Vi står på Hovedbanegården, og du har en halv time til at bestille en taxa til mig og børnene og det skal være business-klasse! konstaterer min søster.
Er du min søster, eller er du bare en fremmed, der tilfældigvis gik forbi? Skammer du dig ikke over at opføre dig sådan, især foran dine egne børn? Kan det virkelig passe, det skal være så svært for dig at købe lidt nyt tøj til dine elskede niecer og nevøer? Hvorfor skal jeg overhovedet bede om det? Det burde du da tilbyde selv! Og du burde også hjælpe mig økonomisk! Du kunne jo ikke selv få børn og kommer nok aldrig til det! Men jeg er alenemor! Annemette slynger ordene mod sin søster Gjertrud som små pile, hver sætning bevidst formuleret for at gøre så ondt som muligt og invadere hendes personlige grænser.
Gjertrud var aldrig familiens favoritbarn. Hendes mor fik hende uden for ægteskab, og da hun lidt senere giftede sig, blev den ældste datter hurtigt den, der forstyrrede freden. Stedfaren bebrejdede hende ofte, og moren afreagerede sin frustration over at havde måttet tage første og bedste mand hun kunne, bare for ikke at ende som enlig mor. Først da lillesøsteren blev født, følte Gjertrud en form for lettelse nu havde hendes eksistens et formål. Det blev bestemt, at Gjertrud nu skulle være barnepige for Annemette.
Gjertrud skulle bruge næsten al sin tid på søsteren hun skulle fodre hende, lege med hende og sørge for, at hun blev stimuleret, samtidig med at hun forsøgte at passe sin egen skole og fritidsaktiviteter. Hvis ikke Gjertrud havde skiftet lillesøsteren eller givet hende mad til tiden, fik hun hverken lov til at besøge veninder eller tage til fødselsdage hos klassekammerater. Lidt efter lidt begyndte Annemette at se op til sin storesøster på præcis samme måde som forældrene: som en slags husholdningshjælp.
Da Gjertrud blev atten, var hun fast besluttet på at lægge fortiden bag sig totalt. Hun valgte et universitet så langt væk fra København som muligt, pakkede sine ting og flyttede og hun var helt afklaret med, at hun aldrig ville vende tilbage. Hvordan forældrene og søsteren levede i de næste ti år interesserede hende praktisk talt ikke. De ringede kun sjældent, og når de gjorde, var det for at bede om penge som aldrig blev betalt tilbage.
Gjertrud havde ingen lyst til at besøge dem, men hun vidste dog, at søsteren havde fået barn som syttenårig, blev gift som attenårig og straks besluttede sig for at få endnu et barn, så hendes mand ikke blev indkaldt til forsvaret. Det endte med tvillinger, men da den unge far erfarede hvad det vil sige at være forælder i en tidlig alder, stak han af og krævede skilsmisse.
Herefter begyndte opkaldene at komme hyppigere. Til forskel fra søsteren havde Gjertrud faktisk opnået noget i livet, ud over at sætte børn i verden. Hun havde taget sin uddannelse og fået job i en virksomhed, hvor hun hurtigt blev lagt mærke til. Et fast arbejde og støt stigende løn gjorde, at hun turde tage et lån til en lille ejerlejlighed.
Fordi moren vidste, at datteren ikke havde økonomiske problemer, begyndte hun at ringe næsten hver uge og spørge om penge. Lånene blev aldrig betalt tilbage. Og det gjaldt altid ting til Annemettes børn.
Gjertrud, Polinas jakke er gået i stykker! Overfør venligst fem tusinde kroner det haster, ellers kan tøsen ikke komme i børnehave i morgen!
Gjertrud, tvillingerne skal have gaver til fødselsdagen! Annemette har fundet de perfekte du skylder os ti tusinde for dem.
Gjertrud! Annemette har problemer igen, hun er blevet fyret (de forstår ikke, at en alenemor har vigtigere ting end arbejde). Du skal fremover betale børnehave for tvillingerne og Polinas førskole!
Hver eneste anmodning føltes som en ordre. Aldrig blev Gjertrud spurgt, om hun overhovedet havde pengene eller havde råd til at sende så store beløb. Moren var fuldstændig uinteresseret i, hvordan det egentlig gik med Gjertrud hun gik bare ud fra, at datteren levede fantastisk, når nu hun havde brudt med familien. Hun følte sig heller aldrig stolt af Gjertrud, hun mente, datteren burde arbejde endnu mere og støtte familien endnu mere.
Og Gjertrud kunne aldrig helt slippe af med den skyldfølelse, der var indprentet i hende siden barndommen. Hun kunne simpelthen ikke sige nej til sin mor. Hver gang telefonen ringede, sukkede hun og gik i gang med at gennemgå sine regninger, mens hun overvejede hvad hun måtte undvære denne måned.
