Hun havde aldrig ønsket at bo med sin svigerdatter, men nu var der ikke noget valg.
Agnete Larsen tørrede hænderne i sit forklæde og kiggede endnu en gang ind i ovnen. Æbletærten var gyldenbrun på den ene side, men var ikke helt færdig endnu. Udenfor knagede havelågen svigerdatteren kom hjem. Og sønnen. Og barnebarnet. Hele hendes familie vendte tilbage fra deres aftentur.
“Bedstemor!” lød den klare stemme fra den fireårige Mikkel, og Agnete kunne ikke lade være med at smile. For den stemmes skyld kunne hun udholde alt, selv at dele hus med Freja, hendes svigerdatter.
“Mor, har du stået ved komfuret hele dagen igen?” Hendes søn, Mads, trådte ind i køkkenet, kyssede hende på kinden og strakte straks hånden ud mod den varme tærte.
“Hænder!” gav hun ham et let rap over fingrene. “Vask dem først.”
“Agnete, vi aftalte jo, at du skulle slappe af i dag,” Freja dukkede op i døråbningen med netposer fyldt med indkøb. “Det var jo aftalen: Jeg laver aftensmad, og du tager det roligt.”
Agnete pressede læberne sammen. Der var det igen instruktioner om, hvad hun måtte i sit eget hjem.
“Jeg slapper af, når jeg bager,” svarede hun kort. “Øh, er der noget galt i, at jeg vil forkæle mit barnebarn?”
Freja sukkede og begyndte tavst at pakke varerne ud. Mads sendte sin mor et advarende blik ikke nu igen. Agnete lod som om hun ikke så det.
“Mikkel, kom og vask hænder, så drikker vi te med bedstemors tærte,” kaldte hun på barnebarnet, mens hun bevidst ignorerede svigerdatteren.
Engang havde hun haft sit eget liv. Sit eget hus, hvor hun var herskerinde. Veninderne kom på kaffe om lørdagen, hendes yndlingspæoner blomstrede i haven, og om aftenen så hun tv-serier i den komfortable lænestol. Men alt gik i stykker på én gang, da den forbandede brand ødelagde alt.
Agnete kunne stadig husken lugten af røg, naboernes råb og brandbilernes sirener. Hun stod på gaden i natkjole med en jakke over skuldrene og så flammerne fortære hendes hjem. Tredive års liv blev til aske for hendes øjne.
“Bare rolig, mor,” sagde Mads dengang og lagde en arm om hende. “Du bor hos os, indtil vi får styr på papirerne og forsikringen.”
“Bor hos os” blev til måneder. Hans lille to-værelses lejlighed med Freja og Mikkel blev hendes nødtørftige tilflugtssted. Hun sov på en udtrækssofa i stuen, foldede den sammen hver morgen, og følte sig konstant som en byrde.
“Bedste, jeg vil hjælpe med dejen!” Mikkel kom tilbage med våde hænder og strålende øjne.
“Næste gang, skat,” smilede Agnete. “Tærten er allerede færdig, kan du se?”
“Men jeg vil bage noget nu!”
“Ikke i dag, Mikkel,” blandede Freja sig ind. “Bedstemor er træt. Og det er snart aftensmadstid.”
Agnete sendte svigerdatteren et utilfreds blik. Altid skal hun bestemme. Altid ved hun bedst.
“Jeg er slet ikke træt,” protesterede hun. “Og jeg kan da selv vælge, hvor længe jeg vil være sammen med mit barnebarn.”
“Mor,” Mads gned sin pande. “Lad os ikke starte den diskussion igen…”
“Hvad har jeg nu sagt?” Agnete slog ud med hænderne. “Har jeg ikke lov til at tilbringe tid med mit barnebarn?”
“Selvfølgelig har du det,” Freja talte roligt, men Agnete kunne se, hvordan hun klemte hårdt om mælkekartonen. “Men vi har jo aftalt en dagsrutine for Mikkel. Husker du ikke det?”
“Han er mit barnebarn!” Irritationen vældede op i hende. “Og jeg ved bedst, hvad der er godt for ham. Jeg opdragede min egen søn, og han blev da en fin mand.”
“Mor!” Mads hamrede hånden i bordet. “Fårene må gå!”
Freja forlod tavst køkkenet. Mikkel klyngede sig til sin bedstemor, og Agnete mærkede, hvordan tårerne pressede på.
Hun ville aldrig have flyttet ind hos dem frivilligt. Aldrig. Men der var ikke noget valg. Forsikringspengene dækkede knap hendes lån på det afbrændte hus. Et nyt sted var udenfor rækkevidde, og hendes pension rækkede ikke til en lejebolig.
“Mads, jeg mente det ikke sådan,” hviskede hun. “Det er bare svært for mig. Hele mit liv har jeg været min egen herre, og nu…”
“Jeg forstår dig, mor,” sukkede han. “Men forstå også dette: Det her er også Freyas hjem. Og hun er Mikkels mor. Det er hende, der bestemmer over ham.”
Det var den samme gamle diskussion, de havde ført i måneder. Agnete mente, Freja var for streng: kun en times computer om dagen, tv på bestemte tidspunkter, slik kun efter aftensmad, ingen snacks imellem måltider. Ren tortur, syntes hun.
“Jeg går lige og ser, hvordan Freja har det,” sagde Mads og forlod køkkenet.
Agnete blev alene tilbage. Hun sank langsomt ned på en stol og gemte ansigtet i hænderne. Hvor var hun træt af alle disse konflikter. Af at skulle tilpasse sig andres regler. Af skyldfølelsen over at være en byrde for sin egen søn.
Senere, da Mikkel var lagt i seng, og Mads sad i stuen med sin laptop for at afslutte arbejde, bankede Freja på badeværelsesdøren, hvor Agnete børstede sit grå hår foran spejlet.
“Må jeg?” spurgte svigerdatteren og åbnede døren en smule.
“Kom ind,” svarede Agnete modstræbende. “Mangler du et håndklæde?”
“Nej, jeg ville tale med dig.”
Agnete spændte sig. Lige hvad der manglede endnu en skænderi.
“Agnete,” begyndte Freja og satte sig på kanten af badekarret. “Jeg forstår, hvor hårdt det er for dig. Virkelig. Men prøv at forstå mig. Det er mit barn.”
Agnete ville svare skarpt, men holdt inde, da hun så svigerdatterens ansigt i spejlet. Træt, med bekymringsrynker og øjne, der ikke var onde, bare udmattede.
“Jeg ved det,” sagde hun uventet. “Jeg ved, du er en god mor. Jeg synes bare, du er for streng.”
“Måske,” smilede Freja svagt. “Men Mikkel har allergi over for chokolade, som du altid glemmer. Og lægen sagde, han skal begrænse slik på grund af maven. Det er ikke bare mig, der er gnaven, Agnete.”
Agnete følte sig flov. Hun havde ofte givet Mikkel chokolade i smug, troende, det var harmløst.
“Og jeg arbejder to jobs,
