Min mand Henrik og jeg var klar til at gifte vores datter Astrid væk. Astrid er allerede 27 år gammel, det er på tide, at hun starter sin egen familie, især nu hvor hun har mødt en fin fyr – Mads. Han er seriös, arbejder som ingeniør, tager sig godt af Astrid, og Henrik og jeg tog til ham med det samme. Alt pegede mod brylluppet, vi begyndte allerede at diskutere datoen, kjolen og gæsterne. Men da jeg fandt ud af, hvilken “medgift” Mads’ mor, Ulla Birgitte, havde sikret til sin søn, var jeg lige ved at miste mælet. Hvad er det her, er vi tilbage i middelalderen, hvor medgiften afgør, hvem der er god nok?
Astrid er en klog pige. Hun har en universitetsuddannelse, arbejder som marketingmedarbejder og forsørger sig selv. Henrik og jeg har altid lært hende at være uafhængig, så hun ikke kun er afhængig af sin mand. Men selvfølgelig, som forældre, ville vi gerne hjælpe det unge par i starten. Vi besluttede at give dem penge til udbetalingen på en lejlighed, så de kunne tage et realkreditlån. Jeg havde også samlet en “medgift” til Astrid – småt til lejligheden, som pænt sengetøj, et service og endda nye gardiner, så deres lille rede ville være hyggelig. Jeg tænkte, det var småting, men de ville vise, at vi passer på dem. Og Mads, som forlover, lovede også at bidrage – han havde sparet op og sagde, han ville have, at alt mellem ham og Astrid var lige.
Så sidste uge tog Henrik og jeg hen til Ulla Birgitte for at diskutere brylluppet. Hun er en imponerende dame, altid med en frisure lige fra frisøren og en tone, som om hun ved alt. Vi satte os ned, drak te, og så begynder hun: “Lise Kirstine, hvad giver I Astrid i medgift? Vi har jo tradition for, at bruden kommer med en formue til familien.” Først troede jeg, hun spøgte. Hvilken medgift? Skal vi komme med køer og kister fulde af guld? Men Ulla Birgitte var seriös. Og så sagde hun: “Jeg har givet Mads en bil, fuldt betalt, og halvdelen af en lejlighed. Hvad har I?”
Jeg var lige ved at tabe min kop. En bil? Halvdelen af en lejlighed? Skal hun nu sende os en regning for sin søn? Jeg tog mig selv sammen, smilede og sagde, at vi også hjælper børnene, men undgik at gå i detaljer. Indeni kogte det. Henrik og jeg er ikke millionærer, men vi har gjort alt, hvad vi kunne for Astrid. Og nu viser det sig, at vores medgift er “småting”, mens Ulla Birgitte ligepludselig har opdraget en prins, som vi skal overøse med gaver?
Da vi kom hjem, fortalte jeg det hele til Astrid. Hun grinede bare: “Mor, hvad betyder det, hvad de giver? Mads og jeg klarer det.” Men jeg var såret. Ikke for min egen skyld, men for Astrid. Hun er så lys og god, og nu bliver hun vurderet på en eller anden middelalderlig skala. Jeg snakkede med Henrik, men som altid ville han ikke gøre det til en stor ting: “Lise, lad nu være. Det vigtigste er, at de unge elsker hinanden.” Nemt for ham at sige, men jeg kan ikke lade være. Hvorfor skal vi retfærdiggøre os over for Ulla Birgitte? Og hvor får hun overhovedet de krav fra? Tror hun, at hendes Mads er en vare på markedet, og at vi skal “betale” for ham?
Et par dage senere fortalte Astrid, at Mads heller ikke var begejstret for sin mors snak. Han sagde, at bilen og pengene jo var fint nok, men han ville ikke have, at brylluppet blev til en auktion. “Jeg gifter mig med Astrid, ikke hendes medgift,” sagde han til hende. Og dér tøede jeg lidt op. Mads har hovedet skruet rigtigt på, og det ser ud til, han virkelig elsker vores datter. Men Ulla Birgitte bliver ved. Forleden ringede hun og begyndte at spørge ind til, hvilken kjole vi købte til Astrid, hvor mange gæster vi havde, og om vi ikke skulle “tilføje noget væsentligt” til medgiften. Jeg kunne knap nok holde mig fra at give hende et stykke af mit sind.
Nu sidder jeg og tænker: Hvordan skal vi egentlig håndtere det her? På den ene side vil jeg ikke ødelægge forholdet til den fremtidige svigermor. Et bryllup skal være en fest, og jeg drømmer om, at Astrid skal være glad. Men på den anden side irriterer den der tone mig, som om vi skylder noget. Henrik og jeg har arbejdet hele livet, opdraget Astrid, givet hende en uddannelse, værdier og kærlighed. Er det ikke vigtigere end biler og lejligheder? Og hvad med, at det er de unge, der skal bygge deres eget liv? Da Henrik og jeg blev gift, startede vi med et værelse i en lejlighed, og det gik jo fint. Her føles det, som om vi bliver trukket med ind i en eller anden mærkelig priskonkurrence.
Astrid, min kloge pige, prøver at få alle til at forstå hinanden. Hun siger: “Mor, rolig nu, Mads og jeg ordner det. Hvis det skal være, tager vi et lån og køber en lejlighed uden nogen medgift.” Men jeg kan se, at hun heller ikke har det godt med det. Hun ønsker, at brylluppet skal være en glædelig begivenhed, ikke en grund til diskussioner. Jeg har besluttet, at jeg ikke gider diskutere det mere med Ulla Birgitte. Lad hende sige, hvad hun vil, og så gør vi, hvad vi synes er rigtigt. Vi giver Astrid og Mads det, vi lovede, og glæder os for deres skyld. Og hvis svigermor vil måle pengepung, må det være hendes eget problem.
Men alligevel er der en bitter eftersmag et sted. Jeg ønsker, at brylluppet skal handle om kærlighed, ikke om udregninger. Og jeg tror på, at Astrid og Mads får det godt. De er unge, stærke og elsker hinanden. Og medgiften… Ulla Birgitte kan beholde sine biler for sig selv. Astrids vigtigste medgift er hendes hjerte, hendes forstand og hendes godhed. Og med det vil hun altid være uvurderlig i enhver familie.
