Hey, du, du gætter aldrig, hvad der skete på kontoret i sidste uge vi har fået en ny kollega! Hendes navn er Alberte, og hun er bare den sødeste.
Freja lagde en tallerken med en skinnende omelet på bordet og satte sig over for Mads. Solen strålede gennem de hvide persienner, så hele rummet fik et blødt gyldent skær. Hun støttede hagen med hånden og smilte.
Mads lagde telefonen fra sig.
Så du synes, hun er fed? spurgte Freja nysgerrigt.
Hvorfor har hun fanget din opmærksomhed så meget? svarede Mads.
Fordi hun er bare ! Freja blev levende. Vi snakkede i går, og det viste sig, at vi har så mange fælles interesser. Hun elsker også klatring, går i det samme klatrecenter som mig, og læser de samme bøger. Det er som om, de har klonet mig og sat hende ind i vores afdeling.
Mads lo og gik efter en kop kaffe.
Det er fedt, du har fået en veninde på arbejdet. Du har jo trængt til det i lang tid.
Netop! Freja greb gaflen, men spiste ikke med det samme. Hun ville bare fortsætte samtalen. Og så elsker hun også vandreture. Vi har allerede aftalt at tage ud et sted i næste måned. Hun fortæller alt så ærligt, uden den der store opspind.
Mads nikkede, mens han tog en bid brød.
Lyder lækkert. Skal vi møde hinanden?
Ja, lad os holde en middag i weekenden. Jeg laver noget lækkert, så kan vi sidde og snakke.
Klar, hvorfor ikke? sagde Mads med et smil.
Freja nikkede tilfreds og gik i gang med omeletten. Indeni boblede en lille glæde. Hun havde et arbejde, hun elskede, en dejlig kæreste, Mads, som hun havde været sammen med i tre år, og nu også en ny ven, som hun hurtigt kunne falde i. Livet virkede næsten perfekt.
To uger senere inviterede Freja Mads og Alberte til middag i sin lille lejlighed i Østerbro. Hun havde vasket hele lejligheden, så den skinnede, og hun havde lavet hans yndlingsret ovnstegt kylling med rosmarin. Alberte dukkede op med en buket friske tulipaner og en hjemmelavet lagkage.
Freja, det er så hyggeligt her! udbrød Alberte og så sig omkring. Jeg kunne lige blive her for altid.
Freja lo og tog blomsterne fra hende.
Tak. Mads, det her er Alberte. Alberte, det her er Mads.
Mads rakte ud og smilede.
Dejligt at møde dig. Freja har snakket så meget om dig, at jeg næsten føler, jeg har kendt dig i hundrede år.
I lige måde, svarede Alberte og rakte hånden frem. Hun roser dig hele tiden. Hun siger, du er den mest tålmodige fyr i verden.
Så må jeg have lidt tålmodighed, blinkede Mads til Freja. Med en så aktiv pige som Alberte kan man ellers ikke overleve.
Aftenen gik som smurt. Mads og Alberte fandt hurtigt ud af, at de begge er vilde med gamle film fra 70erne og rock fra den tid. De byttede hurtige anekdoter, diskuterede, hvem der havde den bedste film, og lo højlydt.
Freja sad med på mellem dem, smilende fra øre til øre. Hendes to yndlingspersoner var blevet venner hvad kan da være bedre?
Efter den aften begyndte de at hænge ud sammen treogfire. De gik i biografen, på udstillinger, vandrede i Dyrehaven og tog på picnic ved vandet. Mads inviterede nu regelmæssigt Alberte med, for han sagde, at han aldrig keder sig med hende.
Freja var bare glad.
Men så begyndte hun at lægge mærke til små mærkelige ting. Mads blev længere på jobbet, selvom han før altid var punktlig med at gå hjem. Han smsede hende mindre i løbet af dagen, og ringede sjældnere bare så. Når Freja spurgte om deres fremtidsplaner bolig, bryllup svarede Mads kort og undvigende, som om emnet vægte ham ned.
Alberte ændrede sig også. Nogle gange fangede Freja Albertes blik på sig et hurtigt, vurderende glimt, som om hun ville sige noget, men tøvede. Så smilede hun igen og skiftede emnet.
En aften sad Freja i stuen, mens Mads lavede mad i køkkenet. Hans telefon lå på bordet ved siden af hende. Skærmen lyste en ny besked.
Freja kiggede hurtigt. Fra Alberte. Klokken var næsten midnat. Beskeden var kort: Tak for i dag.
Freja stivnede. Hjertet sank. Hun lagde telefonen fra sig, stirrede på væggen. Hvad betød det? De havde jo set hinanden i dag, men Mads havde sagt, han var blevet forsinket på arbejde.
Hun prøvede at skubbe tankerne væk. Måske var det tilfældigt, måske var de bare ved at tale om et projekt, selvom Mads arbejdede i en anden firma. Hun skammede sig over sin jalousi og sagde til sig selv, at de bare var gode venner, at hun overreagerede.
Men en klump lå i maven resten af natten.
