For to år siden døde Alma, min datter Karens mormor, og efterlod hende et lille hus på landet nær Odder med en stor have og et frodigt køkkenbed. Karen har mange lyse minder fra sin barndom med leg under æbletræerne og hyggelige stunder, hvor hun hjalp sin mormor med hverdagens gøremål. Hver weekend tog vi derud sammen med svigermor for at nyde den friske luft og de saftige bær og frugter i haven. Forholdet til svigermor var altid roligt og uden gnidninger eller skænderier.
Høsten nærmede sig, og Karen havde ivrigt gjort klar til sylte, safte og lægge syltede agurker. Men da hun nåede frem, blev hun chokeret over at opdage, at alle solbærrene, ribsene og hindbærrene var væk. Naboerne hviskede, at byens drenge måske havde været på spil, men det virkede usandsynligt det ville have taget dem en hel dag at tømme haven for alt.
Så kom hendes grandtante, som bor ved siden af, løbende og fortalte, at min svigermor var kommet en dag før og var draget hjem med to store spande bær. Karen blev både vred og forvirret.
Hun sagde konfronterende til svigermor, der køligt indrømmede det hele. Hun forklarede, at hun ønskede at give børnebørnene vitaminer og at hun ikke havde råd til at købe bær til kiloprisen i butikkerne. Karen troede næppe sine egne ører og gjorde klart, hvor urimelig hele situationen var for hende. Vi var nu nødt til at købe alt ind i butikkerne til 50 kroner kiloet for at have nok til vinteren.
Da vi kom hjem, fortalte Karen episoden til mig. Jeg blev lige så overrasket over min mors handlinger. Som konsekvens besluttede Karen at tage sagen i egen hånd og tog nøglerne til sommerhuset fra min mor. Fremover fik min svigermor kun lov at tage med os ud på landet, og kun sammen med os, så sådan noget ikke kunne ske bag vores ryg.
Det lærte mig, at tillid selv blandt familie nogle gange skal balanceres med klare rammer og ærlig samtale.
