Vi står altså på Hovedbanegården, og du har en halv time til at skaffe en taxa i business-klasse til børnene og mig! proklamerede min slægtning, som om hun var Dronningen selv.
Er du min søster, eller bare en tilfældig passager på perronen? sagde jeg. Skammer du dig slet ikke over at opføre dig sådan, især foran ungerne? Ville det slå dig ihjel at købe lidt tøj til dine kære niecer og nevøer? Hvorfor skal jeg overhovedet tigge dig om det? Du burde da selv tilbyde at hjælpe! Og lidt økonomisk støtte skader heller ikke du har jo alligevel aldrig selv fået børn, og skal vi være ærlige, så ser det heller ikke ud som om det sker! Jeg er trods alt enlig mor! Kirstine slyngede ordene mod mig som dartpile, hver eneste var tildelt for at ramme mig så hårdt de kunne og mase enhver rest af privatliv.
Jeg, Birgitte, havde nu aldrig været det yndlingsbarn hjemme hos os. Mor havde fået mig uden mand, og da hun så giftede sig, stod jeg pludselig bare i vejen for det hele. Stedfaren syntes hele tiden jeg åd for meget, og mor skældte ud, fordi hun i desperation giftede sig med første den bedste bare for ikke at hænge på mig alene. Først da min lillesøster Kirstine dukkede op, fik jeg et formål i familien. Mine forældre besluttede, at den ældste datter kunne passende være barnepige for den yngste.
Så hele min barndom gik altså med Kirstine jeg fodrede, underholdt og udviklede hende, og det var sgu lige meget, at jeg også selv havde et liv og både skole og venner. Hvis jeg ikke nåede at skifte ble eller lave mad til tiden, røg retten til at gå ud med vennerne eller til fødselsdag hos klassekammeraterne. Med årene begyndte Kirstine selvfølgelig at opfatte mig som familien gjorde som en slags hushjælp, bare uden løn.
Da jeg fyldte atten og blev færdig med gymnasiet, fik jeg den geniale idé at tage så langt væk på universitetet som muligt. Jeg pakkede mine ting og flyttede til Aarhus, fast besluttet på aldrig at vende tilbage til Nakskov. I de næste ti år hørte jeg nærmest kun fra familien, hvis de manglede penge. Og selvfølgelig blev de aldrig betalt tilbage.
Besøge dem? Nej tak. Selvfølgelig vidste jeg godt, at Kirstine havde fået børn som syttenårig, og at hun havde giftet sig og endda fået tvillinger året efter, bare for at forhindre manden i at smutte i forsvaret. God karma gav bonus det blev til tvillinger. Desværre tænkte hendes unge mand, at nu havde han prøvet det, så han skred og krævede skilsmisse.
Siden den dag ringede min mor faktisk næsten hver uge. I modsætning til Kirstine havde jeg jo nået lidt mere, end bare at producere unger. Efter universitetet fik jeg job på et kontor, hvor nogen faktisk opdagede, at jeg havde potentiale. Lønnen blev stille og roligt bedre, og pludselig kunne jeg tage et lån og købe en toværelses lejlighed godt nok på Amager, men det var mit eget!
Da mor fandt ud af, at jeg ikke var blevet fattig af at flytte hjemmefra, begyndte telefonopkaldene for alvor. Og gæld får man jo aldrig tilbage. Det handlede altid om Kirstines børn:
Birgitte, Agnes mangler vinterjakke! Send lige fire tusind, hun kan ikke tage i børnehave i bare t-shirt!
Birgitte, tvillingerne har snart fødselsdag, vi har fundet den perfekte gave, du skylder seks tusind!
Birgitte! Kirstine er blevet fyret igen, de fatter ikke, at en mor til tre har vigtigere ting at tage sig til end arbejde. Så nu skal du lige dække daginstitutionen for tvillingerne og Agnes sfo!
Alt blev sagt som ordrer, aldrig så meget som et hvordan går det egentlig med dig?. Min mor regnede med, at jeg havde det så godt, at jeg selvfølgelig bare kunne vade i penge. Og mine egne succeser prydede i hvert fald ikke familiealbummerne man kunne vel godt lige have arbejdet dobbelt så meget. Skylden, som jeg fik installeret i barndommen, kunne jeg aldrig helt ryste af jeg kunne simpelthen ikke nægte min mor. Hver gang efter et opkald sad jeg og regnede ud, hvor meget jeg måtte undvære den måned.
