»Er du seriøs?« Stemmen i Mikkels røst dirrede, men ikke af overraskelse – snarere af en anstrengt indsats for ikke at sige noget, han ville fortryde. Han sad på kanten af sofaen, blikket fastlåst på den uåbnede sushi-boks, han og Line havde glemt at spise. »Har du virkelig købt en Porsche?«
»Ikke en Porsche. En Taycan. Elektrisk. Du kunne i det mindste lære navnet, hvis du insisterer på at bebrejde mig for den,« svarede Line uden at løfte blikket fra telefonen. På hendes Instagram-feed havde en kollega lige postet billeder fra en konference i Stockholm. Alle iført jakkesæt, men med champagne i hænderne. Som sædvanlig.
Lejligheden duftede af wasabi, irritation og nylig gulvvasket badeværelse – Line havde instinktivt gjort rent, før Mikkel kom, selvom hun vidste, det ikke ville gøre nogen forskel.
»Jeg forstår bare ikke, hvorfor du har brug for sådan en bil?« Mikkel sprang op og begyndte at gå frem og tilbage på køkkengulvet. »Du er ikke racerkører. Du er ikke milliardær. Tror du virkelig, folk respekterer dig mere, hvis du kører rundt i det her… rumskib?«
»Ja. Nemlig. Og jeg kan også parkere et ordentligt sted med ladestander – ikke ude i ingenting. Og forestil dig: Jeg behøver ikke sidde fast i kø, for Taycan har adaptiv fartpilot. Det handler ikke om at blære sig, Mikkel. Det handler om komfort, sikkerhed og – tada! – mine egne penge.«
»Har du hørt, hvad far sagde?« insisterede Mikkel, som om han gentog en indøvet replik.
»Desværre fungerer mine ører stadig fint,« sagde Line og lagde endelig telefonen fra sig. »Han sagde, at det ikke er passende for en kvinde at have sådan en bil, fordi det skaber ‘unaturlig opstandelse i mandefællesskabet’. Direkte citat, forresten.«
»Han er bare bekymret. Han kommer fra en anden tid.«
»Han kommer fra en udtørret tid, Mikkel. Og hvis du ikke kan finde på noget, der bare lignærmest minder om støtte, så er du lige så slem.«
Mikkel åbnede munden, som om han ville sige noget, men lukkede den igen. Som om han var en gammel sort-hvid tv – lyden virkede, men billedet udeblev.
»Hvorfor kunne du ikke tale med mig om det? Vi er da familie. Jeg kunne måske…«
»Hvad? Forslå en Kia Ceed, som din mor kører i? Eller måske bare lade være og købe en gammel stationcar til dig?«
Han grinede, men uden glæde:
»Tak for tilliden.«
Line sukkede og så på ham, som man ser på en stol med en revnet ben – den holder måske endnu, men man tør ikke sætte sig.
»Mikkel, har du nogensinde følt, at du kunne gøre, hvad du ville? Uden at skulle tænke på andres meninger, forventninger eller humør?«
»Jeg har ikke din indtægt, hvis det er det, du mener.«
»Det handler ikke om penge. Det handler om indre frihed.«
Han trak på skuldrene, som om ordene gav ham allergi.
»Du vidste godt, hvordan mine forældre er. Du vidste, hvad du gik ind til.«
»Jeg håbede, de i det mindste ville lære at respektere mig. Eller at du ville.«
Stilheden i stuen blev tykkere end den overskårede risengrød fra baren nede ved metroen. Mikkel satte sig igen og så ned.
»De synes bare, du burde være… mere feminin.«
»Ah. Og helst uden kørekort, uden mening og med evig taknemmelighed for vielsesringen?« Line rullede bittert med øjnene. »Undskyld, men jeg er ikke en tilbehør til din koldskål. Jeg er et selvstændigt menneske, tak.«
Han vendte sig væk. Og lige da – som i et absurd teaterstykke – bankede det på døren. For selvsikkert til en budbringer. For stille til naboen.
»Det er mor,« sukkede Mikkel og rejste sig. »Hun ville lige kigge forbi og se, hvordan vi har det.«
»Var hun ’tilfældigvis’ i nærheden? Eller har hun nu en tracker på min bil?« Line løftede et øjenbryn og rettede på sin bluse.
»Bare… vær venlig, okay?«
»Jeg er allerede blød som sæbe. Det er dig, der skal lære at være mere end en svamp.«
Døren åbnede. Hanne kom ind med en pose fra Føtex, med et blik som en der ikke kommer på besøg, men til inspektion.
»Nå, goddag, I kære. Her er en sund salat, uden nitrat. I kunne godt trænge til at passe lidt på jeres helbred.« Hun kastede et blik på Line og lod øjnene glide ned over hendes høje hæle. »Hvorfor er du så fin? Skal du til bal?«
»Jeg er altid sådan her. Jeg har ikke råd til at se ud som en pensionist på barsel,« svarede Line roligt.
»Hvem mener du med det?« Hanne rynkede panden.
»En abstrakt ide. ikke tag det personligt. Men hvis det passer, så må det være fordi skoen trykker.«
»Mikkel, tillader du hende at tale sådan?« Henvendt til sønnen, som om Line var en usynlig printer i weekenden.
»Han er ikke min vagthund. Eller min tolk fra dansk til familiekode,« sagde Line og gik forbi hende for at hente sushien. »Vil du have te? Eller skal vi gå direkte til at diskutere min upassende bil?«
»Du forstår det jo selv, godt gået,« smilte Hanne. »Nikolaj og jeg har mere brug for sådan en bil. Vi kører til sommerhuset, besøger familien. Hvad bruger du den til? For at blære dig?«
»Præcis. Og for hævn. Mod jer,« svarede Line stille og roligt. Som en læge, der fortæller patienten, at blindtarmen allerede er sprængt.
Der opstod en pause. Selv Mikkel lod til at forstå, at der var sket noget alvorligt. Line lagde sushien tilbage.
»Undskyld, men jeg har ikke mere energi til at lade som om, det her er normalt.«
»Hvad er ‘det her’?« spurgte svigermor forvirret.
»Alt sammen. At du kommer her som en inspektør. At Mikkel tier som en tavs statue af sin egen barndom. At jeg skal fortælles, hvordan jeg skal leve, se ud, bruge mine egne penge. Jeg er færdig.«
Hun tog hælene af, som om hun smed en rustning, og gik ind i soveværelset. Mikkel blev stående med åben mund, mens Hanne vendte sig mod ham med et blik, hvor vreden allerede begyndte at lyne.
»Hun ydmyger mig foran dig, og du står bare der! Sådan kan man ikke leve!«
»Sådan skal I heller ikke leve mere,« lød Lines stemme fra soveværelset. Rolig, men med en stålkulHun lukkede døren bag sig, vidste at denne gang var det endeligt, og at hun endelig kunne trække vejret frit igen.
