Viktor kørte sin lastbil ad en stille landevej uden for Odense, da han i tusmørket fik øje på en pige, der stod ved landevejen og vinkede efter en bil. Klokken var allerede mange, og der var ikke et menneske i syne andre end dem to. Han bremsede og rullede vinduet ned.
Skal du have et lift? spurgte han.
Ja, tak, svarede pigen blidt med rystende stemme. Der kommer næsten ingen biler nu. Har du ventet længe?
Hun nikkede. Pludselig brød hun ud i gråd, store tårer trillede lydløst ned over kinderne. Viktor kiggede overrasket på hende.
Viktor havde forladt hjembyen samme morgen i sin gamle Scania. Kabinen duftede stadig af varme frikadeller og kartoffelsalat; hans mor havde lavet madpakke, nu hvor han skulle ud og køre på en helligdag gods skulle jo bringes frem, selv til Svendborg, selv på Helligtrekongersdag.
Han rakte ud efter endnu en frikadelle, nappede den, og nød det hele gennem ruden strømmede lune toner fra radioen, dansk grand prix-musik, og humøret steg betragteligt.
Da mørket faldt på, havde Viktor passeret en lille landsby tæt på landevejen, og idet han gled forbi den øde busholdeplads oplyst af natlygten, fik han øje på pigen med iskolde hænder, desperat forsøgte hun at standse enhver bil.
Viktor bremsede op; hun løb glædesstrålende mod lastbilen.
Vil du køre mig? spurgte hun.
Det var tydeligt, hun frøs. Han smilede bredt:
Selvfølgelig, hop ind. Der er ikke mange biler ude nu, og det er blevet sent. Har du ventet længe?
Ja… meget længe, hviskede hun, før hendes øjne løb i vand.
Viktor betragtede hende forbløffet.
Er der sket noget? spurgte han bekymret.
Mellem snøft og hikst begyndte hun at fortælle:
Jeg hedder Ragnhild. Det er jo Helligtrekongersaften i dag, så min kollega fra arbejdet inviterede mig op i sommerhu-set ved Faaborg for at fejre med hendes familie. Hendes mand skulle grille pølser og vi skulle hygge med bordet dækket op. Jeg skulle bare ringe, når jeg var nået frem til den lille butik ved stoppestedet, så ville hun hente mig.
Jeg sagde ja, for jeg har lige været igennem et brud før jul, og hun ville ikke have, at jeg sad alene i min lejlighed.
Så jeg satte mig i bussen mod Faaborg troede jeg. Da jeg kom frem til stoppestedet, steg jeg af, ringede til hende, hun sagde jeg skulle vente i butikken ved stoppet.
Men så opdager jeg der er ikke noget som helst her, landsbyen ligger flere hundrede meter væk. Jeg ser bag på bussen det står: Nyborg.
Jeg er stået af det forkerte sted! Butikken er lukket, og min veninde bor på den anden side af byen. Så kører bussen væk… Jeg råbte, men chaufføren hørte mig ikke. To timer senere går det op for mig, at det var dagens sidste bus.
Ingen biler kører mod Odense jeg tænker, jeg må prøve at få et lift tilbage.
Og her har jeg nu stået i næsten tre timer Hvis ikke du var kommet, ved jeg ikke hvad jeg skulle have gjort. Tusind tak
Lad os sige du til hinanden, sagde Viktor med et lille smil.
Ragnhild nikkede og lo svagt, stadig med tårer i øjnene.
Viktor kunne ikke lade være med at tænke, hvor rar hun virkede: ned på jorden, nøgtern, ikke spor selvhøjtidelig. Hun så ud til at være den, der kan klare sig selv. Han standsede lastbilen og sagde:
Nu hvor du er blevet varmet igennem, er det vist tid til aftensmad. Min mor laver verdens bedste frikadeller og kartoffelsalat.
De delte aftensmaden. Ragnhild åbnede sin taske og fandt lidt spegepølse, ost og en plade mørk chokolade frem.
Efter maden bredte de tæpper ud Ragnhild lagde sig på overdelen af køjen, Viktor tog sæderne. Da de havde lagt sig, spurgte hun pludselig:
Viktor, er du gift?
Nej, svarede han roligt.
Hvorfor ikke?
Måske fordi jeg lige har mødt en pige, jeg virkelig synes om, men endnu ikke fået sagt det til hende.
Jeg forstår.
Nu må vi hellere sove, jeg skal nå at aflevere lasten til tiden.
Turen forløb roligt. Ragnhild grinede: det var første gang sådan noget var sket for hende, og nu var hun glad for det alligevel.
Undervejs blev Viktor mere og mere overbevist om, at hun var en gave fra skæbnen.
Da de næste dag nærmede sig Odense med de første forårssolstråler, vendte han sig forsigtigt mod hende:
Må jeg få dit nummer, Ragnhild?
Og hvad så med hende pigen, du kunne lide? spurgte hun drillende.
Det er jo dig, jeg talte om, grinede Viktor. Jeg kunne virkelig godt tænke mig, vi fortsatte det her, hvis du har lyst.
Det ville jeg også, Viktor. Du reddede mig, og du har været alt det, en rigtig mand bør være.
I april står de sammen på Odense Rådhus nygifte. Man ved aldrig, hvornår lykken finder énDe kigger på hinanden under rådhusets store lysekrone. Ude på torvet triller en gul bus forbi, men indendørs føles det, som om verden lige nu kun er deres. Viktor rømmer sig, finder fra inderlommen en lille æske han har haft siden deres første tur. Ragnhilds øjne bliver store, og idet han åbner æsken, ser hun den lille frikadelleformede broche, hans mors gamle, nu givet videre med et kærligt smil.
Så du aldrig glemmer at tage den sidste bus, hvis den skulle komme, hvisker han varmt.
Rundt omkring dem griner venner, og rådhusklokkerne ringer. Udenfor begynder det at regne let, men de træder ud hånd i hånd, og regndråberne glitrer på hendes lyse kjole, som stjerner drysset ud fra en nattehimmel. Viktor hiver hende ind i sin favn, midt på pladsen, hvor folk standser op og klapper. Et kys langt, trygt, ubrydeligt.
En ny begyndelse, født af en tilfældig mørk landevej, en frikadelle og et løfte under regnens dans.
