Vi vil leve for hinanden
Efter min mor gik bort, kom jeg langsomt til mig selv igen. Hun havde i den sidste tid været indlagt på Rigshospitalet, hvor hun også sov stille ind. Inden da passede vi hende i hendes eget hjem min kone Malene og jeg tog på skift vagter. Hendes lille gamle hus lå lige ved siden af vores eget her i en forstad til Odense. Jeg havde ofte tilbudt hende at flytte over til os, men det nægtede hun hårdnakket.
Søn, det var her din far døde, og det er også her, jeg vil dø. Det føles rigtigt sådan, sagde hun grådkvalt, og jeg kunne ikke nænne at sige hende imod.
For os havde det nok været nemmere, hvis hun havde boet under vores tag, men på den anden side vores datter, Ragnhild, var kun tretten. Jeg brød mig ikke om tanken om, at hun skulle se sin mormor svækkes dag for dag. Jeg gik på skifteholdsarbejde på Lindøværftet, og Malene var klasselærer på den lokale folkeskole. Min mor var derfor hele tiden under opsyn. Vi sov endda ofte på skift hjemme hos hende, så hun ikke var alene om natten.
Mor, dør mormor snart? spurgte Ragnhild, det er så synd for hende, hun er så god mod mig.
Det ved jeg ikke, skat. Men alle skal væk en dag. Sådan er livet, svarede Malene forsigtigt.
Da min mors tilstand blev værre, kørte vi hende på hospitalet. Min lillesøster, Frida, var tre år yngre end mig. Hun havde sønnen Asger, som min mor og Malene ofte passede, mens Frida rejste Danmark rundt med sit arbejde. Hendes ægteskab var for længst forbi, og hun viste aldrig noget ønske om at hjælpe med plejen af vores mor. Hun var min diametrale modsætning kold, stridbar og altid med næsen i sky.
Tre dage senere døde vores mor på hospitalet. Efter begravelsen blev vi enige om at sælge det lille hus. Uden nogen til at passe det, ville det hurtigt forfalde. Mor havde allerede testamenteret huset til mig. Hun og Frida havde længe været uvenner. Frida vidste det og havde siden aldrig haft kontakt til hende.
Men da huset blev solgt, blev Malene ved med at sige:
Lars, du skal dele pengene med Frida. Det er kun fair.
Hun har jo en fin ejerlejlighed fra sin eksmand. Og hun bruger bare alt op, det ved du.
Det kan godt være, men så har vi i hvert fald ren samvittighed. Ellers vil hun aldrig lade os høre et ord til ende om det, sagde Malene.
Til sidst delte jeg pengene med Frida, men hun sagde bare tørt:
Er det alt? Resten da?
Tiden gik videre. Ragnhild fyldte femten. Så blev Malene syg. Hun havde været træt længe, men slog det hen som almindelig skoletræthed, indtil hun besvimede ude i haven. På sygehuset viste det sig, at hun havde fået kræft, og sygdommen var allerede fremskreden.
Kan I hjælpe min kone, spurgte jeg lægen fortvivlet.
Vi gør alt, hvad vi kan, men hun kom for sent, lød svaret.
Jeg havde længe anmodet hende om at gå til læge, men Malene var af den type, der altid satte andre først. Nu var det for sent.
Snart kom hun hjem sengeliggende nu. Ragnhild og jeg passede hende skiftevis. Men sygdommen udviklede sig hastigt. Jeg tog orlov, så jeg kunne være der konstant. Da ferien var slut, måtte jeg tilbage på arbejde. Ragnhild lavede mad, vaskede sin mor og sad vågen om natten, når jeg havde nattevagt. Hun blev hurtigt voksen af det.
En dag dukkede Frida op.
Lars, min vaskemaskine står af. Du er jo trods alt dygtig kan du ikke lige kigge på den?
Jeg lovede det, og efter arbejde fik jeg den fikset. Da jeg var på vej ud af døren, sagde jeg til hende:
Kan du ikke indimellem komme forbi og være hos Malene? Jeg kan ikke lide, at Ragnhild slider sig selv op. Hun er kun femten, og det er meget at bede et barn om.
Hvad? Du skal da ikke begynde at minde mig om gamle tider. Ja, Malene passede Asger for mig, imens jeg jagtede karrieren rundt i landet. Jeg gav hende da en guldring som tak, men hun gad jo ikke engang have den!
Nej, hun gav dig den jo straks tilbage.
Så tog jeg den da bare igen. Men hvad mener du det er jo én ting at passe et sundt barn, noget andet at sidde ved en døende. Jeg siger nej, pointerede hun og gik igen.
Jeg blev ikke engang vred bare opgivende. Du er kold, Frida, sagde jeg bare og glemte hende derefter.
