Misse
– Signe, er du vanvittig? Frøken Brandt smider dig ud for mindre!
– Malene, hvad skulle jeg gøre? Skulle jeg bare lade ham være? Han er jo levende, stakkels lille!
– Jo, men hvor længe bliver du det, hvis hun finder ud af, du har slæbt ham ind?
– Åh, Malene, kom nu! Det er ikke en løve det er bare en lille bitte killing. Lad ham bo her lidt, ja?
– Åh, hold nu op! Malene grinede, og kærtegnede med hånden den lille, rødstribede knude, der lå på hendes halstørklæde. Som om jeg ikke selv er blød om hjertet. Hvor fandt du ham?
– Jeg var på vej hjem fra aftenvagt, gennem Østre Anlæg, og så lå han der, midt på stien. Måske var han kravlet ud af buskene, måske havde nogen smidt ham der. Han var næsten dækket af sne jeg havde aldrig fundet ham, hvis han ikke var så rød. Jeg samlede ham op, og han var iskold, jeg troede han var død. Men jeg kunne mærke, han trak vejret, så jeg tog ham og spænede hele vejen hjem til kollegiet. Signe grinede, mens hun hældte mælk op i den plettede blik-kop og begyndte at varme den, Frøken Brandt gawpede efter mig som om jeg bar et lig ind.
– Ja, nu kan du vente dig besøg. Åh, Signe, hun bliver gal! Kan du huske, da hun tog Lise i at have en kat på værelset? Hun ville smide hende ud prompte. Regler er regler ikke noget med dyr.
– Du siger det ikke til hende, vel? Signe vendte sig usikkert i døren. Hvis hun kommer, så gem ham. Jeg henter bare mælk, lover det!
– Skrub af! Malene greb de to tørklæder, og lagde killingen blødt ned i sin strikkekurv. Jeg har ikke set noget, jeg ved ingenting, jeg siger ikke et muk! lo hun, smækkede låget i og blinkede til Signe. Skynd dig, ikke vær bange!
Signe forsvandt, men Malene kiggede ned til killingen og rystede på hovedet:
– Herregud, et held du har, møgunge! Rød og fræk… Træk vejret nu, lille skravl. Signe er god, hvis noget sker med dig, vil hun græde en uge. Har jeg brug for det?
Killingen sagde ingenting. Han trak vejret svagt, lå med lukkede øjne og reagerede slet ikke på Malenes ord.
Værelset blev mere og mere mørkt, skumringen lagde sig som et blødt tæppe. Malene tændte ikke lyset, hun kunne godt lide denne tid. Hele aftenen foran sig. Helt anderledes, end når hun havde aftenvagt på fabrikken: hjem og så straks i seng. Nu kunne hun læse, snakke med Signe, høre om hendes nye fyr, Christian. Malene sukkede. Signe var heldig kæreste og snart forlovet. Malene havde ingen og hvem ville da også have sådan en lang en! Signe var lille, nips, med glimtende blå øjne og lyse fletninger ned til hoften en rigtig dukkepige. Malene kaldte bedstemor altid for kæmpen som barn kunne hun skille sine tre små brødre ad med en håndvift. Nu var de voksne. Den ældste lige blevet gift og Malene var stadig alene. Hvem fanden ville have én som hende? Ikke her i Aarhus. Måske havde bedstemor ret hun burde tage hjem til landsbyen. Men hvad så? Der var jo ingen vender tilbage, næsten ingen unge, kun gårde og marker. Skole og fabrik havde hun passet for ingenting? Her i byen var hun respekteret og havde fast job. Hun mærkede resignation komme snigende. Hun rystede det væk. Der var tid nok til alt det. Der måtte da findes nogen.
Døren gik op Signe kom ind og ledte efter pipetten for at give killingen mælk; fra skålen kunne han ikke drikke, så svag var han. Signe snøftede næsten, mens hun med tårer i stemmen prøvede at få ham til at spise. Malene lagde bogen fra sig, tog killingen og sagde bestemt:
– Giv mig den.
