En Sjov Bemærkning
Signe! Signej! Må jeg lige kigge med?
Mettes hvisken går gennem hele klassen, og Frøken Mortensen ser op fra klasselisten, hun sidder og udfylder.
Hansen! Kan du lige falde lidt til ro? Skriv selv!
Frøken Mortensen, det er altså svært! Mette er som altid ikke bange for at sige sin mening.
Hvem har sagt, det skal være nemt? Desuden, Mette, Signe har en anden opgave end dig. Så det nytter ikke at spørge hende.
Hvorfor det? Hun sidder jo forrest!
Netop derfor! smiler Frøken Mortensen skævt, mens hun efterligner Mettes tonefald. Hun har fået en særskilt opgave af mig.
Ej, det er ikke fair! Mette kigger kort ned i sin kladde, men begynder straks at overveje andre muligheder for at blive reddet.
Ingen lægger mærke til, at Signe krymper sig på sin plads, bange for at se op eller vende sig om.
Både lærere og klassekammerater ved godt, at Signe ofte er den, man går til, hvis man har brug for hjælp. Hun har hovedet skruet godt på, og det udnytter mange. Og prøv bare at sige nej så bliver man hurtigt upopulær.
Men Signe er egentlig ikke nærtagende. Selvfølgelig hjælper hun nogle gange, men på sin mors råd forsøger hun at gøre det på en måde, så det ikke giver hende ballade.
Signej, jeg ved, du er sød, men du skal også passe på dig selv. Hvis du vil ind på gymnasiet, skal du have gode karakterer. Lad nu være med at ødelægge dem for andres skyld.
Farmors ord er kloge, men Signe sukker, når hun hører dem. Kunne hendes mor vide, hvor svært det er at være dygtig i en klasse, hvor de fleste er ligeglade med at lære noget
Signe blev flyttet til denne skole efter sin mors skilsmisse fra hendes far. Årsagerne var mange. En af dem var, at Signe nu har en lillebror men det er fra farens nye familie, endda mens forældrene stadig var gift.
Ingen forklarede Signe noget som helst. De voksne ordnede deres, og Signe sad på sit værelse med blyanter og tegnede side efter side sort i sit hæfte. Omhyggeligt, uden at lade bare det mindste stykke lys være tilbage.
Det var mormor, der først bemærkede det.
Hvad laver I dog? Se, hvad I har gjort ved pigen!
Mormor var mor til Signes mor, men af en eller anden grund holdt hun altid med hende.
Hun har altid været blød om hjertet Ligesom dig. Men mændene i vores familie De kommer altid tilbage men aldrig uden bagage. Det skal du være glad for, Oline. Hvis din mand har fået et barn udenfor, lærer du at slippe det er måske en gave. Du havde tilgivet og taget ham tilbage, ikke?
Jeg ved ikke det gør så ondt.
Det forstår jeg. Det vigtigste nu: Husk at Signe står imellem jer to, som mellem hammer og ambolt. Pas på hende. Hun har ikke gjort noget galt.
Oline gjorde det, ingen forventede. Hun satte sig ned og forklarede, seks år gammel var hun kun, hele situationen for Signe.
Signemusen, far og jeg skal ikke længere bo sammen. Vi bliver skilt. Du bor med mig, og så ser du din far, når det kan lade sig gøre.
Hvorfor? Skal far også væk?
Han bliver stadig din far. Du mister ham ikke. Det lover jeg.
Lov mig, du heller ikke forsvinder
Det gik langsomt op for Oline, at det, Signe var allermest bange for, var, at begge forsvandt. Hendes sorte blyantsstreger talte tydeligt.
Det tog lang tid at få forklaret og dulmet frygten. Men med tiden gik det bedre. Signe så sin far en gang imellem, og var aldrig i tvivl om, at det kun var moren, han havde forladt ikke hende. Far hyggede om Signe, og Oline fandt en ordning, så Signe var med på sommerhusture, legede med lillebror og faktisk også blev gode venner med fars nye kone, Anne.
