Viktor sad behageligt ved sit skrivebord med sin bærbare computer og en kop kaffe. Han havde nogle opgaver, der skulle gøres færdige. Pludselig blev han forstyrret af et opkald fra et ukendt nummer. – Hallo, det er Viktor. – Viktor Ditlevsen? Det er fra fødeafdelingen, jeg ringer. Kender du Anna Mikkelsen Izotova? spurgte en ældre mandestemme. – Nej, jeg kender ikke nogen Anna Mikkelsen. Hvad drejer det sig om? undrede Viktor sig. – Sagen er den, at Anna døde under fødslen i går. Vi har kontaktet hendes mor, og hun siger, du er barnets far, sagde manden i røret og ventede på svar. – Hvilket barn? Hvilken far? Jeg forstår slet ingenting! udbrød Viktor nervøst. – Anna fødte en datter i går. Og du er faren. Hvis du altså er Viktor Ditlevsen. Du skal komme på fødeafdelingen i morgen – der skal tages stilling til noget… sagde manden tydeligt og roligt. – Tage stilling til hvad? Viktor forstod stadig ingenting. – Kom i morgen til fødeafdelingen på Rigshospitalet. Spørg efter Niels Petersen. Det er mig. Så taler vi om det hele. Viktor stod med telefonen i hånden, lyttede til de lange bip og prøvede at forstå, hvad han lige havde hørt. – Anna… Hvilken Anna? mumlede han, mens han gik frem og tilbage. Han spekulerede: Kvinder er gravide i ni måneder … Ni måneder siden? Det er maj nu, så september… – Jeg var jo i Skagen i september, gik det pludselig op for ham. To uger. Selvfølgelig! Anna! Viktor kunne kun vagt huske hendes ansigt. En lyshåret pige med blå øjne… Hvor mange Anna’er havde han haft? Skulle han kunne huske dem alle? Han havde aldrig været gift i sine fyrre år – og havde heller ikke tænkt sig det. Børn havde han aldrig ønsket. Aldrig! Han havde sit eget liv. Og det ville han ikke ændre på grund af nogen Anna… Men hun er jo død… slog det ham pludseligt. Hvordan kunne hun dø? Hvor gammel var hun? Max tyve… Han havde lyst til at ryge, men han havde jo stoppet. Et ukendt følelse voksede i ham – var det medfølelse, forvirring, beklagelse? – Barnet… sagde han højt. Så kan Annas mor jo tage barnet – hun er jo mormor. Og desuden: hvem ved, måske er barnet slet ikke mit? Viktor havde allerede besluttet sig. I morgen tager han hen på fødegangen, taler med lægen, skriver under og frasiger sig barnet. Så kan livet fortsætte, som det plejer. Alligevel havde han svært ved at falde i søvn. Tankerne myldrede, og noget uforståeligt knugede i brystet… Han kunne ikke få billedet af den døde Anna ud af hovedet. Måtte erkende det – han kunne huske, hvordan hun lo, hvordan hun løb langs stranden, hvordan hun så kærligt på ham. Den sjove unge pige, han havde glemt straks efter at være kommet hjem. Nu ligger hun på obduktionsbordet… Viktor styrtede ud på gangen og bad Niels Petersen om et øjeblik. Udenfor fik han en cigaret af en forbipasserende, sugede desperat røgen ind og gik målrettet ind til overlægen. – Vil du ikke se din datter? spurgte Niels Petersen. – Nej. Jeg vil først tale med Annas mor. Hvor er hun? Viktor så afventende på lægen. – Hun sidder ude på gangen. Du gik lige forbi hende. – Jeg kommer nu, svarede Viktor og gik ud. Han så straks den spinkle kvinde i sort tørklæde. Hun sad lidt længere nede ad gangen. – Hej, sagde Viktor anstrengt. Annus mor løftede blikket – og Viktors hjerte smeltede næsten ved al den smerte, der bølgede i hendes øjne. – Hvor hun ligner Anna, tænkte han. – Mit navn er Vera. Vera Ditlevsen. Jeg er Annas mor. – Jeg hedder Viktor. Også Ditlevsen, tilføjede han. – Det ved jeg. Anna har