“Vi har ikke mistet tiden, vi har bare været længe på vej til vores lykke,” sagde Vibeke og trykkede sig tættere ind til Rasmus.
Vibeke åbnede øjnene og strakte sig vellykkeligt. Det var søndag, og hun kunne blive ligge længe uden at skynde sig.
Da hendes mand døde, forventede venner og kolleger, at Vibeke ville være knust af sorg og græde sig igennem dagene. Så hun satte masken på – den perfekte, ulykkelige enke. På arbejdet fik hun fri, så hun kunne sørge på en værdig måde.
Udadtil så de ud som det perfekte par, men hvad der foregik inde i dem, hvilke skeletter der gemte sig i skabet, det angik ingen andre. Nej, hun følte selvfølgelig medlidenhed med Kasper, som med enhver anden, der gik bort for tidligt. Men ikke som elsket mand.
Vibeke kiggede på billedet i rammen. Nu kunne det endelig gemmes væk. Før havde hun ladet det stå, fordi folk kom forbi for at kondolere og naturligvis ledte efter et portræt af den afdøde.
Hver morgen at vågne og se hans tilfredse, selvglade ansigt – det var simpelthen for meget. Hun skubbede dynen til side, rejste sig, gik hen til bogreolen og tog billedet. Et øjeblik betragtede hun det velplejede, tiltalende ansigt af en mand, der var sikker på sin egen uimodståelighed. Hvor mange piger havde han ikke forført? Vibeke sendte sig selv et lille smil.
“Nå, hvad så? Fik det, du fortjente? Tror du, jeg lider og sørger over dig? Glem det. Farvel.” Hun skubbede bøgerne til side og skubbede rammen ind mellem dem. “Sådan. Der er dit sted nu, ikke i mit liv.” Hun børstede usynligt støv af hænderne og gik i bad.
***
Da Vibeke kom ud fra eksamenslokalet efter den sidste prøve, var der ingen tilbage på gangen. Hun var den sidste til at aflevere. Pludselig dukkede en almindelig, uanseelig dreng op ved siden af hende. De havde søgt på samme uddannelse.
“Nu? Klaret det?” spurgte han.
“Topkarakter!” Vibeke kunne ikke skjule hendes glæde.
“Så skal vi nok læse sammen,” grinede han også.
“Vi må vente på optagelseslisten…” begyndte Vibeke, men hun var ret sikker på, at hun kom ind.
“Det er bare formaliteter. Du har kun et enkelt b-niveau. Du rammer adgangskravet.”
“Hvornår bliver listen sat op?”
“Overmorgen, hørte jeg. Skal vi fejre det?” Hans hjerte hamrede, mens han ventede på hendes svar.
Vibeke tænkte, at hendes forældre stadig var på arbejde, og der var ikke mere at læse op til.
“Lad os gøre det,” svarede hun.
De gik en tur gennem byen, spiste is, og så så de en film.
De kom i forskellige klasser. Vibeke var ligeglad, men Rasmus blev ked af det. Nu så de kun hinanden i pauserne og til forelæsningerne, hvor han altid satte sig ved siden af hende.
En dag kom Rasmus for sent, og Kasper Mikkelsen, der lige nåede at komme ind i sidste øjeblik, tog hans plads. Vibeke ville sige, at der var optaget, men professoren kom ind og startede forelæsningen. Rygtet sagde, at han var streng – hvis han ikke kunne lide dig, kunne du godt glemme alt over et C.
Vibeke tænkte, at det nok ikke var noget problem, hvis hun og Rasmus sad fra hinanden denne ene gang.
“Rasmussen er jaloux. Jeg kan næsten føle, hvordan han brænder hul i min ryg med hans blik,” sagde Kasper spottende og lænede sig lidt mod hende.
Hun kiggede sig tilbage. Rasmus sad på bagerste række og stirrede på dem med et forpint udtryk.
“Unge mænd, nok snak. Frøken, hvis du ikke er interesseret, kan du forlade forelæsningen,” professorens skarpe stemme fik Vibeke til at ryge sammen.
Alle de andre studerendes øjne var vendt mod hende og Kasper, og Vibeke bøjede hovedet over sin notesbog.
“Der har vi det. Nu er vi fotograferet,” hviskede Kasper, og de fnisede.
Professoren sendte dem alligevel ud. De ventede på gangen, indtil forelæsningen var slut, og så foreslog Kasper at gå til kantinen. Hvorfor spilde tiden?
Kasper vidste alt muligt og fortalte det på en underholdende måde. Vibeke kunne lide hans selvsikkerhed. Selv lærerne respekterede ham for hans viden og kvikhed.
“Vibs, du skal passe på med ham. Han er en kærestejæger, en rigtig nar,” advarede Rasmus hende bagefter.
“Er du jaloux?” spurgte Vibeke.
“Og hvis jeg er?”
“Ras, der er ikke noget mellem mig og Kasper. Det var bare én forelæsning.”
Men det endte ikke med én forelæsning. Vibeke forelskede sig og kunne ikke være en dag uden Kasper. Snart kaldte alle dem for et par, og hendes forældre så dem som forlovede. Den charmerende og høflige Kasper vandt Vibekes mor over med det samme. Han havde en evne til at vinde kvinders hjerter, uanset alder.
De besluttede ikke at skynde sig med at blive gift, men tilfældigheden greb ind – Vibeke blev gravid. Hun fortalte det til Kasper, og til hendes overraskelse tog han det roligt.
“Sjovt, nu bliver jeg far. Men hvordan skal vi forsørge barnet? Og studiet? Vibs, måske skulle vi vente? Det er tidligt endnu.”
Vibeke gav ham ret. Der var tid nok til at beslutte. Men pludselig, på de mest ubelejlige tidspunkter, begyndte hun at blive kvalm. Hun følte sig syg og udmattet. Så hun fik en abort. Hvordan skulle hun studere med et barn? Hun og Kasper elskede hinanden, og de havde hele livet foran sig.
Og Rasmus? Han var bare en ven. Han lod hende kopiere hans noter, når hun ikke nåede det. Usynlig var han altid der.
Efter fjerde semester blev Vibeke og Kasper gift. Kaspers far var en stor chef i deres by. Da de var færdigeuddannede, fik de begge job hos ham. Kasper steg hurtigt i graderne. Vibeke var ikke jaloux – hun forstod, at faren gjorde det for sin søn. Hun var bare konen.
En dag i frokostpausen gik Vibeke ind på Kaspers kontor og fandt ham i armene på en køn, ung, fræk sekretær. Hun gik forbi Vibeke uden at blinke, kiggede hende lige i øjnene og smilede. Hele hendes væsen udstrålede, at det var Vibekes egen skyld – hvorfor kom hun uden at varsle?
Derhjemme gik Vibeke amok.
“Hvad er der galt med det? Alle mænd har da engang imellem en affære. Hvis du tror andet, så er det bare fordi nogen ikke er blevet opdaget. DuOg sådan, mens solen gik ned over deres sommerhus, vidste Vibeke endelig, at livet havde givet hende en anden chance, og denne gang ville hun ikke lade den glide igennem fingrene.
