Ventede du på mig?
Tiden flyver virkelig. Før jeg har set mig om, er der gået næsten halvtreds år. Det føles som om, jeg altid ville være ung. Mette kiggede sig selv i spejlet. Vendte hovedet til den ene side, så til den anden. Ikke just tilfreds. Men som man siger, skal man elske sig selv som man er. Okay. Men hvad skal jeg elske ved mig selv? Mørke ringe under øjnene, triste mundvigge, rynker, sorgfulde øjne. Nej, det er bedst ikke at stirre for længe på den slags skønhed.
Og jeg har da ikke slidt mig til døde. Jeg sad bare på et kontor hele livet, ordnede papirer i varme lyse lokaler. Alligevel har årene sat deres spor.
Mette sukkede. *Hvorfor gør jeg mig selv så bekymret? Hvem ser på mig alligevel? Der er masser af unge piger derude. Bare tag det roligt. Træk vejret, befalede hun sig selv. Og hun tog en dyb indånding, så endnu en. *Lad nu være, Mads er kommet tilbage. Han har sikkert glemt alt om mig. Så meget er der sket siden dengang…*
***
„Mette, skal vi ikke gå i biografen?“ foreslog Mads, mens han blev rød helt op over øjrene.
„Hvilken film?“ spurgte Mette, med en så ligeglad stemme, hun kunne møstre, mens hjertet hamrede af glæde.
„Har glemt navnet, men gutterne sagde, den var god.“
„Jeg kan godt lide romantiske film eller eventyr,“ sagde Mette drømmende og bemærkede, hvordan Mads’ ansigt faldt. „Nå, okay, lad os gå. Hvor lang tid?“
„Vi kan tage afsted nu,“ sagde Mads glad.
Mette tænkte over det. Mor havde ikke bedt hende om nogen ting. Lektierne kunne hun nå senere. Mor var på arbejde, så hun behøvede ikke spørge om lov.
„Lad os gå,“ nikkede hun.
Der var ikke mange i salen – det var hverdag. Lyset slukkede, og filmen begyndte med skudvekslinger og biljagter. Mette kiggede sidelæns på Mads’ profil. Han var helt opslugt af filmen. I en scene reddede helten pigen fra banditterne, og de kyssede. Mette spændte sig og blev helt rød, fordi Mads sad lige ved siden af og så det hele.
Pludselig flyttede han sig tættere på, så tæt som armlænet tillg, og tog hendes hånd i sin. Hjertet hamrede, og Mette frøs, turde knap røre sig. Nu skulle han nok kærtegne hendes kind… Men nej. Filmens helte løb igen, og Mads stirrede på lærredet. Mette sad stille hele filmen ig,em, holdt vejret.
Da lyset tændtes, slap han hendes hånd, og hun fik det med det samme koldt. Hun knappede frakken og satte huen på, mens hun tænkte, hvor ærgerligt det var, at filmen var forbi.
Udenfor var det allerede blevet tidlig vintermørke. De gik hjem ad vejen, og Mads fortalte ivrigt om de mest spændende scener, som om Mette ikke selv havde set dem. Når han tav, blev der akavet stille. Mette stillede et spørgsmål, og så fortsatte han. Hun ventede hele tiden på, at han skulle tage hendes hånd igen. Men den ene hånd bar han hendes taske med, og den anden gestikulerede, mens han forklarede filmen.
Ved hendes hus standsede hun og kiggede ned. Mads tav også.
„Skal jeg gå?“ Mette tog tasken og åbnede lågen i stakitgærdet.
„Mette… skal vi ikke gå i biografen igen?“ kaldte Mads efter hende.
Hun vendte sig om. I tusmørket kunne hun ikke se hans ansigt, men hun vidste, han var bange for at få et nej.
„Det skal vi da!“ svarede hun muntert og løb ind.
De så flere film sammen, og hver gang lyset slukkede, tog Mads hendes hånd og holdt den til filmen var slut. Nogle gange gik de bare en tur. Mads var færdig med skolen sidste år og skulle i værnepligt til foråret. Han tog ikke videre uddannelse, arbejdede hos sin far i et autoværksted.
En gang blev han så modig, at han kyssede hende i munden. Hun havde altid ønsket, han turde. Sikke en lykke hun følte den dag!
Til foråret tog han afsted. Aftenen før kastede han småsten mod hendes vindue for at få hende ud. Mette smed frakken på og løb ud til ham. Han havde fået sig et par øl.
„Jeg tager afsted i morgen tidlig. Ventede du på mig?“
„Ja,“ svarede Mette med en hæs stemme. „Selvfølgelig venter jeg.“ Hvordan kunne han tvivle? For hende fandtes der ingen andre end ham.
Mor fik øje på, at Mette havde været væk længe, og råbte på hende gennem vinduet. Mette stod på tæer, kyssede Mads’ varme kind og løb ind.
Faren druknede sine sorger i alkohol og frøs ihjel i en snedrive forrige vinter. Mor fandt en ny mand. Mette følte sig utilpas, holdt sig væk fra køkkenet når hun kunne. Da hun blev student, flyttede hun til Aarhus. Ikke langt – kun halvanden times busrejse. Mor sagde ikke noget. Mette troede næsten, hun lettede, da hun kørte. Hun fik lidt penge med og et vink, da hun steg på bussen med en enkelt kuffert.
Første tid boede hun hos en venindes familie, der også var flyttet til byen. Hun tog en skole som regnskabsassistent og lejede sig ind på et væk værelse med sin første løn.
Mads lovede ikke at skrive. Han nåede det måske ikke eller tænkte ikke på det – men det gjorde ingen forskel. Hun ventede alligevel. Hun besøgte sjældent hjembyen. Ved et af besøgene lagde hun mærke til mors runde udill mave. Det gjorde lidt ondt, at mor skulle elske et andet barn, mens Mette følte sig overset.
Hun havde aldrig set mor som en ung kvinde, selvom hun kun var fyrre. Ingen af klassekammeraternes mødre fik børn i den alder. Hun skammede sig og undgik at komme hjem.
Men da Mads skulle hjem, tog hun alligevel afsted. En veninde skrev, at hans forældre ventede ham på en weekend. Den lille bror tumlede rundt på tykke bænkeben. Mor havde kaldt ham Mads, lille Mads. Når Mette kaldte på ham, tænkte hun straks på sin egen Mads.
Hun løb ud flere gange for at se, om han kom. Men Mads dukkede aldrig op. I supermarkedet hørte hun hans mor brokke sig over, at han blev hos sin nye kæreste, en pige fra det område, hvor han havde aftjent værnepligt.
Mette græd hele natten. Tidligt næste morgen tog hun bussen tilbage til byen.
Et halvt år senere mødte hun en fyr og giftede sig med ham. Hun vidste ikke selv, hvorfor. Ingen tvang hende.”Hun stod der længe og holdt om ham, mens byens lyder svævede forbi, og vidste pludselig med en ro i hjertet, at de endelig havde fundet tilbage til hinanden.”
