“Jeg ville ikke gifte mig mor tvang mig”
“Lars, kan du passe på Emil?” råbte Mette ind mod stuen, mens hun rettede på sit tørklæde foran spejlet. “Jeg er tilbage ved 18-tiden. Husk at give ham frokost. Der er mad i køleskabet, det skal bare varmes.”
Lørdagen var blevet uventet travl der var travlt på arbejde, og chefen havde bedt hende komme ind i weekenden. Ingen andre kunne løse opgaven. Mette sagde ja uden at tøve. Arbejdet gav hende ikke kun penge, men også en følelse af at være vigtig.
Den femårige Emil legede roligt i sit værelse med sine biler. Mette kunne høre ham mumle fornøjet, efterlignede motorbrag. En helt almindelig weekendmorgen. Hun havde allerede tjekket tasken, fundet nøglerne, da Lars kom ud fra værelset.
“Nej,” sagde Lars koldt.
Mette stivnede, hånden hængende ved dørhåndtaget. Hun vendte sig og stirrede forvirret på sin mand.
“Hvad?”
“Jeg passer ikke barnet,” gentog Lars, mens han gik forbi hende mod garderoben. “Jeg har egne planer i dag.”
Mette stirrede på ham, kunne ikke tro sine egne ører. Seks års ægteskab, og aldrig ikke én eneste gang havde han nægtet at passe deres søn. Lars havde altid været en fornuftig far, i hvert fald så det ud sådan ud. Mette stod og forsøgte at forstå, mens han roligt trak jakken på, tog skoene på og gik mod døren.
“Lars, jeg forstår ikke. Hvad er der sket?” Mette trådte frem, men Lars gik rundt om hende, som om hun var et hinder på vejen.
“Ingenting,” sagde Lars og forsvandt uden at se sig tilbage.
Døren smækkede for næsen af Mette. Hun stod midt i gangen med taskeremmen klemt i hånden. Indeni føltes det som om alt sammenkneb sig til en hård knude. Om en time skulle hun være på arbejde. Om en time! Mette greb telefonen, fumlede med fingrene mens hun ringede til sin mor.
“Mor, undskyld,” begyndte hun. “Jeg har brug for din hjælp. Nu. Kan du komme og passe Emil?”
Moderen, takket være guderne, stillede ikke for mange spørgsmål.
Mette regnede hurtigt ud at hendes mor ikke kunne nå det i tide. Hun løb til naboens dør. Fru Jensen, den ældre dame fra overfor, havde altid hjulpet i nødsituationer. Mette bankede på og så næsten bønfaldende på hende da døren åbnede.
“Fru Jensen, vil du hjælpe? Kan du passe Emil i en halv time, indtil min mor kommer? Der er kaos på arbejde, og Lars Lars er gået.”
Fru Jensen rystede på hovedet, men sagde ja. Mette skyndte sig ind, forklarede Emil at han skulle være hos fru Jensen lidt, og løb ud af lejligheden. Hele vejen til kontoret føltes det uvirkeligt. Hvad var det der lige var sket? Hvorfor havde Lars opført sig sådan? Måske havde de haft en uoverensstemmelse hun ikke havde lagt mærke til? Mette gennemgik de sidste dage i hukommelsen. Men hun kunne ikke komme på noget. Aftenen før havde de spist middag, set en film, og snakket om ugeplaner.
På arbejdet kunne hun ikke koncentrere sig. Hun arbejdede på rutinen, mens tankerne kredsede om morgenscenariet.
Flere gange forsøgte hun at skrive til Lars.
“Hvor er du?”
“Hvad er der sket?”
“Hvorfor gjorde du det?”
Men beskedene blev uden svar. Telefonen tav. Mette tjekkede skærmen hvert femte minut, men intet dukkede op
Om aftenen skyndte Mette sig hjem og takkede sin mor.
“Tusind tak, mor. Jeg ved ikke hvad jeg skulle have gjort uden dig.”
Moderen strøg hende over håret, ligesom da hun var barn.
“Det er okay, skat. Men fortæl mig, hvad er der sket? Hvor er Lars?”
“Jeg ved det ikke. Han gik ud i morges og er ikke kommet tilbage.”
Mette fulgte sin mor ud. Lejligheden var så stille at det føltes som om lyden pressede mod trommehinderne. Hun gik ind til Emil, så ham sove drengen snorkede, mens han krammede sin bamse. Så lille og sårbar. Mette strøg ham over håret, kyssede hans pande, og gik stille ud.
Lars kom først hjem to timer senere. Mette havde allerede været i bad, skiftet til hjemmetøj, drukket beroligende te. Da hun hørte nøglen i låsen, stivnede hun. Manden kom ind lige så roligt som han var gået ud om morgenen. Tog jakken af, skoene, gik ind i stuen.
Mette stod i døråbningen og så ham. Indeni kogte hun. Lars stirrede på sin telefon uden at se op. Mette stillede sig foran ham.
“Hvad var det for noget?”
Lars så op med et ligegyldigt blik. Et blik hun kun havde set hos fremmede på gaden. Ikke hos hendes mand. Ikke hos Emils far.
“Jeg er træt af at lade som om,” sagde Lars.
Mette stod fuldstændig stille. Blodet hamrede i tindingerne. Hun sank langsomt ned i en stol, uden at tage øjnene fra ham.
“Hvad er du træt af?”
“Af denne familie. Af ægteskabet. Af dig. Af sønnen.”
Mette stirrede på ham, ledte efter et tegn på at det var en joke. Men Lars var alvorlig. Hans ansigt var koldt og fjern.
“Hvad mener du?” pressede Mette frem, mens hun klemte om armstøtterne.
“Præcis hvad jeg sagde,” trak Lars på skuldrene. “Jeg ville ikke gifte mig med dig, Mette. Det var mor der tvang mig. Hun sagde du var god, sød, den rigtige kone. At sådan en som dig skulle man værdsætte. At jeg ville blive lykkelig. Jeg har holdt ud i seks år. Men ikke mere. Dette ægteskab kvæler mig. Trækker mig ned.”
Mette så vantro på ham. Tårerne pressede på, men hun lod dem ikke falde. Ikke nu. Ikke foran ham.
“Hvorfor holdt du så ud så længe? Hvis du havde det så skidt, hvorfor gik du ikke før?”
Et strejf af irritation fløj over Lars ansigt.
“For din skyld. Barnet er større nu. Du kan klare det selv. Hvis jeg var gået før, ville det have været hårdt for dig. Så jeg ventede.”
Mette grinede. En hård, bitter latter. Hun så på sin mand som på en fremmed.
“Tak for den nåde,” sagde hun hånligt, mens hun tørrede tårerne væk. “Hvor generøst af dig.”
“Du burde være taknemmelig!” snapped Lars, hævede stemmen. “Jeg har ikke været dig utro. Jeg har været en trofast mand. Forstår du overhovedet hvor hårdt det har været for mig?”
“Taknemmelig?” Mette sprang op fra stolen. “Taknemmelig