fortalt om dig. Nu får jeg aldrig fortalt mere, og Vera begyndte at græde. Viktor blev stående forvirret. Hvad skulle han stille op? Da Vera tørrede tårerne, sagde hun: – Du må ikke afvise din datter, beder jeg dig! Jeg kan ikke lade mit barnebarn vokse op på børnehjem. Forstår du? – Hvorfor børnehjem? Du er jo mormor? Du kan få hende! forsøgte Viktor at berolige hende, mens han tænkte: “Hvor meget ældre er hun egentlig end mig…?” – Jeg får hende ikke… Jeg er syg, har hjertefejl… Du skal bare anerkende faderskabet! Så passer jeg hende selv. Vi skal ikke være til besvær, jeg beder dig! tryglede Vera og rakte hænderne ud. – Kom, sagde Viktor og trak hende med til overlægen. – Hvad skal til for at anerkende faderskab? spurgte Viktor nervøst. – En DNA-test, svarede Niels Petersen og så på ham. Hvad vil I kalde hende? – Kalde hvem? Viktor blev forvirret igen. – Din datter – hvad skal hun hedde? smilede lægen. – Vil du ikke se pigen? spurgte han. Viktor sukkede og rystede på hovedet: – Nej. Ikke nu. Papirerne blev ordnet hurtigt. DNA-testen viste, det var hans barn. Viktor vidste stadig ikke, hvad han skulle gøre nu. Han var slet ikke klar til at tage et barn ind i sit liv. Men bare lade Vera alene klamrede han sig heller ikke til. Han kunne end ikke sige ordet DATTER. Kun: barnet. “Jeg hjælper så godt jeg kan. Overfører penge, køber barnevogn, alt det, de har brug for,” besluttede han, da babyen skulle udskrives fra fødeafdelingen. Da Viktor så sygeplejersken komme med en bylt i noget lyserødt og blondepynt, fik han mundtørhed. Vera tog imod bylten og spurgte: – Vil du se den lille? Viktor nåede ikke svare, før døren til overlægens kontor gik op, og Niels Petersen bad Vera komme ind et øjeblik. Vera lagde bylten i Viktors arme og gik. Viktor stivnede – kunne hverken tale eller bevæge sig. Bylten var varm og duftede sødt. Pludselig begyndte den at knirke og græde. Forfærdet så Viktor ned – og så… sig selv. Hans datter var en tro kopi af ham selv! Han satte sig på en stol for ikke at segne og vuggede hende lidt. Gråden stoppede, hun kiggede lige på ham og… smilede. Vera kom hurtigt ud. – Giv mig hende, sagde hun blidt. – Nej, jeg klarer det! Hun smilede til mig! udbrød Viktor smilende. – Kom Vera, vi tager hjem sammen! tilføjede han beslutsomt.

Jonas havde lige sat sig godt til rette ved skrivebordet med sin bærbare computer og en kop kaffe. Han skulle lige ordne nogle arbejdsopgaver. Pludselig blev han afbrudt af et opkald fra et ukendt nummer på sin mobil.
Hallo, det er Jonas.
Er det Jonas Møller? Det er fra fødeafdelingen på Rigshospitalet. Kender du til Mathilde Gregersen? spurgte en ældre mand, kunne man høre på stemmen.
Nej, jeg kender ingen Mathilde Gregersen. Hvad drejer det sig om? undrede Jonas sig.
Sagen er den, at Mathilde desværre døde i går under fødslen. Vi har kontaktet hendes mor. Hun fortalte, at du er far til barnet, stemmen tav og ventede på svar.
Hvilket barn? Hvilken far? Jeg fatter ingenting! Jonas begyndte at blive nervøs.
Mathilde fødte en pige i går. Og du er faren. Hvis altså, du virkelig er Jonas Møller. Du skal møde op på Rigshospitalets fødeafdeling i morgen. Vi er nødt til at få styr på situationen manden talte langsomt og tydeligt.
Hvad skal jeg dog afgøre? Jonas fattede stadig ingenting.
Bare kom i morgen, spørg efter Henrik Bech. Det er mig. Så drøfter vi det hele.
Jonas stod med telefonen i hånden og hørte signalerne. Til sidst lagde han den fra sig og forsøgte at tage det ind.