Hun samlede mælk op i pipetten, holdt killingen fast, og tvang nænsomt munden op:
– Så, kammerat! Der er ingen grund til at dø af sult nu, hvor du lige har fundet tag over hovedet.
Han hostede og sprøjtede, men han begyndte at spise.
Katten fik navnet Misse. Frøken Brandt opdagede ikke noget næsten et år indtil hun en dag så en ildrød hale vælte ind af vinduet i stueetagen.
– Hvad var det?!
Hendes råb fik hele kollegiet på tæerne.
– Frøken Brandt, åh vær nu sød! Du anede ikke, at vi havde kat! Han fanger mus!
– Mus?! Her?! Vores kollegium er mønstereksemplarisk!
– Ja ja! Malene lagde armene over det brede bryst, sendte frøken Brandt et skarpt blik og skubbede Misse væk med foden Og musene er også flotte. Små, fede! Hver morgen lægger han dem til rette foran min seng. Vil du se næste gang? Eller skal vi hædre ham på direktørens kontor?
– Malene! Nu må du styre dig! Tonefaldet faldt, hun stirrede strengt på Signe. Din skyld? Og bliver du gift, hvad så med ham? Tager du ham med?
– Jeg ved ikke Han elsker mig, men han tror Malene er chefen. Han vil savne hende.
– Pfff! Han er en kat, ikke en mand! Hvor der er mad, der er hjem.
– Tror du? Jeg prøver og prøver, men han vender stadig tilbage til Malene det kan jeg ikke lave om.
Signe tog killingen op, krammede ham, og omfavnede frøken Brandt.
– Så må vi godt, ikke?
– Tsk, snu pige! Frøken Brandt lo og pegede truende. Men han må ikke ses eller høres, forstået? Ellers ryger vi alle sammen og med rette.
Signes bryllup blev fejret flot, og Malene blev alene med Misse. Dage trak i langdrag, ensomme. Kollegiet ventede på at blive lukket; pigerne håbede alle på at få værelse i det nye byggeri men arbejdet stoppede og begyndte i et væk. I weekender gik Malene og de andre derhen for at hjælpe håndværkerne og drømme sig ind i fremtiden. På en af de ture mødte hun det, hun troede, var sin skæbne.
Peter var også ude fra landet. Sidste barn hjemme, havde passet sine forældre. Efter de døde, flyttede han ind til byen. Han mødte piger nok, men han kiggede kun efter én, som havde noget at bringe med sig en lejlighed, lidt opsparing. Malene passede ikke ind. Alligevel kunne han ikke tage øjnene fra hende, da hun med kronhjorteholdning passerede ham i gangen.
Hans klodsede kurmageri fik Malene til at grine.
– Du milde Gud! Jeg kunne den stakkel klappe på hovedet. Han er jo et hoved mindre end mig! Hvorhen med sådan en?
– Malene, det handler ikke om højde hvordan er han som menneske?
– Jeg ved det ikke, Signe
Hun så på Signe, som var blevet tung om maven, og som klappede Misse, der nu var blevet en flot, stor kat.
– Er det hårdt?
– Nej, ikke svært. Men det føles, som om man venter på noget godt, der snart skal ske. Som at stå på banegården og vente på et tog. Bare det snart ville komme…
Om det var Sigtes ventetid eller Malenes ensomhed Peter begyndte at komme oftere. Misse brød sig ikke om ham, hvæsede og sprang op i vindueskarmen, når Peter trådte ind. Malene måtte lukke katten ud om aftenen. Først da Peter var gået, kom Misse ind igen forurettet, uden at lade sig klappe. Hun forstod ham ikke.
– Er han jaloux? spurgte hun Frøken Brandt, som Misse nu kom for at holde med selskab, når Peter var på besøg.
– Måske. Eller han mærker noget. Malene, pas nu lidt på. Sker det samme som med så mange andre, så hvad så?
– Nej, frøken. Det gør ikke.
Både Misse og Brandt fik desværre ret.