Alligevel påvirkede det Signe. Hun kom ofte til at tænke, om hun måske ikke var god nok, siden far havde valgt at opdrage den nye søn, men ikke hende. Selvom både mor og mormor igen og igen sagde, at hun var højt elsket, blev usikkerheden bare hængende og kom altid snigende, når Signe allermest havde brug for at føle sig sikker.
Usikkerheden viste sig første gang rigtigt, da hun i 1. klasse stod på gulvet foran hele skolen, og knæene rystede under hende.
Hele ugen op til havde hun øvet digtet med sin mor foran spejlet, og alt sad, troede hun. Men stående på gulvet foran hele forsamlingen, glemte hun alt. Tårerne løb, og hun kunne ikke få et ord frem.
Efter skole mødte Frøken Mortensen hende udenfor.
Nu fortæller du mig det digt! Jeg vil SÅ gerne høre det.
Signe rettede sig op, lod mors hånd slippe og reciterede digtet fra start til slut, så de voksnes klapsalver rungede.
Flot! Jeg vidste, du kunne.
Men jeg kunne jo ikke oppe på scenen tårerne begyndte at trille igen.
Du kunne her! Der hvor det gjaldt, var vi jo alle sammen. Lige meget om det var på scenen eller udenfor. Jeg synes, du er fantastisk!
Signe glemmer aldrig øjeblikket. Da Frøken Mortensen senere bliver hendes klasselærer, bliver hun glad hun er en, der forstår, som man kan stole på.
Og det gør hun.
Jeres Signe er noget særligt. Man skal passe på sådan en fin sjæl. Har I tænkt på en skole med matematisk linje? Det her er en god skole, men jeres datter skal have udfordringer, hun ikke får her.
Oline ser det godt, men transporten og økonomien er en udfordring. Hun arbejder på to job for at spare op til at kunne flytte til noget større end den lille lejlighed, hun og Signe har boet i siden skilsmissen.
Signej, hold lige ud lidt endnu. Når jeg har styr på vores ting, finder vi en bedre skole.
Mor, jeg skal nok klare det!
Hvordan går det i skolen?
Det kører! Signe prøver at lyde frisk, mens hun tænker på, hvor svært det egentlig er.
Kører og kører! Kom så, fortæl alt. Med detaljer!
Signe fniser, mens hendes mor kærligt kilder hende og snart fortæller hun alt.
Nej, Signe bliver ikke drillet åbentlyst. Men ofte bag ryggen:
Tror I ikke nok, frøken Bedst i alt giver os høje karakterer? Hun kunne da tone lidt ned
Sådan var ordene aldrig direkte, men en dag stod Mette ved Signes bord, frustreret:
Signe! Ti minutter tilbage jeg når aldrig opgaven! Kom nu!
Frøken Mortensen, optaget af sin telefon, bemærker det ikke. Siden af bænken skubber Peter sin kladde tættere på, så Signe kan se Mettes opgave.
Tak hvisker Signe og peger tavst på en fejl.
De behøver ikke flere ord, hun og Peter har siddet sammen siden første klasse. Et par tal, et diskret nik, så retter han fejlen.
Mettes papir glider over til hende, og resten af timen bliver stille.
Men efter klokken ringer, eksploderer det.
Hvad sker der for dig?! Sidder du bare dér og spiller smart! Slutningen af kvartalet og jeg når det aldrig, og du hjælper mig ikke! Mette trommer bredt på kanten af Signes bord.
Du er ikke fair, Mette! Signes stemme lyder rolig, men indeni river det i hende.
Hvorfor er det altid hende, der skal stille op for alle?
Det er farmor, der har lært hende ikke at bande. “Du er en pige ikke havnearbejder!” sagde farmor altid.
Men farmor, drenge bander jo også!
Ja, og kvinder må andre ting! Men man vil jo gerne være mere end ‘en af gutterne’, ikke?
Hvorfor egentlig ikke?
For de gifter sig ikke med deres venner. De vil have mystik ikke en, der taler som en karl.
Nu vil Signe gerne sige en spids bemærkning, ligesom Mette og hendes veninder, men noget standser hende.
