar papirer, bolig… Men jeg må ikke komme med…
Hvad mener du?
De har ikke brug for mig mere. Der er en ny farmor. Hun har kun én gang ladet mig se barnebarnet. Mere blev det ikke til… Engang havde jeg en familie. Nu er der ingenting tilbage…
Er vi fremmede for dig? Er Emil ikke din dreng længere?
Mette, send mig ikke væk. Jeg forstår det hele, men sådan skal det ikke være.
Hvem ved… sagde hun og tog sin svigermors hænder. Måske er det præcis sådan, det skulle være. Vi kan jo godt undvære én, der alligevel ikke ville være tæt på. Det var jo før, hun dukkede op…
Ja, allerede dengang…
Ja, se… Så er skæbnen ikke bare ondskabsfuld. Nogen gange er det godt at skille sig af med forrædere. Du har ikke gjort noget forkert, og vi har stadig hinanden. Emil har brug for dig, og jeg har din støtte. Vi er familie, hvis vi vil!
Anna sagde ingenting hun lagde bare armene om sin svigerdatter og besluttede sig for at blive.
Der er ikke noget vigtigere mellem mennesker end sandheden. Hvis man elsker, kan man ikke gå rundt og bære nag for så mærker man det hos hinanden, og tilliden forsvinder.
Fra da af vidste Mette, at det var hende, Emil og farmor Anna og ingen andre. Selv hendes gamle veninde, Maria, gled væk, fordi hun ikke holdt ud at se Emil, som han var nu.
Mette diskuterede det ikke. Maria havde endelig fundet lykken, giftet sig, og i det nye liv var der ikke plads til fortidens smerte.
På Facebook så Mette billedet af den lykkelige brud og blev glad på Marias vegne. Hvorfor ikke? De havde trods alt været veninder i næsten ti år de havde stolet på hinanden som søstre.
Da Maria til sidst tog kontakt for at høre, hvordan det gik om hun kunne gøre noget orkede Mette ikke at svare. Hun ville ikke læsse mere sorg over på nogen, som ikke kunne bære det.
Mette havde nok at slås med.
Det meste klarede hun selv eller med Annas hjælp. Anna kom hver dag, lavede mad, ordnede hjemmet og fulgte Emil ud at gå, når Mette kom hjem fra arbejde.
At slæbe barnevognen ned fra fjerde sal i den gamle boligblok fra Vesterbro uden elevator var en kamp uden lige. Nu var Emil endnu lille og let, men hun forstod godt, at tiden nærmede sig, hvor hendes søn ikke længere kunne komme ud.
Mette kæmpede med kommunen for at få lov til at få sat en rampe op, men det var som at skubbe til månen helt umuligt. Hun fik afslag gang på gang og måtte indse, at noget måtte ændres.
Mette, har du overvejet at købe et hus så bare uden for byen? Der ville være meget mere plads, og Emil kunne komme ud i haven, Anna prøvede at trøste hende efter endnu et nej fra kommunen.
Men hvad med behandling? Skole? Emil elsker jo at programmere hvordan i alverden skal jeg finde en lærer i en lille landsby? Huset, vi havde råd til, havde end ikke internet, og få det ind var ubetaleligt. Nej… Vi kan ikke forlade byen! Emil har brug for muligheder, ikke bare tryghed.
Jeg forstår dig ikke altid, men jeg støtter dig husk at tænke dig godt om.
Ja… Mette nikkede, men kunne ikke se nogen vej ud.
Bytte lejligheden væk?
I de nye byggerier var der elevator og ramper, men priserne var vilde. Da hun så salgsopstillingerne, forstod hun straks, at de var uden for hendes rækkevidde især med Emils behandlingsudgifter.
To ejendomsmæglere måtte give op en toværelses på fjerde sal var ikke let at bytte til noget i stueplan. Hendes lille lejlighed tiltrak ikke rigtig nogen.
Folk leder efter andre typer nu, du forstår godt… Der er ikke meget, vi kan gøre…
Mette takkede altid for deres indsats, men hun var rasende.
Hvorfor?! Hvorfor kan jeg ikke selv bestemme over mit barns liv? Hvorfor skal vores held afhænge af andre folks luner? Hvorfor kan skæbnen ikke bare give os en pause, bare et lille øjeblik?
Men måske var skæbnen i virkeligheden ikke så hård endda. Sløset, måske, men ikke ond. Måske lå der stadig en heldig billet allerbagerst i kurven, som bare ventede på at blive fundet af nogen som hende og Emil.
Og den billet blev faktisk trukket.
Den dag, Mette blev puffet til af en ivrig, stresset kvinde på fortovet, trådte en ny skikkelse ind i deres liv.
Har De brug for en hjælpende hånd?
Stemmen bag hende, mens hun kæmpede for at få barnevognen igennem raspende snesjap ved fodgængerfeltet, var gammel.