Malene bemærkede ikke først den svimmelhed, der kom hver morgen. Det måtte da være noget galt med mælken eller de syltede svampe fra svigerinden… Men en uge gik, og så endnu en, og intet havde ændret sig. Hun var altid sulten og træt. Da hun mødte Signe, der trak i barnevognen, anede hun pludselig hvorfor.
– Åh, Malene! Hvordan dog? Hvor langt henne? Sagde du det til ham?
Malene stod og svimlede ordene klang som kirkeklokker i hovedet, men inde i tankernes tåge hørte hun Frøken Brandts stemme: “Pas nu på dig selv, pige…”
Pludselig så hun klart. Hun sagde vagt farvel til Signe og skyndte sig hjem.
Men fremtiden blev alene.
– Undskyld Malene. Men det går ikke. Hvem siger, det er mit barn? Jeg tror dig ikke. Peter skubbede Misse væk, da katten sprøjtede sig ind til forsvar. Han sparkede, og Misse sprang op og bed sig fast i Peters ben. Peter skreg og for første gang smilede Malene, bittert:
– Slip ham, Misse! Du bliver syg af at bide i ham. Sådan nogle skadedyr har vi ikke brug for.
Hun sad længe derefter, rank på stolen, stirrende på døren, der netop var smækket bag Peter. Misse kredsede om hendes ben, sprang op på skødet hvad han aldrig fik lov til og spandt til Malene blidt skubbede ham væk.
– Det var trist. Det er nok. Jeg vil bare have te. Rigtig varm te.
Hun gav sønnen sit familienavn. Da pigen på rådhuset spurgte, sagde hun bestemt:
– Han har ingen far. Kun en mor. Og det er rigeligt, ikke?
Signe sørgede for basisudstyr, og Frøken Brandt fandt en god barnevogn gennem sit netværk, og gik flere gange til fabrikschefen for at trygle om et bedre værelse. Men nybyggeriet stod stille.
Værelset var isnende, uanset hvordan Malene tætnede vinduerne. Drengen som hun kaldte Jonas blev hurtigt Misses ansvar. Han lagde sig tæt ved barnets side, og Jonas tav straks, ligeså snart han mærkede den varme, røde pels. Malene måtte le af det underlige venskab, og sørgede for at give katten ekstra godbidder selvom det var stramt med økonomien. Uden brødrenes hjælp kunne hun ikke klare sig. Peter var forsvundet og hun ville ikke savne ham. Ingen grund til selvpineri.
Familien mødte talstærkt op, da Malene kom hjem fra hospitalet.
– Se ham! Store kinder han ligner dig! En sand viking!
Malene kunne næsten græde noget, hun ellers aldrig gjorde. Ingen bebrejdede hende. På køkkenet sagde brorens kone, helt stille:
– Godt, du fødte ham, Malene. Så er du aldrig alene. Den rigtige mand skal nok komme. Ikke alle er sådan nogle skarn. Vi hjælper, du skal bare sige til.
Og det gjorde de. Hver anden uge kom en bror forbi med en kurv fra landet. Malene listede lidt til side og tørrede tårerne væk hvor lidt skal der egentlig til for at man føler sig tryg? Bare at vide, man ikke er alene.
Jonas begyndte i vuggestue, men det var svært. Han blev hurtigt syg, og Malene sled sig op mellem job og barn. Havde hun ikke haft Frøken Brandt og Signe, var hun flyttet hjem for længst. At bo sammen med broderen og hans familie det kunne hun ikke nænne.
Når hun sad ved Jonases seng og så ham sove, svettende og med høj feber, huskede hun Peter og tænkte, at det ikke var alle, der møder en, de kan stole på. Hun vidste nu hvad hun ville have. Ikke søde ord, ikke drømme. Men én, der sagde: “Gå nu, jeg ser til drengen.” Og tog dem i zoo i weekenden. Og købte Jonas en ballon. Og roste hendes frikadeller, før han satte hylden op, som lå i hjørnet og fyldte. Én, der bare var der. Altid. Det var det hele.
Søvnen kom med listende fødder, mens hun sad over Jonases seng, bøjet sammen ved bordet.
Den nat skete noget, der ændrede alt.