Mette, giv nu slip! siger Peter og maser fysikbogen ned i tasken. Det er da ikke Signes ansvar.
Venner hjælper! Mette rynker brynene.
Hun har da hjulpet! Hvorfor skal du brokke dig?
Signe vælter ud af klassen, skubber Mette til side og skynder sig. Hun vil ikke græde foran alle.
Mette mumler en bemærkning ingen andre hører:
Det skal du nok få at mærke, Signe. Lidt mere ydmyghed, tak
De taler ikke sammen flere dage. Mette trækker sig fra hende, og alle venter på, hvad hun finder på.
Hun er nemlig opfindsom, Mette, og formår at gøre livet besværligt for dem, hun er sur på.
Signe er urolig. Men da hun finder en seddel i rygsækken, forbinder hun intet med Mette.
Signe! Du er sød. Peter.
Det ligner Peters håndskrift. Hun forestiller sig ikke andet.
Men Mette har, sammen med parallelklassens piger, overtalt en anden til at skrive lige som Peter for hun har spottet Signes små forelskede blikke hele året.
Ved idræt finder Signe sedlen.
Hvad er det, Signe? Wow, piger, tjek det! Peter har skrevet kærestebrev! Mette vifter sedlen i luften og begynder straks at grine.
Mette, giv den tilbage!
Slap nu af, vi skal bare have lidt sjov. Peter! Kom lige!
Drengeflokket stimler sammen.
Hvad sker der?
Frøken Mortensen er pludselig der. Klassen dæmper sig, for alle ved, hvad der sker, hvis hun bliver vred.
Frøken Mortensen, der er kærlighed i luften! Mette kysser sedlen og vifter med den. Peter og Signe, I to er da det sødeste par!
Mette, hvad snakker du om? Frøken Mortensen sukker.
Seddel! Fra Peter til Signe.
Humoren dør hurtigt, da Frøken Mortensen siger:
Signe?
Signe tænker på dengang, hun skulle sige digtet. Du kan godt! hører hun for sit indre øre.
Mette tog sedlen. Jeg ville ikke vise den til nogen.
Okay. Peter?
Til alles overraskelse træder Peter frem.
Ja, jeg skrev den.
At læse andres breve det gør man ikke! siger han alvorligt og tager sedlen ud af Mettes hånd.
Du lyver! Mette skriger frustreret.
Men balladen udebliver. Signe står oprejst, stolt ikke bange, for første gang.
Hun mærker sommerfugle under skulderbladene, som om hun kunne lette, men ryster på hovedet. Nej, folk flyver ikke! Alligevel føles det som alt letner.
Mette?
Jeg mente det ikke. Det var bare for sjov mumler Mette.
Her, den er til dig, Signe! Lad andre ting være dine egne, ikke? Frøken, bliver der noget dansk stil i dag? Fru Andersen lovede, men jeg har ikke nået den!
Jamen, det bliver helt sikkert nu! Find jeres pladser nu, klokken har ringet!
7.b stormer ud, ingen bemærker længere Mettes vrede ansigt eller Signe og Peters generte blikke, og den lille seddel i Signes knytnæve.
Den limer hun i sin dagbog. Gemmer den til den dag, hun, til sit bryllup, med et skælmsk smil, overrækker den til Peter.
Her, min mand!
Hvad er det, min kone?
Begyndelsen på os.
Stoler du virkelig så meget på mig?
Du ved jo alt!
Nej, ikke helt
Hvad mangler du at vide? Signe læner sig ind mod Peter, de andre gæster skråler Kys! og glassene klirrer.
Kan du huske, hvordan du forklarede om forelskelse? Om døren og tærsklen?
Ja
Gik du nogensinde igennem?
Hendes øjne funkler, og Peter hører hendes svar midt i larmen:
Det gjorde jeg! Og jeg lukkede døren bag mig. Jeg er ikke forelsket i dig mere.
Hvad? Peter ser overrasket ud.
Nu elsker jeg dig!
Endelig forstår jeg det! Skål!
Skål, Peter!