Gjertruds eget kærlighedsliv kunne på ingen måde måle sig med søsterens, men hun havde dog sit eget bidrag til listen over fejlslagne forhold. Kort efter hun var begyndt på arbejdet, forelskede hun sig i en kollega, og de besluttede sig hurtigt for at blive gift. Men inden brylluppet kom det frem, at Gjertrud ikke kunne få børn. Hendes forlovede valgte at forlade hende, fordi han ikke ville have en barnløs kone. Gjertrud kom igennem krisen selv, og først et par år senere fortalte hun det til sin mor. Siden nævnte familien hendes barnløshed næsten hver gang, de talte sammen.
Gjertrud er jo bare en vissen blomst Sådan en skam! Godt vi har Annemette, der har givet os børnebørn! sagde moren. For en stund holdt familien sig i ro, men en dag besluttede søsteren sig for at bevise sin søsterlige kærlighed og omsorg. En sjælden fridag lød døren i Gjertruds lejlighed.
Hvor bliver du af, Gjertrud? Skal jeg virkelig tage bussen med alle børnene? Bestil en taxa nu! Og ikke noget discount-bras børnene bliver køresyge af cigaretrøg og gamle biler, så din nærighed gider jeg ikke høre om!
Hej Hvor er du egentlig henne? Og hvorfor skal jeg bestille taxa til dig? spurgte Gjertrud forvirret.
Har mor ikke fortalt dig det? Jeg har besluttet at flytte ind hos dig. Der er alligevel ingenting for mig i den her lille flække! Jeg vil bo hos dig. Vi står på Hovedbanegården, og du har en halv time til at få fat i en taxa. Søsteren smider røret på, og Gjertrud sætter sig tungt det er åbenbart ikke til at løbe fra en pågående søster, selv ikke med mange hundrede kilometers afstand.
Samme aften begynder Annemette straks at dele ud af sine krav.
I morgen skaffer du mig arbejde hos dig på kontoret du er jo chef. Og sørg for, at det er med god løn og ikke for travlt. Og jeg vil kun arbejde sammen med unge fyre og jeg skal selvfølgelig have fri når jeg har brug for det! Til tvillingerne skal du købe en køjeseng, de kan jo ikke ligge alle sammen på din sofa! I nat, i det mindste, tager jeg din seng med drengene, og så kan du og Polina sove på sofaen. Og snart bliver det koldt, så du må også købe varme vinterjakker til børnene. De skal altså ikke skille sig ud! Jeg gider ikke gå rundt og blive kaldt alenemor med påhæng!
Gjertrud lytter og forstår pludselig ikke, hvorfor hun stadig ikke har smidt den forkælede søster på porten. Hvorfor har hun overhovedet accepteret at blive behandlet sådan? Hvorfor har hun ikke sat grænser, før problemet løb løbsk? Pludselig strømmer vred og frustration op i hende; nok er nok. Hun rejser sig brat, signalerer til søsteren, at hun skal tie stille, og siger:
I kan sove her i nat, men i morgen tidlig kører jeg dig tilbage til hovedbanegården, og så tager du hjem til mor og far igen! Jeg vil ikke længere betale for dig og dine børn! Du har selv valgt at få dem, så må du også tage ansvar for dem! Jeg har fået nok! Jeg har betalt jeres regninger længe nok, min gæld til familien er udlignet nu! Hvis I ikke er ude i morgen, ringer jeg til politiet det rager mig ikke, om der er børn til stede. De er dine børn, og det er dit problem! Og for resten: I sover alle sammen på gæstesofaen jeg behøver ikke at forklare, at jeg har vænnet mig til lidt komfort.
Gjertrud siger det så overbevisende, at Annemette ikke kan få et ord frem. Hele aftenen brokker hun sig, ringer til moren og klager, men Gjertrud ignorerer det. Næste morgen gider hun end ikke følge dem til stationen hun smækker bare døren bag dem og giver Annemette et par hundrede kroner til taxa og togbillet.
Så er det slut. Glem vejen hertil. Hør her: Jeg har mit eget liv, og det handler ikke om dig, siger Gjertrud og låser døren bag dem. Hun græder længe bagefter, tænker og overvejer det hele, men hun ved, hun har gjort det eneste rigtige. Ellers havde familien kørt hende i sænk.
Da hun slap fri af alle de forpligtelser, der havde kvalt hende, kunne hun for første gang trække vejret rigtigt. Hun begyndte at se en mand, og to år senere blev de gift. Sammen adopterede de to børn og lever nu lykkeligt.
