Jeg tog min svigerinde og hendes barn med på ferie. Det har jeg fortrudt tusind gange.
Min mand og jeg plejer hvert år at tage til Vesterhavet om sommeren. Siden vores unge år har vi samlet vores bedste venner, pakket bilerne, og kørt afsted ud til kysten. Vi er blevet rene eksperter i teltlivet. Vi finder en hyggelig plads på klitterne, slår teltene op, og nyder dagene med sol, badeture i Vesterhavet og afslappende stunder på stranden. Om aftenen tænder vi et bål, nogen tager guitaren frem, og vi synger og hygger med et glas tør, dansk vin.
I år havde vi besluttet at invitere min svigerinde, Mille, med. Hun skulle have sin to-et-halvt-årige søn, Emil, med. Vi diskuterede meget, om det nu var en god idé skulle vi virkelig tage dem med?
Desværre lod vi os overtale. Og set i bakspejlet, var det ikke lille Emil, der gav os udfordringer, men Mille. Balladen begyndte allerede i bilen. Mille bad om pauser hver eneste time hun var træt, skulle ligge ned og strække sig. Derfor ankom vi alt for sent, og vores venner havde allerede lagt sig tilrette og nået en svalende dukkert.
Da vi endelig nåede frem, begyndte kapitel to. Mille eksploderede næsten:
Jeg skal ikke sove her!
Hvorfor ikke? Vi har jo hele tiden sagt, vi skal sove i telt!
Jeg troede bare, vi skulle finde noget overnatning, når vi kom frem. Ikke bo i telt, men måske leje et værelse et sted.
Hvorfor tror du så, vi har slæbt soveposer og telte med? sukkede min mand.
Jeg troede bare, I gik tur med teltene.
Vi måtte leje et værelse til Mille. Min mand måtte flere gange køre hende frem og tilbage mellem værelset og vores lejr, både om morgenen og om aftenen. Og ikke nok med det: Hun ville gerne bringes ud på caféer og rundt på markeder. Så skulle vi også holde øje med Emil, mens hun holdt pause fra sit arbejde.
Alle i vennegruppen tog sig faktisk lidt af Emil. Han var nem og sød lyttede, løb rundt, plaskede i vandet, spiste alt og sov middagssøvn i teltet uden ballade. Hans mor var straks mere krævende. Næste år tager vi bestemt ikke Mille med. Men spørg de os, om Emil må komme med igen så er han mere end velkommen, for han var som skabt til campinglivet.
Nogle gange opdager man først, hvem der passer ind efter at have prøvet det. Det vigtigste er at skabe ferieoplevelsen sammen med dem, der værdsætter det enkle og fællesskabet for det er dér, de bedste minder opstår.