Nej nej, det går jeg klarer den!
Mette smilede til den lille ældre herre, som ikke spor lod sig stoppe. Han gik livligt rundt om barnevognen, rakte hånden ud og tog Emils hånd i sin.
Jeg hedder Poul. Hvorfor hjælper du ikke din mor? Hun er jo helt brugt!
Jeg prøvede, men hun skælder altid ud.
Forståeligt! Sådan, nu skal jeg vise jer!
Han fjernede elegant Mette fra barnevognens håndtag, stak hende en pose mandariner og sagde:
Hold godt fast i de her! De er mine yndlings. Opfører du dig ordentligt, deler jeg med dig! Kom nu!
Barnevognen gled gennem sjappen, og Mette måbede over, hvor let Poul klarede det, mens han snakkede og sendte tørre bemærkninger til Emil. Hun skyndte sig efter, forundret over, hvordan et fremmed menneske bare kunne tage så meget ansvar.
Hvor skal jeg levere jer hen? Jeg har masser af tid! Poul parkerede vognen på den anden side af kæmpebunken sne.
Nej, nej, det er alt for meget, vi klarer den selv!
Du er så køn, men ikke til at overtale! Poul rakte en mandarin frem, pillede den og gav en halvdel til både Mette og Emil. Er det for meget at bede om lidt selskab? Eller skal jeg gå alene?
Arh, det går nok… sagde Mette. Hun kunne ikke helt blive klog på ham, men kunne ikke lade være med at holde af ham.
Deres tur til lægen gik som altid, men næste dag bankede Poul på hos dem lige før frokost.
Hej, må vi komme ind og hilse på?
Mette stod overrasket i døren over besøget fra den mærkelige mand, men Emil havde svaret klar før hende.
Hej Poul! Kommer du for min skyld? Hurra! Mor, kom nu, byd nu ordentligt velkommen!
Få dage senere havde Poul nærmest løst alle Mette’s store problemer, der havde hobet sig op over det sidste år.
Mette, jeg har talt med jeres naboer, Sørensens. De bor i stueetagen. De vil gerne bytte med dig, og deres lejlighed er stort set magen til din men tag nu og bed om lidt kompensation for dit pæne køkken og nyere gulve. Jeg hjælper dem bagefter, det skal du ikke tænke på men lidt penge skal du have til maling.
Og hvis de fortryder?
De fortryder ikke. Mandens ord er guld værd, jeg kender ham via gutterne fra garagerne. De har kendt hinanden i halvtreds år, mindst.
Hvordan fik du det i stand?!
Ved at tale med folk! Poul rystede på hovedet af hende. Du har slet ikke spurgt, hvordan jeg fandt dig første gang.
Nej, egentlig ikke! Hvordan?
Jeg spurgte bare folk. Hvor bor den pæne kvinde med store øjne og drengen, der ikke vil op at stå?
Poul! Jeg VIL stå! Jeg KAN bare ikke!
Min dreng, det handler om vilje! Du kan meget mere, end du tror!
Hvordan det?
Til sommer viser jeg dig det! Indtil da må du vente tålmodigt.
Okay, okay.
Godt, så! Nu skal jeg have et lille ord med din mor. Hvis vi gør det rigtigt, kan du måske snart selv komme ud og trille, Emil.
Jaaa!
Hold da op, du snakker højt, knægt! Selvom jeg er lidt døv, ringer det stadig i ørerne, sagde Poul grinende, mens Emil susede rundt i barnevognen. Han har kræfter, din knægt. Jeg har fundet en fantastisk fysioterapeut. Han har prøvet alt selv Tibet. Han er tidligere militærlæge og ved alt om genoptræning. Han skal se på Emil.
Det er bare spild af tid, Poul. Vi har fået det hele at vide allerede hvad der er muligt, og hvad der er umuligt.
Du har givet op så nemt? Poul kneb øjnene sammen. Nej, Mette, så længe der ikke er sat punktum i et menneskes liv så giver man aldrig op. Alt er muligt! Jeg er selv beviset.
Fortæl!
Det skal jeg nok, engang. Alt om hvordan jeg har rejst over Atlanten, næsten druknet, og fløjet på svævefly og meget mere men senere.
Hvorfor ikke nu?
Fordi vi har travlt i dag. I dag hjælper Frederik fra 32 med at bygge din rampe. Han er smed og har lige tid.
Poul, der skal tilladelse til! Det kan man ikke bare…
Prøv at se den her sagde Poul og viftede med et dokument. Der er både tilladelse og alle naboernes underskrifter.
Hvordan fik du dem til det?
Det krævede ikke meget, jeg gik bare rundt og spurgte og dine naboer er ordentlige folk. Vi mindede bare de glemte om det!
Hvem er vi?
