– Vil du ikke hjælpe din søster? Hun har det svært efter skilsmissen, sagde moderen bebrejdende.
De to søstre sad rundt om det runde bord i morens hus og lyttede til hendes utilfredshed.
– Din Kasper er forkælet, bemærkede Karen uden tøven. – Han arbejder på skift, men kommer kun hjem med småpenge!
– Mor, for dig er tres tusind vel ikke penge? spurgte den yngste datter, Lærke, irriteret.
– Det er mig ligegyldigt. Det vigtigste er, at han kan forsørge dig, svarede moderen og strammede læberne.
– Det gør han også, fnøs datteren.
– Det kan jeg ikke se! Du lånte fem tusind af mig i går, mindede Karen. – Hvis han ikke kan forsørge dig, så skil dig! Find en, der kan! Desuden ser man på ham og tænker med det samme, at han… ikke er helt rigtig.
– Mor, det er for meget, sagde Signe, der havde været tavs hele tiden, og stillede sig på sin søsters side.
– Er det ikke sandheden? Han er da småvredet, rødblond og taler ikke ordentligt, sagde kvinden med et smil og rullede med øjnene. – Du fortjener bedre, Lærke. Det er ikke for sent at blive skilt, tilføjede hun vendt mod sin yngste datter.
– Mor, Kasper er fantastisk med sine hænder. Og man kan ikke bedømme folk på udseendet alene, sagde Signe, da hun kunne se, hvor meget moderen pressede søsteren. – Hvis vi måler alting i penge, har han trods alt en lejlighed, en bil, og han elsker Lærke.
Karen strammede læberne og så nedladende på sin ældste datter, som efter hendes mening blandede sig i noget, der ikke angik hende.
– Du bor jo selv alene, selvom du er tredive, så kom ikke med dine råd, afviste moderen Signe. – Om ti år begynder du at tage, hvad du kan få…
Lærke lyttede tavst til sin mor og søster, mens hun skiftevis så på dem med et neutralt ansigt.
– Du roser ham… Én-værelses lejlighed i en gammel karré og en billig bil. Der er ikke meget at prale af, sagde Karen overlegent.
– Hvad tænker du, Lærke? spurgte Signe sin tavse søster. – Har du en mening?
– Jeg ved det ikke, måske har mor ret i noget, mumlede Lærke, som først havde forsvaret sin mand, men nu bøjede sig for moderens mening. – For nyligt sagde han, at jeg burde finde et arbejde…
– Kan du se! Karen foldede hænderne over maven. – Det kommer til det nu. Det er frygteligt at forestille sig, hvad der kommer næste!
– Og hvorfor skal Lærke ikke arbejde og blive hjemme? Få har råd til den luksus. Jeg forstår ikke, at Kasper ikke har bedt hende tage et arbejde før, delte Signe sin mening.
– Hvorfor forsvarer du ham så stædigt? Har du kig på ham selv? kvinden stirrede på datterens ansigt.
– Fordi jeg frygter, at dit pres vil ødelægge min søsters liv, svarede Signe stille.
– Det er ikke din sag, brølede Karen truende af sin ældste datter. – Kom ikke med dine råd. Lærke fortjener bedre. Hvis han elskede hende, ville han gøre alt for, at hun ikke skulle lide. Det ville være anderledes, hvis Kasper skilte sig ud, men han har hverken penge eller udseende…
Lærke sad ved bordet og lyttede opmærksomt til sin mor, mens hun fangede hvert ord.
Karens moralske lærdomme bar frugt. Snart begyndte Lærke at fremsætte klager til Kasper.
– Synes du, du tjener ordentligt? spurgte hun sin mand.
– Helt okay, hvorfor?
– Jeg synes ikke, det er godt nok, sagde Lærke og rystede på hovedet. – Jeg tror, du burde finde et andet job.
– Et andet? Jeg er tilfreds med det her, svarede Kasper neutralt men med en vis forundring.
– Men det er jeg ikke! udbrød Lærke kategorisk. – Lejligheden er lille, bilen billig… Jeg har ikke noget at prale af overfor naboerne…
– Det er mærkeligt, det generede dig ikke før, sagde Kasper tænksomt. – Hvad har ændret sig?
