“Vitus, undskyld mig,” sagde hun, og hendes stemme var anderledes rolig, men på en måde ny. “Jeg kunne ikke gøre det anderledes.”
“Det er umuligt! Du er blevet vanvittig, Gerda!” Viktor smed en bundt nøgler på bordet, de klirrede mod en keramisk kagekop. “Liselotte ville aldrig gøre sådan noget! Hun ville have ringet!”
“Men det er jo det, jeg siger!” Gerda Nielsen rejste sig fra sofaen, hendes tørklæde gled af de grå hår. “I går aftes gik hun ud efter dine blodtrykspiller, og så forsvandt hun! Jeg har ikke sovet hele natten, ringet til alle hospitaler, anmeldt det til politiet!”
Viktor sank tungt ned i sin yndlingsstol og gned sig over ansigtet. Hans svigerinde var altid nervøs, men nu så hun helt forfærdelig ud øjnene røde af søvnløshed, hænderne rystende.
“Gerda, tag det roligt. Måske er hun gået hen til en veninde? Husker du, sidste måned, da Ingers barnebarn blev syg?”
“Jeg har ringet til alle!” hulkede Gerda. “Til Inger, til Lise fra naboens opgang, til Birgitte fra arbejdet. Ingen har set hende! Vitus, hun forsvinder aldrig uden at sige noget!”
Det var sandt. Liselotte, hans søster, levede et forudsigeligt liv. Klokken syv om morgenen morgenmad, så arbejde på børneklinikken, hvor hun havde været sygeplejerske i tyve år. Aftenen indkøb, madlavning, tv. Weekenden rengøring, vask, nogle gange besøg hos Gerda til en kop te og sladder.
“Spurgte du i apoteket?” Viktor gik hen til vinduet. I gården legede børn, og på en eller anden måde føltes det forkert. Hvordan kunne de lege, når Liselotte var væk?
“Selvfølgelig spurgte jeg! Farmaceuten Anna sagde, at hun så Liselotte ved ottetiden. Hun købte dine piller og noget mod hoste. Og så… ingen så hende mere.”
Viktor tav og prøvede at huske i aftes. Han spiste alene, for Liselotte sagde, hun lige skulle i apoteket. Hun tog sin blå frakke på, den hun købte på udsalg sidste år, tog sin taske og nøgler.
“Jeg er snart tilbage, Vitus,” kaldte hun fra entreen. “Pas på suppen, så den ikke brænder på.”
Det var de sidste ord, hun sagde i den lejlighed.
Viktor ventede til ni, så ti. Han slukkede selv suppen, spiste en kold middag, så nyhederne. Ved halv elleve begyndte han at bekymre sig, men tænkte, at hun måske var hos en veninde. Det skete sjældent, men det skete.
Om morgenen vækkede Gerdas telefonopkald ham.
“Vitus, var Liselotte hos dig i nat?” spurgte hun nervøst.
“Hos mig? Hun bor jo hjemme,” forstod han ikke.
“Hun kom ikke hjem! Sengen er urørt, hendes taske med papirer er der. Jeg tænkte, måske var hun hos dig…”
Så forstod Viktor, at noget alvorligt var sket.
“Gerda, måske har hun… mødt nogen?” foreslog han usikkert. “Liselotte er kun syvogfyrre, hun er stadig en ung kvinde.”
Gerda fnøs:
“Åh, så stop dog! Din søster har ikke kunnet lide mænd siden skilsmissen med Gunnar. Jeg har bedt hende om at gå til dansearrangementer i kulturhuset, men hun sagde altid, hun ikke havde tid.”
“Men folk forsvinder ikke bare sådan!” En uro vældede op i Vitus’ bryst. “Der må være sket noget.”
“Netop!” Gerda greb ham i ærmet. “Hvad hvis hun blev overfaldet? Husker du, sidste måned, da de stjal fra Marie i opgang 8?”
“Så var hun blevet bragt på hospital eller til politiet. Du siger, du har ringet overalt.”
“Ja, og ved du hvad de sagde? At en voksen har ret til at gå, hvor de vil! At man først kan anmelde dem savnet efter tre dage! Tre dage, Vitus! Hvad hvis…”
Hun fuldførte ikke, men han forstod. De tænkte begge på det værste.
Der ringede på døren. Gerda skyndte sig at åbne, håb skimtede i hendes ansigt.
“Liselotte?” råbte hun, mens hun fumlede med låsen.
I døren stod naboens fru Jensen med en netpose i hånden.
“Gerda, hvad sker der? Jeg hørte dig græde i nat… og nu stemmer…”
“Liselotte er væk,” svarede Gerda kort. “Hun gik ud i går aftes og kom ikke tilbage.”
Fru Jensen gispede og satte posen ned.
“Åh nej! Jeg så hende i går! Ved halvotte, hun gik ned ad trappen. Vi hilste, hun sagde, hun skyndte sig til apoteket.”
“Og det var alt? Sagde hun ikke mere?”
“Nej, men… hun så underlig ud. Ikke glad eller trist, men som om… hun havde truffet en beslutning. Ved du, når man beslutter sig for noget stort?”
Viktor og Gerda udvekslede blikke. Hvad kunne Liselotte have gjort? Hun var aldrig impulsiv.
“Var der problemer på arbejdet?” foreslog fru Jensen. “Jeg hørte, der kommer nedskæringer på klinikken.”
“Nej,” rystede Gerda på hovedet. “Hun har arbejdet der i tyve år, de ville ikke fyre hende. Hun sagde endda, at hun lærte en ny sygeplejerske op.”
Viktor huskede, hvordan hans søster talte om den unge pige, Mette, som lige var færdig med sygeplejerskeuddannelsen.
“Klog pige,” sagde Liselotte, “men hun vil alt for hurtigt. Karriere, ægteskab, børn alt på én gang. Jeg sagde til hende: Livet er langt, der er tid nok.”
Nu lød ordene bittert.
Fru Jensen gik og lovede at spørge andre naboer. Viktor og Gerda blev alene.
“Lad os tage til hendes lejlighed,” foreslog Viktor. “Måske finder vi noter, telefonnumre…”
“Jeg har gennemsøgt alt!” Gerda viftede afværgende. “Ingen noter, intet usædvanligt. Alt er som altid pænt og ryddeligt.”
Men Viktor insisterede. Liselottes lejlighed var i nabobygningen. Gerda åbnede døren med sin nøgle.
Lejligheden var stille og ordentlig. I entreen stod hendes sko, på knagerne hang frakken. På køkkenbordet stod to tallerkener én ren, én med rester af morgenmad.
“Se,” sagde Gerda og pegede på avisen. “Hun spiste her og læste avisen. Som sædvanlig.”
Viktor tog avisen. I bekendtskabsafdelingen var en annonce markeret med rød kuglepen: “Veluddannet mand på 52, enkemand, søger kvinde til seriøst forhold. Værdsætter ærlighed og varme.”
“Ger
