Vi ville jo bare det bedste
Hvilken musikskole? Min mor smed folderen, jeg havde taget med hjem fra skolen, på køkkenbordet. Glem det. Slet ikke tale om.
Jeg stod i døråbningen til køkkenet og holdt rygsækken tæt ind til mig. Klumpen i halsen var så stor, at det var umuligt at synke den.
Mor, det er altså noget, jeg gerne vil…
Hun vil gerne! min mor efterlignede mig med en træt stemme. Du ved ikke, hvad du taler om. Du skal læse til revisor. Det er både anerkendt og stabilt altid penge på lommen.
Far sad for enden af bordet og blandede sig ikke jeg vidste, det betød, han var enig med mor, som altid.
Far, jeg vendte mig mod ham, prøvede stadig at håbe Far, sig nu noget. Du sagde jo selv, jeg havde talent.
Han så på mor, og stak så blikket ned i sin tallerken igen.
Mor har ret, Maja. Musik er ikke et rigtigt arbejde. Det er kun en hobby.
Tårerne pressede sig på, vrede og varme. Jeg tørrede dem væk med ærmet, så kinderne blev stribet af mascara og snot.
Så begynder hun at tude igen, sagde mor bare og rynkede læberne. Kig på Lisbet, din kusine. Hun er revisor, har sin egen lejlighed, er gift og lever som folk gør det. Hvorfor skulle du være dårligere end hende, hva? Vil du ende med at sidde på gaden og klimpre på din guitar hele livet?
Lisbet. Altid Lisbet. Moster Annas datter, mors yndlingsniece og det endeløse forbillede. Lisbet havde nået alt, jeg ikke kunne. Gift som 25-årig og jeg kunne knap vaske op uden at lave ballade.
Jeg vil ikke være som Lisbet, mumlede jeg. Jeg vil arbejde med musik.
Nu stopper du, Far skubbede tallerkenen væk og rejste sig. Det er besluttet. Du starter på økonomistudiet, færdig. Vi vil dig kun det bedste.
Jeg så på dem begge min mor med det evigt utilfredse ansigt, min far allerede på vej ud af køkkenet. Et samlet front, jeg aldrig ville bryde. Ingen penge, ingen indflydelse. Bare en drøm, de smadrede sammen med farverig folder på køkkengulvet.
Jeg nikkede, samlede folderen op, glattede de krøllede sider og smed den i skraldespanden…
… Fem års studier gled sammen i ét stort gråt slør. Jeg gik til forelæsninger, terpede regnskab, bestod eksamener. Ikke én eneste fag forstod jeg rigtigt, intet spændte mig. Debet, kredit, balance- og resultatopgørelser det der kom ind, blev liggende og trykkede mig ned.
Til dimissionen strålede mor, som var det hende, der havde fået eksamensbeviset. Hun tog billeder foran universitetets søjler, ringede til Moster Anna, pralede.
Har hun fundet arbejde? spurgte moster i røret, og mor smilede triumferende.
Selvfølgelig. Hun skal begynde i et godt firma. Vores Maja skal nok klare sig.
Vores Maja. Som om jeg var et familiens byggeprojekt.
Første arbejdsdag var præcis, som jeg forestillede mig. Smalt kontor uden vinduer, computerskærm, bunker af papirer, duften af billig kaffe fra automaten. Kollegaerne to kvinder midt i fyrrene sludrede om tilbud i Netto og nogen, der var blevet skilt.
Jeg sad og så på regneark otte timer i streg. Tallene dansede og flød sammen. Hovedpine, og trang til at græde, da klokken endelig blev fyraften.
Den første løn tikkede ind den 28. Jeg så beløbet på telefonen tjekkede det igen bagefter. Det gik. Hvis jeg lejede et værelse ude i Vanløse, sparrede på maden og ikke købte noget ekstra, så kunne det løbe rundt.
Om aftenen pakkede jeg stille mine ting i den gamle kuffert. Mor kom ind, netop som jeg lukkede lynlåsen.
Hvad laver du?
Jeg flytter.
Et øjeblik stirrede hun bare tavst, uforstående. Så blev hun rød.
Flytter? Er du blevet vanvittig?
Nej, sagde jeg og løftede kufferten. Det har jeg besluttet.
Men lejligheden? Bilen? hun holdt fast i dørkarmen, som blev hun svimmel. Far og jeg har jo lagt det hele til rette! Du sparer op, køber ejerlejlighed, får dig en god mand
Det var jeres plan, jeg gik forbi hende. Ikke min.
Nu blandede far sig endelig.
Maja, stop nu. Hvor vil du gå hen?
Bare et sted.
Jeg åbnede hoveddøren, trådte ud døren smækkede med gennemtræk.
Kufferten daskede mod anklerne, mens jeg gik ned ad trappen. Ude i mørket gøede en hund, på tredje sal buldrede pop fra radioen. En almindelig aften, i en ganske almindelig etageejendom. Jeg gik ud, trak vejret dybt, lod natten fylde mig. Lønnen var i lommen, og kufferten tung men nu, nu var livet endelig mit.
… I de første måneder ringede telefonen uafbrudt. Lange beskeder fra mor trusler og tiggeri på skift. Far ringede, når jeg kom hjem sent til mit lille lejeværelse.
Kom nu hjem, sagde han blødt. Vi er jo familie.
Jeg sad med røret og rystede på hovedet, selvom han ikke kunne se det.
Nej, far. Jeg flytter ikke tilbage.
Så er du ikke længere vores datter, skar mor igennem i baggrunden. Kan du høre mig? Glem din vej hjem. Vi har ingen datter.