Jonas havde været syg i tre dage. Feberen ville ikke falde, og Malene var udmattet af bekymring. Lægen fra nabolejligheden kom dagligt og rystede på hovedet: “Du gør alt rigtigt. Han kommer sig nok vent bare.”
Malene forlod dårligt drengen, Johannes hang på hende. Frøken Brandt kom ind en aften med frisk suppe, lod sin kind mod hans svedige pande: “Han er varm!”
– Jeg kan bare ikke få temperaturen ned.
– Måske godt, siger lægen så kæmper kroppen.
– Ja, men det hjælper ikke, når han græder. Han har ondt.
– Du må tage det roligt sov, spis.
Malene nikkede, begyndte at lave en kompres til Jonas. Frøken Brandt listede ud.
Misse sprang op i sengen, viftede med halen, og Jonas travede udmattet nær katten da han faldt i søvn. Malene tog ikke stjernerne ud af øjnene på sit højt elskede barn.
Hun gik ud for at varme suppen, da hun hørte skrig og larm. Hun løb ind stirrede forfærdet på scenen. En kæmpestor rotte var ved at angribe, Misse fløj rundt som en orange eksplosion, selv hårdt såret på øret og siden. Malene greb den lille skammel, ville hjælpe men Misse fik med et spring fat i rotten og bed til! Hun kunne knap trække ham væk fra det døde dyr.
– Rolig, Misse, rolige du gjorde det!
Katten jamrede sagte, men bevægede sig straks hen til barnevognen, hvor Jonas lå og græd. Malene tog barnet op mellem ham og barnet lå endnu en rotte! Hun fløj ud i gangen:
– Hjælp!
En time efter sad hun hjemme hos Frøken Brandt, Jonas pakket godt ind. Brandt afleverede nøgler til sin lejlighed:
– Katastrofe! Rotter, endnu jeg der altid holder kollegiet i orden, men huset falder jo fra hinanden
Hun rensede Misses sår og lagde ham til rette i vagtværelset.
– Du er en sand kriger, Misse! Ikke underligt jeg lod dig blive sådanne katte vokser ikke på træerne.
Men katten nægtede at spise, og Brandt så bekymret på ham næste morgen.
– Hold øje med Jonas? Malene løb rundt, Hvor er dyrlægerne?
– Korrekt, Malene! Dyreklinikken er på Frederiks Allé. Skynd dig!
Det gjorde hun. Misse lå på gulvtæppet, trak vejret tungt.
– Misse! Bare hæng i. Jeg er hurtigt tilbage!
Hos dyrlægen, en stor mand der måtte dukke sig for døren, tog imod.
– Hvad har vi her?
Malene rakte ham Misse:
– Han er min han blev bidt af rotter.
– Det var ikke et gadedyr, han er flot.
– Nej, han er indekat.
– Så hvordan fandt han rotter?
– Her på værelset
– Utroligt.
– Stop alt det snak! Han reddede min søn! Red ham, vær så venlig!
– Ingen grund til at råbe. Jeg hedder Søren. Hvad hedder du?
– Malene!
– Godt rart at møde dig. For fremtiden: tal roligt.
Han smilede pludselig:
Vi hjælper din helt!
År senere lister en stor rød kat ind på børneværelset, snuser rundt i alle hjørner, hopper op i sengen til Jonas. Lillesøster Freja tumler sig mod hans pels, han spinder sagte. Misse varmer hende hun sover trygt, mens forældrene kommer ind. Malene retter dynen på sønnen, dækker Freja og lægger hovedet på Sørens skulder:
– Er han ikke den bedste barnepige, Søren?
– Jo, han er guld værd jeg er glad for, du skældte mig ud den dag. Katte som ham er sjældne.
– Han ER af guld. Se bare han stråler.
Misse skubber næsen mod Malenes hånd og lægger sig tæt ved Freja. Malene slukker natlampen, tager Søren med sig, og lukker døren til børneværelset. Hendes børn havde aldrig været bange for mørket ikke når Misse var der. Med ham var der intet at frygte.