– Intet har ændret sig, jeg ser bare anderledes på dig nu. Før blev mine følelser og tanker skjult, men nu ser jeg tingene, som de er, forklarede Lærke for sin mand.
– Fint, svarede Kasper ligegyldigt og tænkte, at det nok ville ende der.
Men opmuntret af Karens pres fortsatte Lærke med at presse Kasper.
– Hør, det begynder at irritere mig, at du er utilfreds, snerrede Kasper med sammenbidte tænder. – Jeg har hørt det, men jeg kan ikke ændre noget.
– Jeg vil have en mand, der kan udvikle sig og ikke sidde fast, sagde Lærke surt.
– Undskyld, at jeg ikke er sådan! svarede Kasper koldt og gik ind i soveværelset. Han åbnede skabet, hvor Lærkes ting lå. – Pak dine ting!
– Hvor skal jeg hen? spurgte Lærke med løftede øjenbryn.
– Til et sted med en ny lejlighed og en udenlandsk bil, konkluderede Kasper tørt. – Jeg kan ikke tilgive mig selv, hvis du lever hele dit liv med en som mig. Jeg er sikker på, at du en dag finder en, der overøser dig med guld og diamanter. Desværre kan jeg ikke.
Den første til at høre, at Kasper havde smidt Lærke ud, var Karen.
– Den usling! Hvem ville have troet, han kunne gøre det? Hun skulle aldrig have giftet sig med ham, udbrød moderen og sendte forbandelser mod sin svigersøn for hans usle handling.
– Jeg bad ham bare om at udvikle sig og tjene mere, sagde Lærke, mens tårerne løb ned ad hendes kinder.
– Lad være med at tale om ham. En mand er en mand, uanset hvor. Du finder en bedre én, og Kasper vil en dag fortryde og krybe tilbage til dig, opmuntrede Karen sin datter.
Uden lejlighed og mand flyttede Lærke ind i sin barndomsværelse hos moderen.
– Hvad vil du gøre nu? spurgte Signe, der kom på besøg efter at være blevet kaldt af moderen.
– Ingenting, svarede Lærke ligegyldigt og kiggede på sin telefon.
– Har du tænkt på at arbejde? spurgte Signe direkte.
– Nej, hvorfor skulle jeg? Jeg finder bare en rigere end Kasper, svarede Lærke selvsikkert.
– Hvorfor går du på hende? Hun har haft det hårdt, lad hende hvile, forsvarede Karen sin yngste datter.
I omkring to måneder bar Karen byrden af at have sin dovne datter boende.
Men hun indså snart, at hun ikke kunne klare det alene og ringede til Signe for hjælp.
Efter arbejde besøgte Signe moderen og tænkte, at det var noget vigtigt.
– Vil du ikke hjælpe din søster? spurgte Karen bebrejdende.
– Hvordan?
– Ikke hvordan, men med hvad, rettede moderen hende. – Økonomisk. Det er hårdt for os begge.
– Hvem tvang dig til at presse på Lærke og bede om en skilsmisse? Signe chokerede moderen med et uventet udsagn. – Du skulle have holdt dig ude af det, så havde alt været fint.
– Hvordan kan du sige det? Karen tog sig til hjertet. – Hvordan kan du sige sådan noget? Din Kasper er en klovn, en usling og en kujon! Han kunne ikke klare en som Lærke, og det gav han op. Ved du hvad? Gå bare. Jeg vil ikke se dig mere! I stedet for at hjælpe, skyder du skylden på os!
På kvindens råb kom Lærke glidende fra værelset. Da hun så sin søster, satte hun hænderne på hofterne.
– Forsvarer du en, der har forladt mig og smidt mig ud?
– Det var din egen skyld! Du skal ikke altid lytte til mor…
– Du tror, du er så klog? Hvorfor er du så uden mand? råbte Lærke.
Signe rystede på hovedet over sin søster og moders hysteri og gik mod døren.
Hun følte ikke længere behov for at fortsætte med at have kontakt med sin familie. Og Lærke og Karen følte det samme.
