For to år siden døde Alma, Aases bedstemor, og efterlod hende et gammelt hus i en lille landsby uden for Odense med en stor have og et grøntsagsbed. Jeg kan tydeligt huske, hvordan Aase elskede at lege der som barn, og hun hjalp ofte sin bedstemor med de mange gøremål. Hver weekend tog vi derud hele familien sammen med min svigermor for at nyde den friske luft og spise æbler og solbær fra haven. Forholdet mellem Aase og min mor har altid været fredeligt, uden nogen skænderier eller misforståelser.
Da høsten nærmede sig, havde Aase allerede gjort klar med glas og krydderier hun ville sylte, lave kompot og lækre syltetøjer. Men da vi ankom, blev vi rystede: Alle ribs, solbær og hindbær var væk! Naboerne fortalte, at nogle lokale drenge havde været forbi, men det virkede usandsynligt det ville have taget dem hele dagen at samle så meget.
Pludselig kom Aases tante, som bor ved siden af, løbende og fortalte, at min mor var kommet dagen før og var taget afsted igen med to store spande fulde af bær. Aase blev både vred og forvirret.
Vi konfronterede min mor. Hun indrømmede roligt, at hun havde plukket alle bærrene, fordi hun gerne ville give sine børnebørn lidt ekstra vitaminer, og hun havde ikke råd til at købe bær til markedspris. Aase rystede på hovedet og sagde ærligt, hvor skuffet hun var. Nu blev hun selv nødt til at købe alle de frugter, hun havde regnet med at sylte, til en dyr pris i supermarkedet.
Senere samme dag fortalte Aase mig, hvad der var sket. Også jeg blev overrasket over min mors handlinger. For at tage kontrollen over situationen tog Aase derfor nøglerne til sommerhuset fra min mor. Fra den dag af tog vi kun derud sammen på den måde skete sådan noget ikke igen uden Aases vidende.
Det lærte mig, at tillid i familien kræver klare aftaler, og man skal ikke tage for givet, at alle altid ved, hvor grænsen går.
