I skulle have forberedt jer bedre på barnets ankomst!
Min udskrivning fra hospitalet var noget helt særligt. Min mand arbejdede, og han hentede mig direkte fra kontoret. Jeg havde bedt ham tage fri eller i det mindste bede om en fridag, men chefen nægtede. Jeg tryglede ham om at forberede alt til vores barns fødsel, og han forsikrede mig om, at han nok skulle ordne det hele. Hvis det ikke havde været for det, havde vi vasket tøj i tide, fået handlet ind og gjort lejligheden klar. Men nu! 30-årige Line sukkede tungt.
Holdt han ikke sit løfte?
Jeg tog af sted til hospitalet uden at have forberedt mig. Og da jeg kom hjem igen, lignede det nærmest en katastrofe. Der var så meget rod, at jeg følte mig flov overfor familien, som straks kom forbi. Støvet lå lag på lag, så jeg kunne tegne mønstre på hylderne. Barnevognen manglede, puslebordet var der ikke, og han havde ikke engang gidet købe babytøj. Det var heldigt, at mine veninder kom forbi med bleer, fortsætter Line sin fortælling.
Line blev gift for seks år siden. Nu var hun og hendes mand endelig blevet forældre. De havde udskudt børn længe for at få styr på økonomien. Men da det begyndte at gå bedre, besluttede Line sig for at blive gravid.
Jeg sagde til min chef, at jeg var gravid. Han fyrede mig med det samme. Andre havde måske kæmpet for deres rettigheder, men jeg tænkte, at det nok var ment som et tegn. Jeg begyndte i stedet at nyde graviditeten, broderede og brugte min tid på rolige sysler. Penge var ikke noget problem, for min mand var netop blevet forfremmet forklarer Line.
Graviditeten forløb uden problemer. Den vordende mor brugte tiden på at læse om babyer, gå lange ture og i ro og mag vælge udstyr til barnet.
Min mand ville ikke have, at jeg købte noget, før barnet var født. Det sagde han var det bedste, sådan gør man, sagde han. Min søster lovede at give os en puslekommode og en tremmeseng. Hun havde også samlet nogle andre småting til os. Hun bad mig om at hente det hele, vaske og gøre klart i god tid. Men jeg pakkede kun tasken til hospitalet jeg måtte vist ikke gøre mere, sukkede Line.
Men da fødslen gik i gang, gik det op for min mand, at vi faktisk stod overfor en række udgifter. Midt under fødslen bekymrede jeg mig over, at der stadig lå vasketøj i maskinen derhjemme det nåede jeg ikke at tage ud. Så det lå bare der, indtil jeg kom hjem.
Det var heldigt, at veninderne havde givet mig tøj og bleer, så jeg havde lidt at skifte barnet i. Min mand farede af sted gennem hele København for at skaffe babyting. Men alt var beskidt, støvet eller plettet. Jeg måtte vaske det hele igen og vente på, det tørrede. På det tidspunkt kunne jeg have slået hele svigerfamilien ihjel og skilt mig fra min mand, var Line tæt på at bryde sammen i gråd.
I flere dage efter brugte Line al sin tid på at rydde op i lejligheden. Nu er det to måneder siden sønnens fødsel, men hun har stadig ikke lyst til at invitere nogen på besøg.
Familien synes, der er gået længe nok, så nu må de snart komme forbi. Og jeg skal selvfølgelig diske op med den store middag Jah, selvfølgelig! Nu har de sat mig i arbejde, siger hun bittert.
Lines mor forstår ikke, hvorfor hendes datter ikke bare er lykkelig. Det er tydeligt, at de ikke havde forberedt hjemmet. Hun skulle altså selv have tænkt på det! Ni måneder hjemme hvad brugte hun tiden på? Hun kunne jo blot have bedt sin mand om at slæbe møbler ind og gøre rent. Og mon ikke hun kunne have overtalt ham til at købe lidt ind? Man er nødt til selv at tage ansvar. Hvem regner med mænd til den slags?
Hvad synes I er Line i sin gode ret til at være vred på sin familie, eller er det kun hendes egen skyld? Bør man selv forberede sig på at tage imod et lille barn eller hvad tænker du? Hvad ville du have gjort, hvis du var i Lines sted?