Mit eget kærlighedsliv var nok lidt mere minimalistisk end Kirstines. Jeg nåede dog også at blamere mig med et hurtigt ægteskab med en kollega indtil det viste sig, at jeg ikke kunne få børn. Manden syntes straks, der manglede noget væsentligt, og forsvandt. Den krise klarede jeg selv, fortalte først mor om det to år senere. Men siden blev min barnløshed naturligvis nævnt i hver tredje samtale hjemmefra.
Ja, vores Birgitte det er jo et træ uden frugter… Heldigvis har Kirstine leveret børnebørn! sagde mor med et skævt smil. Men Kirstine følte tydeligvis, at tiden var inde til at vise sin søsterkærlighed for alvor. En sjælden fridag blev jeg vækket af dørtelefonen.
Birgitte, hvor bliver du af? Skal jeg virkelig slæbe alle børnene med i bussen eller hvad? Bestil straks en taxa og spar ikke, økonomiklasse kan du glemme. Børnene får kvalme af de røgfyldte biler. Så bestil nu!
Hej… Hvor er du overhovedet henne? Og hvorfor skal jeg ordne det? spurgte jeg forvirret.
Har mor ikke fortalt dig det? Jeg har besluttet at flytte ind hos dig. Der er sgu ikke noget at komme efter i Slagelse mere! Fremover bor jeg hos dig. Jeg er på Hovedbanegården og du har en halv time til at få en taxa herud. Kirstine lagde røret på. Jeg måtte sætte mig så langt væk hjemmefra, men der var ingen redning fra den her familie.
Om aftenen var hun allerede i gang med at kommandere:
I morgen fikser du lige et job til mig på dit kontor og det skal være med god løn, men ikke for travlt. Gerne unge mænd i afdelingen, og fleksibel arbejdstid! Tvillingerne skal have køjeseng vi kan da ikke ligge klemt på én sofa! I nat sover jeg i din seng med drengene, og så kan du tage sofaen med Agnes. Og snart bliver det koldt, så du skal huske at købe vintertøj til alle! Og det skal altså være smart, jeg gider ikke høre sladder!
Jeg sad og tænkte: hvorfor har jeg endnu ikke sat hende på gaden? Hvorfor finder jeg mig overhovedet i det? Hvorfor har jeg ikke sagt fra tidligere og sat grænser? Pludselig mærkede jeg vreden, bitterheden og trangen til retfærdighed vokse frem. Jeg rejste mig, gav hende et blik og sagde:
I får lov at sove her i nat, men i morgen kører jeg dig til Hovedbanegården, og så kan du og dine børn tage hjem til mor og far! Jeg gider ikke længere betale for jer! Du har selv valgt at få børnene, så du må også opdrage dem selv. Jeg har betalt min families gæld i rigelige portioner. Hvis du ikke er ude af min lejlighed i morgen tidlig, ringer jeg til politiet og det rager mig ikke, at der er børn med. De er dine børn, dit ansvar! Og i nat sover I alle på gæstesofaen om I så ligger ovenpå hinanden. Jeg vil have min seng for mig selv!
Jeg sagde det med så meget selvtillid, at selv Kirstine blev målløs. Hun brokkede sig hele aftenen, ringede og søgte medlidenhed hos mor men jeg reagerede ikke. Om morgenen nægtede jeg endda at køre dem til stationen. Jeg rakte hende lidt kontanter til taxaen, og så ud af døren.
Det var det. Du kan godt lade være at finde vejen tilbage til mig. Jeg skylder dig ikke mere, sagde jeg, da døren smækkede i. Jeg stortudede i puden bagefter, men inderst inde vidste jeg, at det var det eneste rigtige. Ellers havde familien ædt mig levende…
Uden de kæmpestore krav og forventninger, som havde suget livet ud af mig i årevis, føltes det som at trække vejret for første gang. Snart mødte jeg min mand, og efter to år blev vi gift. Vi adopterede to skønne børn og ja, jeg kunne faktisk godt leve lykkeligt, uden at være bankautomat for min søster og mor.