Samtalen døde. Jeg stirrede på skærmen, lagde telefonen på vindueskarmen og sad længe i mørket og så på de fremmede lys udenfor. Ingen tårer tilbage. Bare en tomhed, der i stilhed voksede til ro.
… Ti år fløj forbi. Jeg har skiftet fire adresser, fem jobs. Læst noder og musikprogrammer hver nat, mens København sov. Tog småjobs, skrev musik til reklamer, kortfilm, hvad end der bød sig. Skridt for skridt arbejdede jeg mig opad.
Nu står mit navn i rulleteksterne på tre danske film og to tv-serier på DR1. Studiet fylder ét af værelserne i min rummelige lejlighed. På venstre ringfinger glitrer min vielsesring tre måneder med den.
Dennis kom ind bag mig i studiet, mens jeg finpudsede det nyeste track, og satte en kop frisk kaffe ved klaveret.
Der bliver ringet på døren, sagde han, kyssede mig i håret.
Vi venter ikke gæster. De må have taget fejl af opgangen.
Men dørenummeret lød igen. Og igen. Nogen stod nedenfor og gav ikke op.
Jeg tog hovedtelefonerne af og gik til videodørtelefonen. Skærmen viste to ældre mennesker en kvinde med en slidt frakke og en mand med grå stubb og jakke. Jeg kendte dem med det samme ti år havde sat sine spor, men det var stadig mine forældre. Mor mere sammenkrøbet, far grovere i ansigtet.
Jeg trykkede på knappen.
Hvad vil I?
Majs, mor bøjede sig ind mod kameraet. Skat, det er os. Luk os ind, ikke?
Jeg blev stående. Dennis gled hen til mig og lagde en hånd over min skulder.
Dine forældre?
Ja.
Jeg trykkede igen.
Hvordan fandt I min adresse?
Gennem Lisbet, skyndte mor sig. Hun så det om brylluppet online, fandt ud af, hvilket kvarter I bor i, så vi…
Jeg forstår.
Jeg afbrød hende, blev ved at se på dem, der stod og slæbte af på fødderne. Ti års stilhed ikke en besked, ikke en opringning, ikke noget. Nu stod de her, med blikket flakkende mod kameraet.
Jeg kommer ned, sagde jeg til Dennis. Vent her.
På trappen samlede jeg mig et øjeblik, før jeg åbnede døren, men blev selv stående i døråbningen.
Majs! mor spilede øjnene op. Hvor er du blevet smuk! Vi er så glade for dig! Sikke et bryllup, vi så billederne, din mand ser så fornuftig ud
Hvorfor er I kommet?
Mor tav, kiggede hurtigt over på far, der stak hænderne i lommerne og hostede.
Vi er jo dine forældre, sagde han. Det der var dengang Du har jo klaret dig nu. Måske kunne du hjælpe lidt?
Hjælpe?
Ja, han trak på skuldrene. Vi trænger til at få lavet badeværelset. Og en tur sydpå du har jo råd nu, med din mand og det hele
Mor rykkede ham i ærmet, hvæsede lavt, men han affejede hende.
Du skylder os det vel, vi er trods alt dine forældre.
Jeg lænede mig op ad karmen, krydsede armene smagen af noget bittert steg op.
Skylder jeg, gentog jeg. Ti år var jeg ingenting værd, ikke jeres datter, glemt, ikke? Men nu, nu skal familiebåndet bruges, fordi det passer jer?
Vi ville bare have, du forstod, begyndte mor hurtigt. Vi ville bare hjælpe dig til det rigtige valg. Vi ville dig det bedste
Det bedste, ja, nikkede jeg. Tænk, jeg lykkedes kun, fordi jeg valgte min egen vej. Ikke revisor, ikke jeres skema. Jeg lyttede til mig selv, og se, hvor jeg står i dag.
Jeg pegede på lyset bag mig, hvor den lyse opgang åbnede sig i baggrunden.
Så er det penge, I vil have? Til badeværelset? Til ferie? Ærligt? Kommer I efter ti års tavshed og spørger nu?
Maja, giv nu slip på alt det gamle, mumlede far.
Jeg bærer ikke nag jeg konstaterer bare. I slettede mig fra jeres liv, da jeg ikke ville være, hvad I ønskede. Nu hvor det gik bedre, kom I tilbage. Ret nemt, ikke?
Mor snorkede ind, øjnene våde.
Vi er jo dine forældre, Maja. Vi har da elsket dig, opdraget…
Ville I det bedste for mig? Fint men så gå nu. Glem mig. Glem denne adresse. I sagde selv, I ikke havde en datter længere.
Jeg gik et skridt baglæns og begyndte at lukke døren. Far rykkede frem, men jeg standsede ham med et blik.
Maja…
Farvel.
Døren klappede blidt i.
Jeg gik op ad trappen og ind i lejligheden. Dennis stod i entréen og så uroligt på mig.
Er du okay?
Ja, sagde jeg og støttede mig ind til ham, trykkede panden mod hans skulder. Nu er jeg det.
Han lagde armene om mig og sagde ingenting. Og jeg tænkte, at ja jeg var faktisk lykkeligere end Lisbet. Lejligheden, kærligheden, min egen karriere. Men alligevel det var ikke det vigtigste.
Det vigtigste var, at jeg havde fundet mit eget liv. Jeg havde kæmpet, var faldet, rejst mig. Og nu Nu hører mit liv til mig. Det gør mig lykkelig rigtigt lykkelig. Det er vigtigere end alt andet.
