Vinteren 1987 var en af de vintre, hvor man ikke længere taler om, hvor koldt det var, men hvor lange køerne var. Sneen lå højt, men byen Aarhus vågnede alligevel før den. Klokken fem om morgenen stod jeg allerede uden for Brugsforeningen i kvarteret lyset var endnu slukket, men køen snoede sig allerede op ad fortovet.
Ingen vidste helt, hvad de ville tage frem i dag. En havde hørt, at der ville komme kød og mælk. Folk dukkede op med tomme mælkeflasker i deres net, med tunge frakker og trætte ansigter. Vi stillede os op, én efter én, uden at skynde os, som om vi havde gjort det hele livet.
Lisbeth var nummer seks i køen. Hun var 38 og arbejdede på tekstilfabrikken. Hun havde sat vækkeuret til halv fem, drukket sin kaffe i mørket og listet ud af lejligheden for ikke at vække sin mand, som stadig sov og drømte om, at der måske ville komme lidt ekstra på bordet den dag.
Køen voksede hurtigt. Nogle skrev navne på lapper, andre holdt styr på rækkefølgen. Nogle gik hjem for at varme sig og kom tilbage. Der blev delt termokander med te. Små, tørre vitser blev fortalt, bare for at holde modet oppe. Ingen klagede højt det nyttede jo ikke.
På et tidspunkt, midt i køen, fik jeg øje på hende. Hun stod lidt tilbage, helt op ad murstenen med ryggen, med et tyndt lille uldtørklæde bundet om hagen. Frakken var gammel og alt for let til frosten, og posen dinglede slapt fra den spinkle hånd. Hun rystede synligt.
Det var fru Gerda.
Jeg genkendte hende straks. Hun boede to opgange fra os. Blev alene for to måneder siden, da hendes mand døde pludseligt. Siden da så man hende sjældnere udenfor. Nu stod hun der alene, uden at sige noget, blikket ned i jorden.
– Fru Gerda! råbte Lisbeth.
Den ældre kvinde løftede hovedet trægt, som om hun overhovedet ikke havde forventet at blive tiltalt. Da hun så Lisbeth, kom et lille smil på læben.
Lisbeth kiggede tilbage på sin plads, det var nummer femten nu folk pressede på. Så kiggede hun over på fru Gerda igen.
– Kom frem og tag min plads, det er for koldt for dig at stå bagerst.
Fru Gerda forsøgte at afslå, men Lisbeth havde allerede flyttet sig. Folk omkring forstod straks. En mumlede bare: “Lad hende nu, mor.” Fru Gerda kom frem, Lisbeth gik bagerst i køen.
Tiden går hurtigt, når man fryser. Efter næsten fyrre minutters venten begyndte Brugsens folk at åbne døren. Beskeden kom uden omsvøb: mælken og æggene rækker kun til de første tolv.
Lisbeth regnede hurtigt ud, at der ikke ville være mere til hende i dag. Men hun var tilfreds fornuftig, næsten glad over, at i det mindste fru Gerda, på den plads hun havde fået, ville komme hjem med noget.
– Hvor vil du hen? Kom tilbage! Det var jo din plads, råbte den ældre kvinde da hun så Lisbeth ville gå.
– Det er helt i orden, fru Gerda. Jeg gav dig min plads med glæde. Jeg skal nok klare mig til næste gang, sagde Lisbeth.
– Kære barn, kom tag min plads i stedet. Jeg behøver ikke så meget.
Folk i køen kiggede vantro og med respekt på de to kvinder. Det var sjældent man oplevede sådanne gerninger offentligt, især når folk var sultne.
Lisbeth nærmede sig tøvende den gamle dame, tog hende under armen:
Lad os blive stående sammen, så deler vi hvad vi får. Men du må ikke gå hjem tomhændet.
Gerda svarede ikke, nikkede bare. De stod tæt, mest for varmens skyld to små silhuetter tæt side om side, mens køen sneg sig fremad.
Da det endelig blev deres tur, var der kun én portion tilbage. Mælk, et par æg og et lille stykke svinekød.
– Vi deler, sagde Lisbeth hurtigt.
Kassedamen kiggede på dem, på deres røde hænder og måden Gerda støttede sig ind til Lisbeth på. Hun tøvede lidt, sukkede, trak skodden halvt for vinduet, så de bagved ikke kunne se. Hun fiskede en ekstra mælk frem under disken “til nødsituationer”. Hun lagde forsigtigt flasken i posen uden en lyd, delte kødet i to og bandt poserne godt til.
– Sådan er det bedst. Så rækker det til begge, sagde hun sagte.
Lisbeth ville sige tak, men ordene blev væk. Fru Gerda bøjede hovedet og mumlede et lavt: “Må Gud velsigne dig,” som forsvandt i butikkens støj.
Kassedamen vinkede:
Skynd jer nu ud, I har stået nok i kulden.
Vi gik ud uden at se os tilbage. Sneen dalede. Køen var blevet kortere. Dem, der havde overværet det hele, sagde ingenting, men de kunne huske det.
Den her historie er ikke kendt af mange. Kun af dem, der stod den vintermorgen, i den kø ved Brugsen. Den nåede frem til de få, der havde brug for at vide, at de ikke var alene selvom de aldrig ville sige det højt.
Senere blev den genfortalt, ganske uden drama: “Ved du hvad der engang skete i køen?” Sådan begynder historierne. Ingen gør dem til noget stort, det er bare minder.
For i de år var køerne ikke bare om mad. De var om mennesker. Om at se hinanden i mængden, holde plads, gøre lidt for hinanden, åbne op hvis man havde lidt mere overskud. Om at få det, der mindede om normal hverdag til at eksistere, bare et øjeblik.
Historien om Lisbeth og fru Gerda er én blandt mange. Mage til det skete foran mange Brugser, mange kolde morgener. Ikke alle endte godt. Men nok af dem lever videre i hukommelsen.
For nogle gange er det vigtigste, der ikke slap op midt i manglen, menneskeligheden.
Nu hvor jeg skriver det ned, forstår jeg endnu bedre. Det, jeg lærte dengang, var, at selv når man har aller mindst, kan man vælge at dele det. Og det gør hele forskellen i verden.







