Dagbog, 15 år er gået siden den dag.
Jeg husker det så tydeligt. Jeg sad på børnehjemmet i Aarhus, og en lille pige med strålende grønne øjne betragtede mig i flere minutter. Så spurgte hun ligeud: Har du en datter? Forvirret svarede jeg hurtigt: Nej, det har jeg ikke.
Hun sukkede stille og hendes blik blev trist; Kunne du ikke tænke dig det? Mens jeg prøvede at forstå, hvad hun forsøgte at sige, sagde hun pludselig igen: Jeg kan være din datter. Altså, hvis du har lyst…
Mine tanker fløj rundt. Jeg havde jo en søn på 20 år. Behøvede jeg virkelig endnu et barn? Men ordene hendes: En datter er aldrig for meget. og de store, grønne øjne rørte noget dybt i mig.
Hele livet havde jeg ønsket mig en datter. En lille prinsesse, jeg kunne købe kjoler og hårspænder til, lege med, sætte håret på, og prøve make-up sammen med. Men jeg havde kun min søn, og jeg havde aldrig turdet få et barn mere. Så tænkte jeg, nu er jeg en moden kvinde. Kan jeg virkelig tage mig af en lille pige? Måske var det bare mit gamle ønske, der pressede sig på. Men uden at tænke mere sagde jeg: Ja, det vil jeg gerne! Hun kastede sig straks om halsen på mig, som om vi havde været mor og datter hele hendes liv.
I hendes kram mærkede jeg al den kærlighed, hun havde samlet gennem årene på børnehjemmet. Pigen hedder Alberte, fem år gammel. Hun var kommet på hjemmet, da hun var kun halvandet år, efter hendes forældre blev dræbt i en tragisk ulykke, hvor syv personer døde. Siden da havde hun ventet på en familie, men fordi mange børnehjem placerer børn langt væk, var Albertets ventetid blevet lang.
Det er umuligt at beskrive, hvor glad hun var, da hun fik nye slægtninge. Hun lærte hurtigt navnene på hele familien fastere, onkler, fætre og kusiner. Alle faldt for hendes charme. Selv min mand, som først var ret skeptisk overfor min beslutning, blev fuldstændig betaget af Alberte allerede første dag. Fra begyndelsen kaldte hun os mor og far, og han kunne aldrig drømme om at give slip på hende nu.
Alting kom nemt til Alberte, hun fulgte hurtigt med sine nye venner. Allerede i første klasse skilte hun sig ud med sin kvikke hjerne og logiske sans. På det seneste har hun fået en ny interesse: Alberte skriver digte. Hun bliver holdt af alle, og jeg er stadig uendeligt taknemmelig for, at jeg den dag gik ind på børnehjemmet i Aarhus det ændrede mit liv.
Nogle gange tænker jeg tilbage og kan ikke lade være med at smile heldigvis lyttede jeg til mit hjerte.
