“- Søn, kom til fornuft før det er for sent! Drengen ligner dig ikke en smule! Din Freja har fået ham med sin eks, og nu hænger hun ham på dig! Det ved jeg!”
“- Mor, hold nu op! Emil er min søn… Hvorfor skal du altid rode i suppen? Nok nu, jeg kører hjem.”
Helle Mikkelsen havde opdraget sin søn alene. Mikkel og hende havde altid haft et godt forhold: Han var respektfuld, flittig i skolen og blev ingeniør, som hun ønskede. Nu var det tid til at finde ham en kone. Hun valgte Lærke, datter af sin veninde Birgitte.
På Helles pres begyndte Mikkel og Lærke at date, men gnisten udeblev. Efter måneder slog de op. Senere mødte Mikkel Freja. De faldt hurtigt for hinanden og giftede sig efter tre måneder – til Helles mishag. Et halvt år senere ventede Freja deres søn, Emil. Men Helle hadede sin svigerdatter. Hver gang Mikkel besøgte hende, brokkede hun sig:
“- Se dig selv! Du ligner en vaskeklud!
“- Mor, min skjorte krøllede bare i bilen…
“- Spis nu! Din Freja laver sikkert kun færdigretter. Men Lærke tager konditorkursus – hun er en ægte perle!”
Mikkel undgik at lytte, men Helle fortsatte sin kolde krig. En aften eksploderede det:
“- Hvorfor ignorerer Freja mig?
“- Hvordan kan hun besøge dig, når du hakker på hende?
“- Hun render sikkert med sin eks, den dovne Niels! Drengen ligner ham! Du fodrer en fremmed!”
De skændtes voldsomt. Da Mikkel kom hjem, løb Emil glad hen:
“- Far! Mor og jeg mødte Niels i parken. Han købte chokolade til mig!”
Mikkels mistanke vækkedes. Senere konfronterede han Freja:
“- Hvorfor mødtes I?
“- Vi stødte tilfældigt på ham. Han fulgte os hjem.
“- Er Emil overhovedet min?!”
“- Mikkel, er du sindssyg?”
Parret skændtes som aldrig før. Freja pakkede sammen og flyttede til Aalborg med Emil. Efter skilsmissen betalte Mikkel børnebidrag uden kamp. Helle triumferede og skubbede ham mod Lærke.
De giftede sig, men Lærke viste sit sande jeg: Hun brokkede sig over hans indkomst, krævede ferier og dyre biler.
“- Peters kone får en ny minkfrakke hvert år! Vi kører stadig i en gammel Volvo. Skam dig!”
Femten år levede Mikkel som en slave på to jobs, mens Lærke nød livet. Da Helle fik et slagtilfælde, nægtede Lærke at pleje hende:
“- Send hende på plejehjem. Vi har billån at betale!”
En måned senere døde Helle. Ved begravelsen glemte Mikkel at advare Lærke om sin hjemkomst. Han åbnedøren – og så hende i armene på naboen. Uden et ord flyttede han til Helles lejlighed.
Ensom grublede han over sit liv: Ingen familie, ingen venner. Han mindedes Freja og Emil.
“- Emil må være 19 nu… Hvordan ser han ud?”
Næste morgen købte han en DSB-billet til Aalborg. Ved Frejas gamle adresse ventede han. Pludselig så han en yngre udgave af sig selv:
“- Emil… Jeg er ked af det… Du ligner mig jo! Hvor er din mor?”
“- Hun døde i en ulykke for ti år siden. Jeg bor hos bedstemor. Vi har ikke brug for dig.”
Emil forsvandt indenfor. Mikkel bankede forgæves på:
“- Åbn! Jeg er din far!”
Han kom tilbage flere gange, men Emil afviste ham. Regnen blandede sig med hans tårer – eller var det omvendt?
