Vi planlægger at fejre nytår i jeres sommerhus. Jeg er kommet for at hente nøglerne, siger svigersøsteren.
Hvorfor skal I køre til sommerhuset? I kan fejre nytår hjemme i ro og mag. Vi har en stor familie: tre børn. De skal jo også have noget at lave i ferien! udbryder Lærke, uden at skjule sin irritation. Forestiller du dig, hvordan det er at leve med tre børn?
Nej, det kan jeg ikke, svarer Maren roligt. Mikkel og jeg har endnu ikke tænkt på børn. Først skal vi have et sted at bo og et fast arbejde, så kan vi planlægge familien.
Åh nej! Vi har slet ikke lavet nogen planer! protesterer Lærke.
Så lever I på børnepenge, påpeger Maren. Gustav hopper fra job til job, du har ingen stabilitet. Sådan vil jeg ikke leve!
Det er vores anliggender. I skal ikke regne andres penge! brøler Lærke. Så giv mig nøglerne til sommerhuset.
Nej, svarer Maren bestemt. Vi har allerede planlagt at fejre nytår der med vores venner.
Så tal sammen! Hvis du ikke giver nøglerne på en god måde, ringer jeg til Mikkel og fortæller, hvordan du er uhøflig, truer Lærke.
Endelig, så længe du vil, smiler Maren.
Lærke laver en utilfreds grimasse og går ud af lejligheden.
***
Sommerhuset, som Lærke har sat øje på, er arvet fra Marens bedstemor. Bedstemoren, Kirsten, er en ældre dame, så Marens forældre insisterer på, at Kirsten bor i byen året rundt under deres opsyn.
Sommerhuset er kun en betegnelse; det er et rigtigt landligt hus med alle bekvemmeligheder. For fem år siden byggede Marens forældre en udbygning for at få et badeværelse til Kirsten, og de installerede også klimaanlæg.
Kirsten nægter stædigt at flytte til byen, men når hun begynder at blive svagere, overvejer hun alligevel at flytte. Hun pålægger strengt, at huset ikke må sælges, og at haven skal passes, så ingen træer lider under kulde og frost.
Maren beder sine forældre om at give hende ansvaret for huset. Hun husker, hvordan hun som barn tilbragte sommerferien hos bedstemor Kirsten de er blandt de lykkeligste minder fra hendes barndom.
Efter at have overtalt Mikkel, beslutter Maren at give sommerhuset en kosmetisk renovering: ny tapet, maling af lofter, nye lysekroner og udskiftning af nogle møbler med moderne modeller.
Det koster både tid og penge, men nu kan man nyde huset i enhver sæson. Derfor inviterer de unge par vennerne til nytårsfesten uden tøven.
Men så dukker Lærke op og kræver, at Maren skal overdrage huset til hende. Hvilken frækhed! Lærke begrunder med, at Mikkel er yngre og bør give plads til den ældre søster. Maren forstår ikke, hvad huset har med Kirstens arv at gøre, og hun føler sig ikke skyldig over sit skarpe afslag.
***
Lærke rødmer af vrede og frustration. I stedet for at ringe til sin lillebror, beslutter hun at møde ham på hans arbejdsplads. Mikkel forstår først ikke, hvad der foregår, da han midt på arbejdsdagen ser sin søster storme ind på kontoret.
Mikkel! udbryder hun højt og fanger alles opmærksomhed. Vi skal tale med det samme!
Rolig! afbryder han. Der arbejder folk. Måske ved du slet ikke, hvad du laver. Lad os gå til rygerummet.
Mikkel tænder en cigaret, mens han forudser, at søsterens besøg ikke bringer noget godt.
Hvad vil du? spørger han kort.
Jeg vil have nøglerne til jeres sommerhus! gentager Lærke.
Hvilket sommerhus? svarer Mikkel forvirret. Åh, du mener den lille hytte på landet?
Ja, netop den, bekræfter Lærke med en sur mine. Jeg har allerede planlagt, hvordan jeg fejrer nytår! Så du skal tale med din kone og hente nøglerne fra hende, siger hun og krydser armene.
Selv hvis jeg kunne, ville jeg ikke gøre det. Hvor har du fået så meget frækhed til at kræve det? spørger Mikkel irriteret. I dag er det den 25. december, og folk burde melde deres planer i god tid!
Du lærer mig ikke noget, det er bagateller! sværger søsteren.
Vi er kun fem år fra hinanden! Hvis det var tydeligt som børn, så er det det ikke længere, prøver Mikkel at forklare. Min pause er slut, du må gå hjem.
Lærke går ud, mere utilfreds end da hun kom. Men hun giver ikke op.
***
Om morgenen den 31. december skynder Maren sig gennem butikker, mens Mikkels arbejdsdag nærmer sig slutningen. Han lover, at han er fri efter frokost, så de kan nå alt, men Maren er stadig bekymret.
