Jeg tog min svigerinde og hendes lille dreng med på ferie. Jeg fortrød det tusind gange.
Min mand og jeg tager hvert år til havet på ferie. I flere år har vi været afsted ved kysten sammen med vores gode venner i egne biler, med teltene bag i bagagerummet. Vi er blevet eksperter. Vi udvælger en stykke kyst, slår lejr og slår os ned. Dagene bruger vi på at bade i bølgen blå, og solbade på stranden. Når mørket falder på, sidder vi rundt om lejrbålet og synger sange til guitarlyd, mens vi nipper til et glas tør hvidvin. I år spurgte min svigerinde, Signe, om hun måtte tage med sammen med sin toårige søn. Vi overvejede det: Skal vi tage dem med? Eller ej?
Desværre lod vi os overtale. Set i bakspejlet var det ikke drengen, der blev problemet men Signe. Udfordringerne begyndte allerede på vejen. Hver time ville Signe have os til at stoppe, fordi hun var træt og skulle strække benene. Derfor nåede vi først frem sent, mens vores venner allerede havde slået teltene op og endda nået en aftendukkert. Vi var knap nok ankommet, før næste drama begyndte. Signe så sig omkring og blev straks opbragt:
Jeg nægter at bo her!
Hvorfor? Vi sagde jo, at det var telttur!
Jeg troede det betød, vi skulle finde et sted at sove på stedet, ikke at vi skulle leje hotelværelse.
Hvorfor tror du så, vi slæber på soveposer og telte? murrede min mand.
Det endte med, at vi måtte finde og leje et værelse til hende. Min mand måtte så køre hende frem og tilbage hver dag hente hende om morgenen, bringe hende tilbage om aftenen. Ikke nok med det; han skulle også slæbe hende med på caféer og markeder og underholde hendes dreng, mens hun fik en pause fra sit arbejde.
I øvrigt hjalp vi alle med at tage os af hendes barn. Heldigvis var knægten utrolig nem, sød og artig; han susede rundt og legede i vandkanten, spiste alt, og sov trygt til middag i teltet. Helt modsat hans mor. Næste år tager vi ikke Signe med. Men drengen ham skal vi nok gerne tage med, hvis hans forældre spørger. Han er det perfekte barn til campingtur i Danmark.