Mathilde Hvem er Mathilde? mumlede han, mens han gik rundt i lejligheden. Aner det ikke… Nej, jeg må tage det fra en anden ende. Hvor længe er kvinder gravide? Så ni måneder. Hvad lavede jeg for ni måneder siden? Vi er i maj nu. Så var det september Hvad skete der i september?
Jonas kiggede på sin kaffekop og satte den surt tilbage på bordet. Måske trængte han til noget stærkere, men
I september var jeg i Skagen, det kom til ham pludseligt og klart. To uger. Det var jo dér! Mathilde!
Nu kunne han kun halvt huske hendes ansigt. Var hun ikke lyshåret med blå øjne…? Hvor mange Mathilder havde han egentlig haft gennem tiden? Skulle han huske dem alle? Han var fyrre og havde aldrig været gift, og han havde ingen planer om det. Børn havde han slet ikke ønsket sig. Hans liv var, som han ville have det, og han havde ikke tænkt sig at ændre på det på grund af nogen Mathilde
Hun er jo død, slog det ham som et hårdt slag mod tindingen.
Hvordan kunne hun dø? sagde han højt og kiggede op i loftet som om svaret var dér. Hvor gammel kan hun have været? Højst tyve
Han fik lyst til en smøg, men han havde jo droppet det. Et mærkeligt, ukendt følelseskaos spredte sig i maven var det sorg, forvirring, dårlig samvittighed?
Barnet sagde han igen, som om han førte en samtale med en usynlig tilhører. Mathildes mor må bare tage sig af barnet. Hun er jo mormor. Og for resten! Hvordan skal jeg vide, at det overhovedet er mit barn?
Jonas havde truffet sin beslutning. Han ville tage hen på hospitalet i morgen, snakke med lægen, skrive under på at han ikke ville have barnet, og derefter leve videre som før.
Men på trods af at han havde truffet sit valg, kunne han ikke falde i søvn. Tankerne myldrede, og der var noget, der gnavede i brystet.
At den kolde, døde krop deroppe virkelig skulle være Mathilde, føltes uvirkeligt! Han kunne ikke synke klumpen i halsen. Den voksede, bredte sig i brystet, steg mod øjnene. Han mærkede tårerne presse sig på…
Han kom i tanker om hende, så det for sig hvordan hun lo, hvordan hun løb i sandet langs stranden, hvordan hun så på ham med forelskede øjne. En sød pige, han havde glemt straks da han var hjemme igen. Og nu lå hun på et køligt stålbord Han ville ikke se det, men han kunne ikke lade være.
Jonas sprang ud på gangen. Han pegede til Henrik Bech om at give ham et øjeblik.
Han opsnusede en cigaret hos en fremmed og gik ud foran fødeafdelingen, hvor han sultent sugede røg ind, smed smøgen og fortsatte ind til overlægens kontor.
Vil du se din datter? spurgte Henrik Bech.
Nej. Jeg vil hellere tale med Mathildes mor først. Hvor er hun? Jonas så spørgende på lægen.
Hun sidder ude på gangen. Du gik lige forbi hende.
Tak, jeg går ud til hende, Jonas skyndte sig ud.
Han så straks hende med det sorte tørklæde, siddende længere nede ad gangen. Han gik det korte stykke hen til stolen.
Hej, fik Jonas sagt tøvende.
Mathildes mor løftede blikket. Jonas følte næsten han druknede i den smerte, han så i øjnene på hende…
Hvor ligner hun Mathilde, kom det til ham, de har de samme træk.
Jeg hedder Karen. Karen Gregersen, sagde hun lavt. Jeg er Mathildes mor.
Jeg hedder Jonas. Møller, præcis som du har hørt.
Det ved jeg. Mathilde fortalte altid om dig. Nu får jeg aldrig flere historier fra hende, og Karen begyndte at græde.
Jonas blev helt fortumlet. Han vidste ikke hvad han skulle gøre, eller hvordan han skulle opføre sig.
Karen tørrede tårerne bort og sagde:
Du må ikke give slip på din datter, lov mig det! Jeg kan ikke bære tanken om, at min elskede lille pige skal vokse op på et børnehjem! Forstår du?
Hvorfor børnehjem? Du er jo mormor. Du får hende sikkert bare! Jonas prøvede at berolige Karen. Men han tænkte ved sig selv: Hun er lige så gammel som mig …
Nej, jeg får ikke barnet. Jeg har medaljer for kronisk sygdom. Hjertet… Du behøver bare at anerkende pigen! Så tager jeg hende. Du vil aldrig høre fra os, jeg sværger! Karen rakte bedende sine hænder frem.