Alt går som planlagt, og klokken seks om aftenen ankommer de unge til landsbyen. De må kæmpe lidt for at få vand i huset. Om ni om aftenen samles gæsterne for at dække bordet, grille pølser og tage afsked med året, der går.
Mikkel, der ser ud til at komme, siger Maren. Det må være Freja og Peter, som er kommet tidligt for at hjælpe. De er de mest punktlige!
Jeg tager imod dem og hjælper med bagagen, svarer Mikkel.
Selvfølgelig, siger Maren glad, hendes følelser bobler over. Endelig kan nytåret fejres, som hun altid har drømt: ude i den friske luft sammen med sine bedste venner.
Mikkel hiver en dunjakke på og går ud i gården. Da han åbner porten, bliver han målløs.
Hej, lillebror! råber Lærke og kysser ham på begge kinder. Godt nytår!
Mikkel skal lige komme sig over chokket. Mens Gustav tager ting ud af bilen, snakker Lærke om festlighederne, men Mikkel lytter ikke, han prøver stadig at forstå, hvorfor søsteren pludselig står i døren.
Endelig ryster han på hovedet og siger:
Hvad laver I her? Vi aftalte jo alt for en uge siden!
Du ved, svarer Lærke med hævede øjenbryn. Det var din beslutning, men jeg sagde ikke, at jeg var enig.
Mikkel, hvad holder I på med? spørger Maren, mens hun ser den ældre svigersøster for første gang.
Lærke? udbryder hun overrasket.
Ja! erklærer hun stolt. Ikke alt går som du ønsker, tilføjer hun selvtilfreds.
Da Gustav prøver at bringe den første pakke ind i huset, griber Mikkel ham hårdt i armen.
Du kommer ikke ind, siger han skarpt.
Lærke hjælper børnene med at tage sikkerhedsbælter af, men da hun hører Mikkels hårde tone over for sin bror, springer hun straks ind.
Slip Gustav med det samme! råber hun.
Jeg slipper ham ikke. I skal pakke sammen og tage hjem med det samme! råber Mikkel højere.
Hvad sagde du? spørger Lærke spidst, mens hun trækker i Mikkels arm.
Hvad hørte du!
Vi tager ikke af sted, svarer hun arrogant. Vi har en hel bil med børn.
Jeg elsker mine niecer, men i dag må de fejre nytår et andet sted, forklarer Mikkel. I kommer ikke ind i huset, advarer han.
Skal du ringe til politiet? spøger Lærke sarkastisk.
Jeg ville have ringet, hvis det ikke var nytårsaften, griber Maren ind. I bør gå ud af døren på en god måde, ellers kommer min ven, en bokser, forbi. Han vil ikke lade jer komme ind, siger hun med et grin.
Truer du mig? fortsætter Lærke.
Nej, men jeg gør det. Gå væk! beordrer Maren.
Sammen med Mikkel lukker de porten, så de uønskede gæster ikke kommer ind. Lærke og Gustav har ingen anden valg end at køre hjem. På vejen giver Lærke Gustav en ordentlig lussing.
Kunne du ikke bare skubbe ham? skriger hun. Hvad er dit problem!
De må vende tilbage til deres egen bolig, hvor de har boet i flere år. Der bor også Lærkes og Mikkels mor, Eva, som ikke har talt med sin søn i fem år siden hans bryllup.
Nu holder jeg op med at tale med Mikkel, siger Eva og smider sin frakke i hjørnet.
Hvad? spørger Eva med sammenkneppede øjne.
I smed os ud af sommerhuset. Forstår du det? udbrød kvinden vredt. Det er jo for meget! Og hans kone er også værre! Hun ville have ringet til politiet, som om vi var tyve.
Derfor taler jeg ikke med ham. Kan du huske, da jeg besluttede at flytte ind hos dem, og de sagde, vi kun har en lille lejlighed, så vi må tænke på at bo i en trælse med børn!
Åh, lad være, mor! Den lille Maren ødelagde vores Mikkel.
Børnene leger i mellemtiden, mens Lærke og Eva nyder champagne og ser “Den store nytårsfest” på tv. Gustav svirrer rundt i køkkenet uden pause.
Maren og Mikkel venter på de øvrige gæster og forbereder sig på nytårsaften. Stemningen er fuld af latter og glade smil. Maren trækker Mikkel lidt til side fra den travle gruppe og hvisker:
Jeg har noget vigtigt at fortælle dig.
Hun rækker ham et billede fra en ultralydsscanning.
Virkelig? spørger Mikkel overrasket. Vi får barn?
Ja, svarer Maren med et stort smil.
Mikkel omfavner sin kone og kysser hende.
Det er den bedste gave, han siger med et bredt grin.