I marts tog de tre en tur til et sommerhus på Møn. Freja havde drømt om en weekend i naturen, vandreture i skoven, aftener ved bål. Alberte var straks med på idéen, og Mads var også med. De lejede en lille hytte ved søen, tog telte og klatretøj med.
Allerede fra første dag hang der en mærkelig stemning i luften. Freja så, hvordan Mads og Alberte udvekslede lange blikke, og de blev stille, så snart hun trådte ind i stuen. Den anden dag gik de to alene langs søen, mens Freja slap af efter en klatreøvelse. Mads forklarede, at han bare viste Alberte vej til en gammel kapel, som en lokal guide havde fortalt om.
Freja nikkede, men inde i hende knyttede sig noget.
Sidste aften sad de alle omkring bålet. Begge så forvirrede og skyldige ud. Mads undgik at se på Freja, og så gjorde Alberte også. Freja prøvede at starte en snak, men de svarede kun med korte, knappe sætninger.
Freja lå vågen hele natten. Det føltes, som om noget var brudt for altid.
En uge efter hjemkomsten skrev Mads til hende: Freja, vi er nødt til at snakke. Lad os mødes på caféen.
Freja sad på kontoret, stirrede på skærmen og mærkede en knude i maven.
Klokken fem var hun på caféen. Mads sad allerede ved et vinduesbord, og ved siden af ham var Alberte.
Freja stod i døråbningen et øjeblik, tænkte på at gå, men benene bar hende ind til deres bord. Hun satte sig, uden at tage jakken af.
Hvad sker der?
Hun så på både Mads og Alberte. Begge havde skyldige miner.
Mads var stille et langt øjeblik, knækkede en serviet i små stykker, før han løftede blikket.
Freja, jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det. Det var ikke planlagt. Det skete bare.
Freja knugede hænderne under bordet.
I i Møn fandt ud af, at at I er faldet for hinanden, sagde Mads lavt. Vi har kæmpet for at holde det skjult, men det er for sent.
Alberte begyndte at græde, tårerne gled ned over kinderne og smudrede hendes makeup.
Freja, undskyld mig. Jeg ville ikke såre dig. Jeg sværger, jeg havde aldrig intentionen om at såre dig. Du er min bedste ven, men dette er større end os begge.
Alberte rakte ud mod hende.
Freja trak hånden væk. Indeni boblede en storm af vrede, sårede følelser og en knude, der hængte i halsen.
Større end os? hun så på dem begge. I snakkede bag min ryg, mens jeg planlagde bryllup, barn og fremtiden sammen. Hvordan kan I have en sådan samvittighed? Hvad har jeg gjort for at fortjene dette?
Mads så ned på bordet. Jeg ved, jeg har gjort dig ondt. Men jeg kan ikke længere lyve.
Freja vendte sig mod Alberte. Du sagde, jeg var din bedste ven. Hvordan kunne du?
Alberte brølede i gråd og holdt ansigtet i hænderne.
Undskyld. Jeg så det ikke komme. Vi snakkede bare, hængte ud, og så indså vi, at det var mere end venskab.
Freja rejste sig. Stolen skrigende skrålede bagud. Hun greb tasken og kastede et sidste blik på dem.
Jeg vil ikke se jer igen. Aldrig.
Hun gik ud af caféen uden at se sig tilbage. Gaden var kold, hun gik hurtigt, tårene løb, men hun tørrede dem ikke. Hun endte ved metrostationen.
Næste dag skrev Freja en ansøgning om at blive overflyttet til et kontor i Århus. Chefen blev overrasket, men spurgte ikke videre. Hun var en værdifuld medarbejder, så overflytningen gik hurtigt igennem.
Alberte prøvede at ringe Freja blokerede nummeret. Mads sendte et par beskeder hun slettede dem uden at læse. Mads pakkede sine ting, mens Freja ikke var hjemme. Da hun kom tilbage, stod kun et tomt værelse og hendes sko lå spredt på gulvet.
To uger senere var hun i Århus, flyttede ind i en lille lejlighed. Hendes forældre var skeptiske, men Freja var fast besluttet på at starte på ny, væk fra alle minder om Mads og Alberte.
De første måneder var hårde. Hun gik tilbage til klatringen, men nu alene. Det hjalp hende med at finde ro.
En dag skrev en fælles bekendt fra København, at Mads og Alberte nu boede sammen og havde været det i to måneder.
Freja læste beskeden, slukkede telefonen og trak vejret dybt.
Smerten dulmede, men forsvandt ikke helt. Hun græd ikke længere om natten, tænkte ikke på deres sidste møde. Hun levede videre, skridt for skridt, dag for dag.
Freja mistede ikke kun sin kæreste og sin ven, men også troen på, at folk kan være ærlige. Hun mistede følelsen af, at venskab kan være uforanderlig. Men hun besluttede at bygge sit liv op igen bare lidt mere forsigtigt med, hvem hun lader komme ind.
Smerten vil altid hænge ved siden af hende, men hun ved, at hun kan klare det. For hun har ingen anden mulighed end at gå videre.
