DEN VILLE
Den skidtede og magre hund gav et skrig fra sig. Stenen ramte dens pote. Den løb så hurtigt som den kunne, uden at se sig tilbage. Den vidste, det var de lokale drenge. Grusomme, ondskabsfulde, farlige. Den var bare sulten. Bare en herreløs stodder.
* * * *
Kasper stirrede på sin mor og forstod ikke, hvad hun sagde. Han skulle snart fylde ni år. I hans liv havde der aldrig været en far, aldrig en bedstefar eller bedstemor. Før spurgte han ofte hvorfor, men fik aldrig et svar, han kunne forstå.
Og så, for et år siden, dukkede Mads op i hans og mors liv. Han gav Kasper et fast håndtryk, satte sig på hug, som om drengen var lille, og sagde, at han nu skulle bo hos dem, og at Kasper kunne kalde ham far. Først blev drengen glad, men så opdagede han, at det ikke var Mads, der skulle flytte ind hos dem, men dem der skulle flytte til ham. Han ville ikke flytte. Her havde han venner i gården og i skolen. Her var hans værelse og legetøj. Mor lovede, at de tog alt legetøj med, og at han også skulle have et værelse derovre. Og venner, det kom med tiden… Kasper blev sur på Mads og undgik ham…
* * * *
“Skatter, gå ud og leg! Der er så mange drenge i gården!”
“Mor, jeg kender dem ikke…”
“Kasper, hvad er der? Jeg kender heller ingen her, og det er svært for mig også. Vi vænner os til det og lærer alle at kende! Du skal bare tage det første skridt, så bliver det nemmere! Se, hvor fed en legeplads de har her! Er det ikke fantastisk?”
Han blev faktisk hurtigt venner med drengene. De var lidt ældre, og det var spændende og sjovt.
“Se, Den Vilde! Hurtigt, tag nogle sten! Kom så, kom så!”
Kasper greb sten ligesom de andre og løb med. I den fjerneste del af gården, hen mod skraldespanden, vaklede en hund med et haltende ben. Den var gammel og vaklede. Da den så børnene komme, sænkede den hovedet og løb den anden vej. Drengene fortsatte jagten. Hunden forsvandt ind i syrenbuskene ved Kaspers opgang.
“Hvad har den gjort jer?” råbte han efter dem. “Den gør jo ikke noget! Hvorfor jager I den væk?”
“Er du fuld? Den er herreløs! Den kan have rabies! Den er totalt vild! Alle løse hunde er farlige!”
“Men den kom jo ikke engang hen til jer! Den leder bare efter mad! Lad den være i fred!”
“Er du sindssyg?”
Drengene gik, og Kasper blev stående og vidste ikke, hvad han skulle gøre. Tårerne løb ned ad hans kinder. Benene rystede. Han gik mod døren til opgangen, og fra buskene stirrede hunden på ham. Triste, opmærksomme øjne. *Måske er den faktisk vild*, tænkte han. *Den springer måske på mig.* Han skyndte sig ind og smækkede døren.
Drengen kunne ikke falde til ro. Da mor gik i bad, fyldte han lommerne med brød, tog et par pølser med og smuttede ud.
“Den Vilde, Den Vilde,” hviskede han.
Buskene bevægede sig, og hundens snude dukkede frem. Han kastede en pølse, så en til, og gav den alt brødet. Hunden spiste hurtigt, slugte bid for bid, mens den så sig om. Sådan startede venskabet mellem drengen og hunden…
* * * *
“Kasper, jeg har fået billetter til fodbold. Hvad siger du? Skal vi?” Mads smilede.
“Har ikke tid,” mumlede drengen og slog en mine.
Det var sådan hver gang. Om det var en ny togbanestrækning, en tur i forlystelsesparken eller de usunde burgere, som mor skældte Mads ud for. Kasper var altid utilfreds. Han kunne ikke lide denne mand, der ikke var hans far. Og venner ville han ikke være.
“Kasper,” sagde mor smilende. “Husker du, at du altid har ønsket dig en bedstefar og bedstemor?”
“Jo,” knurrede han.
“Vi har taget fri, og næste uge kører vi til dem på landet! Et par uger! Bliver det ikke sjovt?”
“Nej, og jeg kører ikke med. Har ikke tid.”
“Hvordan har du ikke tid? Hvad er det, du laver?”
“Ingenting! Forstået? Og de er ikke mine, de er hans!” Han pegede på Mads. “Tag du bare afsted! Jeg har ting at passe!” Han kunne ikke efterlade Den Vilde. Hunden var lige begyndt at få det bedre, dens sår var ved at hele, og den halte næsten ikke mere… To uger var for længe!
“Victor Kasper, hvordan taler du til mig?”
“Hvad foregår der her?” Mads kom hjem og blev vidne til skænderiet.
Kasper løb ind på sit værelse og smækkede døren. Han hørte, at mor og Mads skændtes, og han syntes, de nævnte hans hund. Han holdt hårdt for ørerne… Alt det her var på grund af Mads. Mor havde aldrig snakket sådan til ham før…
“Hvad så, makker?” Mads klappede ham på skulderen. “Fortæl mig, hvad det er for nogle vigtige ting, du har?” Han smilede.
“Ingenting,” brummede Kasper og rystede hånden af sig.
“Kom nu, bliv ikke sur. Jeg mener det godt. Hvad med at vise mig din Vilde?”
“HVordan ved du det?” Drengens hjerte hamrede. Mads smilede bare. “Sig det ikke til mor, og ikke til nogen!”
“Hvorfor gemmer du sådan på din ven?” Manden kneb øjnene sammen.
“Drengene griner, mor bliver sur,” suktede Kasper og så ned.
“Hør her, jeg har en idé. Hvad med at tage din Ven med til bedsteforældrene? De bliver glade! Der er masser af plads derovre, mark bag hegnet, en stor hundehus, god mad! Jeg tror, han vil have det godt… Og vi kører derud hver weekend!” Han blinkede. “Det bliver fedt! Rene luft, fuglesang, skøn natur!”
“Den Vilde får sit eget hjem? Rigtigt? Virkelig?”
“Tvivler du på mig? Selvfølgelig! Hvad er det for en attitude? Jeg ville invitere dig på fisketur!”
“Og Den Vilde kommer med?”
“Selvfølgelig! Vi er jo familie nu!”
“Tak, far!” Kasper kastede sig om halsen på ham, og tårerne strømmede ned ad hans kinder, som en befrielse for den lille, sårede sjæl…