Kom, sagde Jonas og førte hende ind til overlægen.
Henrik Bech så op fra papirerne.
Hvad skal jeg gøre for at anerkende faderskabet? spurgte Jonas usikkert.
Der skal tages en DNA-test, svarede Henrik alvorligt. Og… har I fundet på et navn?
Hvad mener du? Jonas blev overrasket.
Til datteren. Hvad skal hun hedde? spurgte overlægen med et skævt smil.
Vil du ikke se hende? tilføjede han venligt.
Jonas sukkede, kiggede på Karen og sagde sagte:
Nej. Ikke nu.
Formaliteterne blev ordnet hurtigt. DNA-testen bekræftede, at han var faren. Jonas var helt rundt på gulvet nu hvad skulle han gøre? Han havde ikke været klar til børn, og han så sig ikke selv som far. Men bare at lade Karen tage ansvaret og slette barnet fra sit liv… Kunne han det?
Han omtalte stadig kun pigen som barnet. Ikke som sin datter.
Jeg hjælper sender penge hver måned, køber barnevogn og alt det praktiske, besluttede han før udskrivningen af barnet.
Da Jonas så sygeplejersken komme med det lille menneske i sart lyserødt tæppe med blonder og bånd, blev han helt tør i munden.
Karen tog forsigtigt imod sin lille sønnedatter, løftede hjørnet af tæppet og spurgte:
Vil du ikke kigge på hende?
Jonas nåede ikke at svare. Døren til overlægens kontor gik op, og Henrik Bech bad Karen komme ind et øjeblik.
Karen rakte trygt barnet over til Jonas.
Jonas stivnede. Han kunne hverken tale eller røre sig. Barnet i hans arme var varmt og duftede sødt. Pludselig begyndte tæppet at rasle, babyen udstødte en lyd som en lille killing og begyndte at græde højt. Forskrækket så Jonas ned, og der ansigtet! Det var jo hans eget spejlbillede Pigen lignede ham på en prik!
Han satte sig vaklende på en stol og vuggede forsigtigt barnet, som med ét stoppede med at græde og kiggede ham direkte i øjnene og Jonas syntes næsten hun smilede.
Efter et øjeblik kom Karen ud fra kontoret.
Giv mig hende, Karen rakte hænderne ud.
Nej, sagde Jonas, Hun smilede til mig! og et stort, ægte smil bredte sig over hans ansigt. Vi skal hjem, Karen, hviskede han. Og lidt mere sikkert: Vi tager hjem sammen.Karen så på ham, først vantro, så med tårer i øjnene denne gang blandet med et lille glimt af håb. Hun nikkede stumt, bøjede sig og lagde en blid hånd på Jonas skulder. De blev siddende sådan et øjeblik, alle tre i stilheden, afbrudt kun af barnets sagte åndedrag.

Langsomt rejste Jonas sig med pigen i armene. Han stod fast, som et træ, og mærkede en mærkelig ro vokse frem. Det gjorde ikke længere ondt at tænke på alt, han ikke vidste nu kunne han kun se dét, han havde. Hun, denne lille hånd i hans, var hans nu. Måske havde livet fået nye planer, end Jonas havde turdet forestille sig.

Karen trak et lommetørklæde op af lommen og snøftede. Hvad skal hun hedde? spurgte hun.

Jonas så på den lille pige igen, på det nysgerrige blik, der studerede ham, som om hun kendte alle hans hemmeligheder. Han trak vejret dybt.
Mathilde, sagde han. Hun skal hedde Mathilde.

Karen smilede. Et sted i koridoren begyndte morgensolen at strømme ind gennem vinduet, malede lyset på de kliniske vægge, og Jonas gik langsomt forbi, med Mathilde i sine arme. Foran sygehusets døre standsede han, lukkede øjnene et øjeblik og hviskede stille: Sådan, min pige. Nu starter vi.

Uden at se sig tilbage trådte han ud i sollyset og et usynligt bånd mellem fortid og fremtid strammede sig kærligt om de tre, på vej mod et ukendt, men sammenvævet liv.