Min mand og jeg sultede os selv for at give vores børn en bedre fremtid. Nu, i vores alderdom, står vi helt alene.
Hele vores liv har vi levet for børnene. Ikke for os selv, ikke for karriere eller succes – kun for dem, vores tre dejlige børn, som vi plejede, passede og ofrede alt for. Hvem kunne have troet, at når tiden kom, hvor kræfterne svigtede og sundheden var svækket, ville der kun være tomhed og smerte tilbage – ikke taknemmelighed og omsorg.
Jeg har kendt Ejvind siden barndomsdage. Vi boede i samme bydel, gik i samme klasse. Da jeg fyldte atten, blev vi gift. Brylluppet var enkelt – vi havde ingen penge. Få måneder senere fandt jeg ud af, at jeg var gravid. Ejvind droppede ud af skolen og tog to jobs for at forsørge os.
Vi levede i fattigdom. Nogle uger spiste vi kun kartofler i dagevis, men vi klagede aldrig. Vi vidste, hvad vi kæmpede for. Vi drømte om, at vores børn aldrig skulle mangle noget. Da tingene lidt bedrede sig, blev jeg gravid igen. Det var skræmmende, men vi tøvede ikke – det var vores barn.
Vi havde ingen hænder til at hjælpe. Ingen til at passe de små. Min mor døde tidligt, og min svigermor boede i Jylland og havde travlt med sig selv. Jeg tilbragte dagene i køkkenet og børneværelset, mens Ejvind arbejdede fra morgen til aften og kom hjem med trætte øjne og hænder revnet af kulden.
Da jeg var tredive, fik vi vores tredje barn. Hårdt? Selvfølgelig. Men vi forventede ikke, livet skulle være let. Vi fortsatte bare. År efter år, gennem lån og udmattende arbejde, lykkedes det os at købe lejligheder til de to ætte og sende den yngste til uddannelse i udlandet – hun drømte om at blive læge. Vi tog endnu et lån og sagde til hinanden: *”Vi klarer det.”*
Årene fløj. Børnene blev store og flyttede hjemmefra. De fik deres eget liv. For os begyndte alderdommen brat – med en sygdom til Ejvind. Han blev svagere dag for dag. Jeg plejede ham alene. Ingen opkald. Ingen besøg.
Da jeg ringede til vores ældste datter med en bøn om at komme, snerrede hun:
*”Jeg har børn, jeg har travlt. Jeg kan ikke.”*
Senere hørte jeg, hun var på café med veninderne.
Vores søn skyldte på arbejde – samme dag postede han billeder fra en strandferie i Spanien.
Den yngste, den, vi solgte næsten alt for at give en uddannelse, skrev bare, hun var optaget af eksamen.
Om natten sad jeg ved Ejvinds seng, gjorde ham i stand og holdt hans hånd, når smerten blev for stor. Jeg bed ikke om mirakler – jeg ville bare, han vidste, nogen stadig havde brug for ham. For *jeg* havde brug for ham.
Det var i de stunder, jeg indså det: Vi var helt alene. Uden støtte, uden varme, uden interesse. Vi gav dem alt. Vi spiste mindre, så de kunne spise bedre. Vi købte ikke nyt tøj, så de kunne få det fineste. Vi tog aldrig på ferie, så de kunne rejse.
Nu er vi en byrde. Og det værste? Det er ikke engang forræderiet. Det er erkendelsen af, at man er blevet slettet. Man var nyttig, så længe man kunne give. Nu er man bare i vejen. De er unge, de lever deres liv. Og vi? Vi er fortiden, ingen gør sig umage for at huske.
Nogle gange hører jeg naboernes børn og børnebørn le i opgangen. Nogle gange ser jeg veninder gå i parken med deres døtre. Så knuger det i mig. Det får vi aldrig. For vores børn er vi kun et kapitel, der er kunnet lukkes.
Jeg ringer ikke længere. Jeg minder dem ikke om mig selv. Ejvind og jeg bor i en lille, men ren lejlighed. Jeg laver hans grød, sætter oldgamle film på og sidder hos ham, indtil han falder i søvn. Hver aften beder jeg kun om én ting: at han ikke skal lide. For han har lidt nok.
Og børnene? De har det sikkert fint. Det var jo derfor, vi kæmpede. Men hvorfor gør det så ondt? Hvorfor føles det så tomt og koldt derinde?
Vi sultede for deres lykke. Nu sluger vi tårerne i stilhed.