Malene blev hurtigt dårligere. Den dag så jeg Ragnhild i vinduet, da jeg kom hjem. Hun styrtede ud mod mig.
Far, mor vil hverken spise eller drikke længere. Hun siger ikke et ord, hun har vendt sig om mod væggen.
Vi klarer det, skat. Vi skal nok klare det, forsikrede jeg hende.
Samme nat gik Malene bort. Ragnhild og jeg græd. Pludselig var vi bare os to. På en mærkelig måde lettede det også nu led Malene ikke længere, og datteren slap for at se en langsom og smertefuld afsked. Men sorgen og savnet kom bagefter. Jeg savnede hendes stemme og hendes måde at passe på os.
Ragnhild, vi gjorde, hvad vi kunne, sagde jeg en dag. Nu må vi acceptere, at mor har fred. Vi skal nok komme videre, bare vi har hinanden.
Far, jeg er voksen nok til at forstå det, svarede hun roligt. Mor ville have været stolt af os, tror jeg.
Vi hjalp hinanden gennem dagene. Jeg skyndte mig hjem efter arbejde for hun ventede på mig, lavede mad og var altid klar på at tale om sin dag.
En dag, da jeg kom hjem, sagde hun:
Far, Frida dukkede op, så snart jeg kom hjem fra skole. Jeg nåede ikke engang at låse døren. Hun sagde, hun skulle have mors gamle pels og nogle af hendes ting at du skulle have sagt god for det.
Jeg har intet sagt, forklarede jeg arrigt. Luk hende ikke ind igen. Der er intet, hun har at gøre her.
Kort efter på arbejde blev jeg pludselig dårlig. Smerter skød gennem brystet, og jeg kunne næsten ikke trække vejret. En kollega ringede straks 112, og jeg blev kørt til sygehuset. Ragnhild kom grædende, men lægen beroligede hende:
Bare rolig, din far har haft et hjertetilfælde, men han er i bedring nu.
Alt ansvar lå nu på Ragnhild skole, hus og besøg på hospitalet. Hver dag løb hun fra skole og forbi sygehuset, lavede små retter til mig. En dag kom Frida forbi med en kage.
Ragnhild, tag denne til din far på hospitalet. Sig endelig ikke, det var mig, der bagte den. Han kan ikke tåle at se mig.
Tak, tante Frida, sagde hun.
Et kvarter senere kom Asger forbi. Han hjalp ofte til. Han var ved at blive student og søgte ind på universitetet.
Jeg glemte mine nøgler, råbte han i døren. Har du selv bagt kage?
Nej, det var min mor, der kom forbi med den. Vil du have et stykke? spurgte hun og skar af. Du har sikkert ikke fået noget siden skolen, og far kan ikke spise al kagen.
Asger takkede ikke nej. De drak te sammen, og besluttede at besøge mig på hospitalet derefter. Men da de ankom, blev Asger pludselig hvid i hovedet, sveden løb ned ad panden, og han faldt om ved indgangen. Heldigvis var det på hospitalet.
Det viste sig hurtigt, at Asger var blevet forgiftet.
Hvad har han spist, spurgte lægen Ragnhild.
Det er denne kage, som tante Frida bragte, svarede hun, og lægen tog straks kagen væk og sagde, jeg ikke måtte få noget af den.
Frida blev indkaldt til politiet. Det viste sig at hun havde forsøgt at forgifte mig hun ville overtage mit hus og sælge det. Hun havde ikke tænkt på, at kagen kunne ende hos Asger.
Da jeg kom ud fra hospitalet, tog jeg Ragnhild og Asger med hen til hendes celle.
Undskyld, Lars. Undskyld, Asger. Undskyld, Ragnhild. Jeg ved godt, jeg har gjort frygtelige ting. Tilgiv mig, græd hun.
Jeg tilbagekaldte min politianmeldelse, og Frida blev løsladt. Men Asger kunne aldrig tilgive sin mor. Han begyndte hurtigt at komme oftere hos os.
Onkel Lars, jeg kan ikke se på hende. Jeg hader hende. Hvordan kunne hun gøre det?
Asger, forældre vælger man ikke selv. Det hun gjorde var ubeskriveligt, men hun fortryder nu. Giv hende en chance. Tilgiv om du kan ellers vil du aldrig selv få fred.
Langsomt faldt tingene på plads igen. Asger kom ind på universitetet, Ragnhild blev student og begyndte at læse videre. Men hun ville ikke lade mig være alene.
Det går nok, min pige. Du skal læse videre. Vi skal leve for hinanden. Du kommer altid hjem i weekenden og i ferierne som din mor altid drømte om.
Minderne om alt dette er mange år gamle nu. Men én ting står klart: vi levede for hinanden.