Jeg havde gode hjælpere! Vores vicevært, Anna og flere andre. Du bor jo i et sandt blomsterbed, Mette, Poul blinkede.
Sikke noget, Poul, I gamle skørtejæger!
Hehe, jeg var sømand, det hører med! Hvis jeg var yngre, ville jeg fri til dig på stedet sådan en kvinde finder man én gang på en million!
Åh, hold nu op! grinede Mette.
Tro ikke, du slipper af med mig! Jeg har adopteret jer dig, Emil og Anna! Jeg lover, at jeg gør alt, hvad jeg kan man lader ikke en kvinde og et barn i stikken!
Poul holdt, hvad han lovede. I løbet af et par uger var flytningen klaret. Mette gik rundt i den nye lejlighed, næsten grædefærdig ved synet af de brede døråbninger, Poul havde lavet, så barnevognen kunne komme forbi.
Den nye rampe blev hurtigt installeret, og Mette undskyldte overfor alle.
Undskyld for alt besværet, men det er nødvendigt…
Folk smilede bare.
Du behøver ikke undskylde. Må han snart få sin sundhed igen!
Noget hun ofte havde mødt: Folk, der blev utilpasse ved synet af Emils kørestol og spinkle krop, spurgte hun Poul:
Hvorfor tager folk det så pænt her? Går ikke udenom, som andre gør. De lader os bare være.
De er bange, Mette.
For hvad?
For at få samme ulykke. Og så bliver de vrede men ikke alle har det sådan.
Ikke alle? Du og naboerne, for eksempel?
Måske har de husket, at de også er mennesker, lo Poul.
Han havde personligt taget en runde og spurgt ind til alle og passede meget diskret på både Mette og Emil.
Fysioterapeuten, Poul havde fundet, nævnte på et tidspunkt et lille håb for Emil:
Forstå mig ret, Mette chancen er minimal. Men I må ikke forpasse den! Det kræver, at I tager til København. Der er en kirurg på Riget, min gamle studieven hvis nogen kan gøre det, så kan han. Han har allerede indvilliget i at se Emil.
Men hvordan skal jeg få råd til alt det?
Lad være at tænke på det, min ven, sagde Anna, der havde lyttet, selvom Poul kiggede strengt på hende. Jeg har tænkt mig at sælge min lejlighed, og jeg har snakket med min søn. Han er Emils far og skal hjælpe, om han vil det eller ej! Du ved, at vi ikke har andre muligheder nu må vi stå sammen.
Mette nikkede. Hun var enig, skænderier var overflødige Emil var det vigtigste.
Seks måneder senere lå Emil på operationsbordet. Han kom sig over flere uger, og langsomt meget langsomt kunne man se forbedringer. Rampen Poul havde bygget, blev overflødig for Emil kunne nu støtte på krykker.
Mette fandt en anden familie, der havde brug for rampen, og kontaktede dem.
Hvordan går det så med din dreng?
Han kan gå nu. Lidt vaklende og på krykker, men det er en start.
Tror du… Kvinden, som Mette nu gav kontaktoplysninger til, kiggede langt på sin datter i kørestol.
Jeg kan give dig lægens nummer. Man skal aldrig opgive et håb, har jeg lært!
Hvordan klarede du det hele? Så mange problemer og… smerter?
Det var ikke min fortjeneste. Jeg ved nu, at engle findes. Mine hedder Poul og Anna og flere. De er mine vogtere.
Virkelig?
Ja! Og Poul er deres frontløber. Hård, kompromisløs men det rareste menneske. Han tror på, at alle inderst inde er gode. Man skal bare minde dem om det indimellem.
Hvad hedder han?
Poul Jensen. Min og Emils personlige engel.
Emil rejser sig, blinker til den lille pige, og spørger:
Mor, må jeg gå en lille tur med Signe? Vi går ikke langt!
Mette lægger beroligende hånden på pigens mors arm og smiler:
Selvfølgelig. Hvad med os to forstyrrer vi?
Nej, lad os tage en is sammen alle sammen!
Og så er det, at der falder ro over endnu et hjem.
For det med håbet når først man hjælper det lidt på vej, vokser det vildt. Måske matcher det ikke helt virkeligheden, men i starten rækker det bare, at latteren ringer igen, og at sorgen lusker ud i et hjørne, før den slutter sig til mørket udenfor. Men de kan ikke høre det mere for nu lytter de efter et andet lille mirakel.
Det lille mirakel gror og gror, bliver til en dans, hvor Emil vil bede skæbnen så brændende om et lille bitte mirakel til Signe.
Kom nu, skæbne! Bare en billet mere du hjalp jo mig?
Og skæbnen vil, lidt sky, efterkomme drengens bøn, tage endnu en papirflyver op af kurven og sætte fart på den mod himlen, mens den nynner videre med kurs mod næste familie, der også skal have deres portion lykke…
